BLOG

Surrealisme!
15-05-2013 

 
Jeg har haft et møde (ikke sammenstød) med surrealismen. Jeg har læst den mystiske bog ’Maldoror’ af den lige så mystiske forfatter Comte de Lautréamont (rigtige navn: Isidore Ducasse), som man ved meget lidt om, da han i 1870 døde brat i en alder af 24.

’Maldoror’ er delt op i canto (sang) 1-6, og hver af disse består af en række vers. Det er lidt svært at gengive ”handlingen”, men overordnet set følger vi en fyr, der hedder Maldoror, som har erklæret krig mod den menneskelige race og Gud, og gør alt hvad han kan for at skade disse. Han præsenteres i visse af versene som en slags vampyr, men slår selv på, at han, trods sine mange hundrede års levetid, sin evne til at lave sig om til forskellige dyr etc., er menneskelig.

Det er en temmelig udfordrende bog, og jeg mistede også orienteringen nogle steder, især i de sidste vers, men i det store hele fik jeg en stor oplevelse ud af det. En af historierne bliver f.eks. fortalt af et hår, og i en anden er der en sexscene mellem Maldoror og en haj!

Da jeg bestilte ’Maldoror’, impulskøbte jeg også Max Ernsts ’graphic novel’, ’Une semaine de bonté’ – i øvrigt inspireret af bl.a. Maldoror (Ligesom Dali også var) og Matthew Lewis’, ’The monk’ – og disse sære kollager af mennesker med dyrehoveder har, sammen med Lautréamonts bog, skabt en ny energi i mit forfatterskab, som jeg ikke lige havde set komme.  

(blogindlægget fortsætter nedenunder det kæmpestore billede fra 'Une semaine de bonté' - hvad er det lige, der foregår der?)  

’Maldoror’ er helt klart også horror, da der er meget voldsomme scener, især i tredje canto (noget af det er så væmmeligt, at jeg ikke tør nævne det), og jeg tænker, at surrealisme-horror fortjener en revival. Surrealisme i litteratur er i det hele taget ikke særlig fremherskende, og det er synd.

Det er lidt sjovt, kigger man på nutidens mediebillede, er surrealismen mest tydelig i tegnefilm. ’Spongebob’, eller ’Svampebob’ på dansk, tager både fra surrealismen og kubismen, og bl.a. Cartoon networks ’The marvelous misadventures of Flapjack’ og sublime ’Adventure time’ (jeg har et barn på syv!) er VIRKELIG surrealistisk.     

Med disse nye ting i mit system, kan man helt klart forvente sig noget dybt mystisk fra min hånd. Forleden havde jeg siddet i kælderen og skrevet i et par timer, og min søn spurgte: ”Far, hvad skal din nye bog handle om?”

”Den skal handle om mad, der spiser mennesker,” sagde jeg.  

Adventure time, anyone??

What's up?
16-04-2013 

Lige en lille status over, hvad der foregår for tiden her på forlaget KAOS. 

Salget af 'Svovlild' er gået rigtig godt. Den har p.t. solgt 202 eksemplarer, hvilket er bedre end forrige udgivelse 'Frygt-filerne', der kun lige er rundet de 140. Det skyldes overvejende et stort Bibliotekssalg, og har nok også lidt at gøre med, at den er blevet anmeldt i Politiken og Weekendavisen - det er min første selvstændige udgivelse, der er blevet anmeldt i større aviser.  

Jeg har i øvrigt lige underskrevet en kontrakt om 'Svovlild' som lydbog, hvilket jeg vil skrive mere om, når jeg ved, hvornår den udkommer. Men det er spændende. Jeg glæder mig især til at høre, hvordan oplæseren udtaler navne som Esmeree, Dlyberth og Bedorn (det sidste har jeg faktisk selv altid været lidt splittet omkring).

På skrivefronten er jeg ved at redigere novellesamlingen 'Udkantshistorier', som jeg har skrevet lidt om på bloggen før. Den tegner til at sparke røv på alt andet, jeg har skrevet, hvis jeg selv (med al beskedenhed) skal sige det. Jeg håber, den kan udkomme til september eller oktober - det er altid et godt tidspunkt at udgive en bog.

Jeg er også så småt gået i gang med en roman, et horroreventyr om en lille pige, der farer omkring i en uhyggelig monsterverden. Arbejdstitlen (og hvem ved, måske den endelige titel) er 'Monstrenes rige'. Det bliver spændende at se, hvor projektet tager mig hen. Indtil videre er ideerne meget løse, og stilen stærkt delirisk. Jeg påtænker at spæde op med rigelige mængder øl, så skal der nok komme fut i skrivningen. 

Til sidst kan jeg nævne, at jeg har sendt noveller ind til et par antologier. Både til 'Ny dansk fantasy 3' og 'Mørk erotica' (tak spids!) - begge udskrevet af forlaget Kandor. Så er det bare om at krydse fingre. 

Skal man give folk, hvad de vil have?
21-03-2013 

Jeg kan godt lide at diskutere, så det gør jeg tit. Både i ”virkeligheden”, men også på webfora, og især når emnet falder på min kæphest, horror! Jeg mener, at jo mere vi kan diskutere, des bedre.

I går kastede jeg mig ud i en diskussion (eller diskussion er måske så meget sagt; udveksling af holdninger, er nok mere passende), hvor jeg argumenterede for en fri, kunstnerisk tilgang til det at skrive og ikke den kommercialistiske stil, hvor produktet skræddersys til et særligt bugnende segment – for hvad fanden godt kan der i virkeligheden komme ud af det?

Lad mig lige hurtigt besvare det spørgsmål selv: PENGE, selvfølgelig! $$$$$$$$$

Man må altså gøre op med sig selv, om man vil måle sin succes på cool cash, eller om man vil lave et værk, der kan stå tidens tand og ikke rammer alle læsere, men i stedet de rigtige læsere til lige dét værk.

Sagt på en lidt anden måde: Vil du skrive noget, der er godt, eller noget, der storsælger inden for den første korte periode og så er glemt igen meget hurtigt?

Hvis jeg skal skrue bissen lidt på, så er der næppe mange, der vil huske halvdelen af alle de skabelonprægede krimier, der udgives i disse år, ej heller overfloden af paranormal romance-bræk. Tomme kalorier, men ingen fibre! Og folkene bag må da også mere betegnes som gode købmænd end forfattere.

Det er, indrømmet, en smule firkantet stillet op, for selvfølgelig er det muligt at skrive noget, der både er godt og storsælgende, MEN hvis tilgangen (i den kreative proces) er at kreere en sællert, vil værket næppe rumme de store litterære kvaliteter.  Omvendt kan et snævert, og for forfatteren dybt personligt, værk også med tiden få sig en anseelig fanbase – det kræver bare lidt mere tid.    

MEN, MEN til denne blogs overskrift ”Skal man give folk, hvad de vil have?” må mit svar dog stadig være: JA, for fanden!

Selvfølgelig skal man give folk, hvad de vil have – men de ved jo ikke, hvad det er, før de bliver præsenteret for det! Og her kommer både forlagenes, boghandlernes og ikke mindst forfatternes ansvar på banen. De to førstnævnte aktører har i mange år virket som stopklods for at ny og anderledes litteratur kunne se dagens lys, og der er derfor sket en tilpasning fra forfatternes side: Man skriver simpelthen mere kommercielt for at kunne blive udgivet; den kapitalistisk motiverede kassetænkning er sivet ind i unge forfatteres hjerne som en syre, og har perverteret (oh my!) den frie, kreative proces.

Mit råd må være at glemme markedsandele og kapital, når du skriver. Skriv, fordi du ikke kan lade være. Skriv, fordi du elsker det.   

Alt andet er noget fucking bullshit. 

Sådan ser den ud!

Demon twins? Sammen med formand for Dansk Horror Selskab, Jacob Hedegaard Pedersen. Vi skulle vist have snakket lidt om tøjvalg og frisure inden fremmøde :)

11-03-2013
Abracadabra


I en diskussion på facebook forleden faldt der en kommentar om, at det at skrive ('skrive' oversættes vist her nemt til 'kunst', punktum)ikke var et kald, men bare et håndværk som ethvert andet.

Som en følge deraf skrev forfatteren Amdi Silvestri dette indlæg, rigtigt spændende, og jeg vil også gerne selv uddybe lidt – for jeg er ikke enig i, at kunstformer er synonyme med håndværk. Der er en grad af håndværk i dem, men det er slet ikke det bærende led.   

Når for eksempel en anlægsgartner skal lægge en flisegang, er målet perfektion, dvs. fliserne skal ligge fuldstændig plant og med ens mellemrum. Opnås dette, er opgaven løst perfekt, og det kan ikke gøres bedre. Stort set alle håndværk bygger på mesterlære og ideen om, at man ved at øve sig om og om på nogle arbejdsgange, kan udføre arbejdet perfekt eller i hvert fald tæt på perfekt.     

Al ære og respekt til dygtige håndværkere, men den måde kan du ikke arbejde på som forfatter. Her er det perfekte lettere uinteressant. Du kan have al teorien på plads, og udføre en tekst efter den mest stringente skabelon, og dét, du vil sidde tilbage med, er et koldt, sjælløst produkt.  

Man er sgu nok på lidt tynd is, når man begynder at citere folk som Aleister Crowley, men her et par tanker fra den okkulte liderbuk om magi og inspiration:

”Magiens success afhænger af udøverens evne til at vække den kreative genius, der er en uundgåelig arv i ethvert menneske. Kun få er i virkeligheden i stand til at omdanne denne efter deres bevidsthed eller endda, i 99 tilfælde ud af 100, overhovedet opdage den … Med andre ord er magien i denne forstand en kunstart, snarere end en videnskab.” 

Den inspiration, der driver kunsten, har ikke meget med håndværk, end videnskab at gøre, og jeg ved ikke, om den kan tillæres. Håndværksdelen kommer ind i billedet senere, selvfølgelig, når man skal dechifrere og bearbejde det, der er blevet til i ’den kreative rus’. 

Vender jeg blikket mod mit eget virke som forfatter, må jeg hente min bevisførelse (for at skriveriet ikke er et håndværk som ethvert andet)i netop de perioder, hvor jeg ikke skriver:

Lige for tiden skriver jeg intet skønlitterært, og jeg prøver heller ikke på det. Jeg er i en periode, hvor jeg suger til mig; er gået i krig med gotiske klassikkere, er dykket ned i Politikens okkulte leksikon (fundet på et biblioteksudsalg forleden; derfor Crowley-citatet!), har set lidt BBC’s Rise and fall of the roman empire og læst videre på nettet om Roms fald til goterne i 410 A.D. 

Alt dette er nok ikke forgæves, og noget af det vil sikkert dukke op i en historie på et tidspunkt, der er bare ikke noget i mig nu, der kommunikerer historiefortælling – så jeg venter på, at historien kommer til mig. Den dag hvor jeg har indtrykket mig nok, og det indre behov for at udtrykke mig kommer, resulterer det ofte i en slags eksplosion. Jeg kan aldrig spå om, hvornår den kommer, ud over at det er, når jeg ikke presser på: Når jeg cykler, går en tur i skoven eller står og smelter i et langt varmt bad; kort sagt når jeg er afslappet og lykkelig, og mit hoved er et blankt lærred klar til at fylde ud.

Mozart himself har sagt lidt om det emne:

"When I am, as it were, completely myself, entirely alone, and of good cheer - say traveling in a carriage, or walking after a good meal, or during the night when I cannot sleep; it is on such occasions that my ideas flow best and most abundantly. Whence and how they come, I know not; nor can I force them. Those ideas that please me I retain in memory, and am accustomed, as I have been told, to hum them to myself."

Men hvor kommer inspirationen fra? Nietzsche berører det i følgende citat:

"Can anyone at the end of this nineteenth century possibly have any distinct notion of what poets of a more vigorous period meant by inspiration? If not, I should like to describe it. Provided one has the slightest remnant of superstition left, one can hardly reject completely the idea that one is the mere incarnation, or mouthpiece, or medium of some almighty power. The notion of revelation describes the condition quite simply; by which I mean that something profoundly convulsive and disturbing suddenly becomes visible and audible with indescribable definiteness and exactness. One hears - one does not seek; one takes - one does not ask who gives: a thought  flashes out like lightning, inevitably without hesitation - I have never had any choice about it.”

Nu er det ikke fordi, jeg har noget voldsomt forhold til hverken Mozart eller Nietzsche (sidstnævntes navn har jeg faktisk svært ved at stave til, uden at slå det op) eller prøver at føre mig frem mig som en kulturelitær snob, men jeg kan klart relatere til deres måde at beskrive den kreative proces på.

Når stormvejret først kommer, er jeg ekstatisk og tåger rundt med et sløret blik og ottehundrede små sedler i lommerne, om min kone siger: 'Hører du efter?' Og jeg svarer: ’Hvornår?’ eller ’Hvem, hvor?’, og så gider hun ikke tale mere med mig den dag.

Der kan gå lang tid mellem eksplosionerne, og jeg er fra tid til anden nået at blive bekymret for, om det mon nogensinde kom igen. MEN, hvis jeg bare sætter mig ned og begynder at skrive, bliver det simpelthen ikke godt; det bliver koldt, rationelt, autoritativt styret af de øvre (kedelige) hjernelag; de samme, der er ansvarlige for at smøre madpakker og støvsuge – og de hjernecentre har bare INTET at gøre i mit kreative arbejde!  

Så ja, min arbejdsproces er irrationel (til at starte med), og jeg venter på 'kaldet' (som selvfølgelig bare er de dybere, underbevidste lag af mig selv; hjernens blender, der spytter det hele ud igen i en ny form), derefter kommer håndværksdelen ind. 

Her på forlaget er vi skizofrene og sådan noget HAhahahihahahaa....
30-09-2012
 
Jeg har barslet med novellesamlingen ”Danmark”, der var sat til cirka februar 2013. Glem alt om det! Jeg har fået drager på hjernen, og vil nu udgive min fantasyroman ”Svovlild” til den deadline. ”Danmark” udkommer selvfølgelig stadig, men nok først til efteråret. Jeg har fundet, at der er en bedre synergi i udgivelsesprogrammet med lidt variation, den skarpsindige vil jo bemærke, at jeg næsten lige har udgivet en novellesamling.    

Så i februar kommer traktementet til at bestå af 300 siders drageguf med blod, der sprøjter ud over det hele, og ild, der fosser fra de ådselsstinkende gab!!! Håber det lyder nogenlunde spiseligt.
Og det er den endelige beslutning ... Mere om "Svovlild" senere. 

Ud over denne nyhed, kan jeg berette, at forlaget Kandors vampyrkonkurrence er afgjort. Vinderen blev Martin Schiønning (jeg staver konsekvent det navn forkert. Var det her mon rigtigt?), en forfatter, jeg har læst en håndfuld noveller af, og som jeg ”digger” ret meget. Han tænker meget uden for boksen, og virker for mig som et friskt pust på den danske horrorgenre. Andenpladsen gik til the one and only Teddy Vork og tredjepladsen til Sir Christian Reslow.

Jeg kom også selv med i antologien med bidraget ”Sorgens museum”, som jeg insisterer på at kalde ’Paranormal romance’.  Mine komplimenter til Kandor for at udvælge mit bidrag, der måske ikke ligefrem bryder konkurrenceoplægget, men spænder dem til bristepunktet. "Vampyr" skulle udkomme senere på året. 

Det var alt for nu, stay sharp!

Svovlild og armskader
18-09-2012

De sidste par uger har ikke budt på meget af forfattergerningens velsignelse, for jeg har fået noget, der hedder ’karpaltunnelsyndrom’ i min højre arm. Det betyder, at min højre hånd er følelsesløs, snurrende og nede på omkring en tiendedel af sin normale styrke, og det harmonerer ikke særlig godt med at sidde og hakke i tastaturet i timevis.

Jeg har til gengæld tænkt en del over udgivelsesprogram og kigget på ældre tekster. I 2010 havde jeg jo, som tidligere nævnt på bloggen, et helt afsindig godt skriveår, hvor jeg fik produceret omkring 700 A4 sider. Jeg skrev både ”Mutagen” og ”Smukke Anna” i sommeren/efteråret, men spoles tiden tilbage til de første kolde vintermåneder, begik jeg der en roman, der hedder ”Svovlild”, der handler om glubske drager i en post-apokalyptisk setting.  

Jeg havde egentlig glemt ”Svovlild” lidt, først på grund af arbejdet med ”Mutagen”, dernæst fordi ”Smukke Anna” kom ud af det blå og pressede på for en udgivelse, og novellerne ville heller ikke vente. Men nu har jeg så fundet ”Svovlild” frem og er begyndt at kigge nærmere på den, og det ser sgu ikke helt tosset ud - og ydermere er den længer end mine tidligere romaner, omkring 300 sider i bogformat.

Svovlild byder på drager, postapokalypse, magi, horror, udøde monstre og meget andet, og så er den virkelig ond og blodig; man kan ligesom bare tillade sig mere, når det er drager og ikke mennesker! Desuden er den inspireret af den oprindelige Muhammedkrise, og illustrerer hvordan en stridighed optrappes, når folk (eller drager) ikke vil lytte til hinanden.  

Jeg HÅBER, at ”Svovlild” kan nå at udkomme i 2013 efter udgivelsen af novellesamlingen ”Danmark”, jeg har skrevet en del om … Nu må vi se. 

Antiquarian gore!
05-09-2012

Forleden satte jeg mig ned foran et blankt Word-ark og sagde: "Nå, nu tror jeg lige, jeg vil lave en ny genre" ... Og så gjorde jeg det!

Nej, pjat. Sådan foregik det ikke helt. Dog blev udfaldet af en novelle inspireret af Ole Worms museum for sære ting (kan ses på geologisk museum) et sært genremix, der krydser den klassiske spøgelseshistorie ala M.R. James med en del mere splat. Da James' stil kaldes ' the antiquarian ghost story', tillader jeg mig at kalde novellen "Sære ting" for 'antiquarian gore' og håber at jeg kan skrive mere i denne mystiske hybridgenre.

Den nye novellesamling, der tidligere var sat til at hedde "Rustkammeret" er i øvrigt færdig, i hvert fald som råmanuskript. 10 noveller er det blevet til, og titlen er nu "Danmark" slet og ret. Titelændringen skyldes, at de fleste af novellerne handler om dansk mentalitet, herunder naboskab og familiestrukturer, og så er der rammehistorien "Rustkammeret", som virkelig sætter danskheden under lup.   

Novellelisten er som følger (og rækkefølgen skulle også holde):

Rustkammeret
Gamle Fisseskæg
Electrobug
Kannibal
Agtsom uagtsom
Skellet
Sære ting
Hest!
Vivian og døden
Sort undfangelse

Der er mulighed for en ekstra rosin i pølseenden, i form af en novelle, der hedder "Blodet stiger". Den er p.t. under udarbejdelse, men om den bliver god nok til at komme med, ved jeg ikke endnu. 
 
Der er kun én, der tidligere har været publiceret, og det er det mystiske fænomen, "Hest!" om en mand, der skal nyde en fridag i det grønne, men bliver jagtet af en sindssyg, altødelæggende hest. Den skulle oprindeligt have været med i "Frygt-filerne", men jeg syntes ikke den passede ind, da den ikke var gotisk nok. Jeg har haft den liggende på min hjemmeside til gratis download i en tidligere version, men det er på tide, at den bliver udgivet "rigtigt". 

Jeg regner med, at "Danmark" udkommer i starten af 2013, senest februar.  

Rustkammeret
13-08-2012

Når jeg skriver er det omtrent 99 % lyststyret. Jeg gider simpelthen ikke sidde og kæmpe mig igennem noget, for at få det færdigt. Og når jeg rammer sådan en mur, forkaster jeg projektet, måske lader jeg være med at skrive i et halvt år eller også er der et andet projekt der fanger min interesse. Derfor kan man sjældent regne en fis med de forskellige projekter, jeg varsler her på bloggen. 

Indtil for et par uger siden arbejdede jeg intenst på en roman, der hedder "Jægeren", og jeg var faktisk begyndt at komme i mit rette mojo, siderne fløj afsted. Men så lige pludselig var der en novelle der pressede sig på - og den medførte et jordskred af noveller. Det er ofte sådan det sker med noveller og mig, jeg skriver gerne 5-6 stykker i rap og går så i dvale igen. Det er alt sammen meget mystisk, og jeg forstår heller ikke selv så meget af det. Det er, som om der er noget galde, der bygger sig op, og så skal det bare lige pludselig ud - gerne det hele på én gang. Bwaaddrr!!  
  
Så med de sidste ugers voldsomme novelleproduktion ser det ud til at "Jægeren" nok bliver overhalet af endnu en novellesamling. 

Her en status over novellerne der lige nu er i spil:

Rustkammeret (kun synopse)
Gamle Fisseskæg (færdig)
Sort undfangelse (færdig)
Vivian og Døden (færdig)
Kannibal (færdig, men skal måske udvides)
Agtsom uagtsom (kun synopse)
Electrobug (kun sjuskede noter)
Rendezvous (færdig, men er kun en måske'er)
Hest! (færdig, men er også kun en måske'er)

Og der kommer garanteret flere. Stilen er hård og brutal, dog med et par afstikkere, der tager i en mere eventyrlig/poetisk retning.

Og så kunne det jo være nærliggende at kalde samlingen for Frygt-filerne#2, men det tror jeg faktisk ikke, den kommer til. P.t. hedder den "Rustkammeret", men lad os nu se, hvad der sker. You never know ... 
 

Socialt indigneret ligusterfascists mageløse midtersøgning
22-06-2012

Chancen for, at du ville støde på den overskrift til en Jussi Adler-Olsen-anmeldelse andre steder end lige akkurat her, er nok temmelig spinkel. De normale overskrifter er mere i stil med ”Fantastiske Jussi”, ”Jussi gør det igen”, ”Jussi vender krisen!” eller slet og ret ”Please do me, Jussi, for god's sake!!”.

Men nu forholder det sig faktisk sådan, at jeg - af alle mennesker - lånte en Jussibog af min kære mor forleden. Jeg var på besøg i barndomshjemmet i Hundige, og fik forelagt ”Journal 64” som et eksempel på en god og seriøs krimi, og selvom jeg nok havde det lidt som Mulle, da han blev præsenteret for skovsneglen, gik jeg i krig med kolossen.

Incitamentet var ikke fornøjelse, nej, nej, jeg greb det som udgangspunkt an som research – for det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ofte skælder ud på overfloden af krimier og den kulturelle infantilisering, stereotyperne og de tomme krimikalorier afstedkommer. Og hvis man skal rende rundt og råbe sådan op hele tiden, må man jo hellere sluge skammen og læse en krimi i ny og næ.

Nå, men nok om mine komplekser og konspirationsteorier … Jeg har læst en bog, og jeg vil forsøge mig med en fyldestgørende og sagligt argumenteret anmeldelse ... Here goes.

”Journal 64” handler blandt mangt og meget om omsorgssvigt, aborter og tvangssterilisering på et kvindehjem på Sprogø; endestationen for de moralsk kompromitterede, som i senhalvtredsernes system hurtigt får mærkaten ’åndssvage’.

Nete Hermansen er én af dem, der er kommet slemt i klemme i det ubarmhjertige system, og vi følger hende tredive år efter, hvor hun er i færd med at planlægge en grusom hævn over dem, der fik hendes liv afsporet.

Sideløbende er betjenten Carl Mørck og hans to assistenter fra afdeling Q ved at spore sig ind på sagen, der også trækker tråde til et netværk af højreekstremister med den moralsk anløbne abortlæge, Curt Wad, i spidsen.

Det lyder alt sammen meget spændende, gør det ikke? Og det er det faktisk også noget af det (jeg forsøger mig med pædagogsandwichen her, men måske bliver den, ahem, uden ”over”).

Tilbageblikkene til Sprogø er godt beskrevet, velresearchede (her fornemmer man Jussis opvækst omkring forskellige anstalter), og man får virkelig medlidenhed med den svigtede Nete Hermansen. Den sideløbende fortælling om den psykopatiske Curt Wad, der meget enkelt skelner mellem over- og undermennesker og ser det som sin hellige pligt at gøre sidstnævnte gruppe infertile, rammer også plet.       

Hør bare Wads tanker om et socialt udsat par, der møder op i hans praksis, det er kræs: ”Som et insekt, der udelukkende fungerede som ynglemaskine, sad den kommende mor der, overvægtig, smøgforlegen, håret uredt og fedtet, og regnede med, at han ville bidrage til, at hun fødte endnu et af de fuldstændig ubrugelige børn, som hun allerede havde givet liv til seks gange. At han ville tillade, at nye individer med de to undermenneskers elendige genmateriale skulle befolke Københavns gader.”

Malurten (eller bulmeurten, som vi måske bør sige, da denne giftige plante spiller en ret central rolle i historien) sniger sig desværre i bægeret, hver gang vi, imellem de gode kapitler om Hermansen og Wad, skal følge arbejdet på Afdeling Q. Her piftes al troværdighed ud med pøllehumor, en dødfødt forkølelsesføljeton, konstante araberjokes, besøg hos svigermor, fjollede diskussioner om, om nu toiletbrættet skal være oppe eller nede, en sekretær med personlighedsspaltning og cirka ottehundrede andre tåbelige indslag om Mørcks privatliv.

I kapitlerne om Afdeling Q degenerer Jussi totalt som forfatter; det er næsten som to vidt forskellige bøger, der slet, slet ikke går i spænd, og man tænker at der kunne være kommet en udmærket bog på tohundrede sider ud af det, hvis man havde skåret alt det afdeling Q-pis ud.

Dialogen er simpelthen så lavkomisk, at man føler sig hensat til Andeby. ’Anan karaj’ høres forkert som ’anden karry’ og Mørcks ekskones nye mand, ’Gurkamal’, som ’gurkemeje’. Og sjovt nok er det hele på muslimers bekostning.

Selvfølgelig er Mørcks partner – med hvem han har en slags dynamik som mellem Closeau og Cato – også en sjov indvandrer, der hele tiden kaster om sig med ordsprog om dromedarer og ørkensand. Og selvom jeg morer mig, når Closeau kalder Cato ”that yellow swine”, så holder det kun vand i farce-territorium, ikke i en seriøs bog, og det må man antage at ”Journal 64” er ment som med de alvorlige emner, den berører.   
   
Og hør lige hvordan ekskonens nye mand er beskrevet: ”Gurkamal med turban, store, hvide tænder og mammutskægget på slæb.”

For real?? Come on, Jussi, kom lige ind i dette århundrede

Her får man virkelig fornemmelsen af Allerødborgeren, der kunne have godt af at få hævet blikket et par centimeter over ligusterhækken. Hvorfor er det så nødvendigt at appellere sådan til det mest lavstammede i mennesket? Er det virkelig dét, der sælger bøger?

Og snæversynet dukker op gang på gang, ikke mindst da Nørrebro beskrives som ”en krigszone”. Det er helt sikkert det indtryk, man får gennem nyhederne, men faktum er, at Nørrebro for det meste er et ganske roligt sted med masser af børnefamilier. Jeg kommer der tit og har hverken oplevet mortergranater eller geværsalver.  

Nå, men lad nu den del hvile ...Jeg må lige have nogle ord med om, hvordan spændingskurven fungerer, for der er også knas her. Problemet er, kort fortalt, at historien er opbygget forkert; vi, som læsere, ved, mere eller mindre, hvad der er sket fra starten af, og det ødelægger spændingen.

Der er en del kapitler, hvor Afdeling Q prøver at redegøre for forsvundne personer, som vi godt ved hvor er, som bliver virkelig drøje at komme igennem. Det føles som regulær spildtid at læse. Og det er, som om Jussi er bevidst om, at der mangler et element af mysterium, for han krydrer med en masse bundligegyldige udenoms-intriger om Assads identitet og bl.a. en mulig kriminalsag mod Mørck, hvoraf intet bliver afsluttet.   

Udførslen af Netes hævn er simpelthen også for urealistisk, til at man virkelig kan leve sig ind i det. Der springes for eksempel MEGET let hen over, hvordan den halvtredsårige, halte (efter et slemt trafikuheld) Nete på egen hånd, og uden naboerne opdager det, får lyd- og lugtisoleret et rum i hendes lejlighed på 4. sal?!! Der nævnes kort noget om rockwoolbats og gulvplader, men det er tydeligt, at Jussi ikke er vant til at tage fat. Det kunne simpelthen aldrig nogensinde lade sig gøre for Nete at slæbe de store mængder tunge materialer op gennem opgangen til 4. sal, og da slet ikke uden nogen hørte det. Doh!

Og der er mere i den dur, hvor man tænker, at den know-how, der gør sig gældende i flashbacksne til institutionstiden desværre er helt fraværende. Og bada-bing trick-slutningen, som jeg selvfølgelig ikke skal ødelægge, piller desværre den sidste rest af troværdighed ud af bogen.   

Puh … det var meget kritik, men nu prøver jeg lige at få klappet låget på den sandwich, jeg lovede.

Historien om Curt Wads syge mission er spændende, punktum, og ligeså tilbageblikkene til Netes opvækst, men bogen er overordnet set LAAANGT fra god, til det er den alt for usammenhængende og stilforvirret.

Min konklusion er, at hvis Jussi var et politisk parti, så ville han befinde sig lige i midten. Lidt af en krejler, der prøver at servicere alle demografiske grupper på én gang, ALLE skal simpelthen fodres af. Og han er så optaget af at være i øjenhøjde med Hr. og Fru Danmark, om de så sidder i et kolonihavehus, i Whiskybæltet eller i en Penthouselejlighed i indre København, at det bliver lidt pinligt.
 
At bedømme ud fra denne bog alene (som er den eneste, jeg har læst af ham), er han en udmærket historiefortæller, der tør krydre krimi med aktuel samfundskritik, men bare ikke er parat til at tage sit forfatterskab seriøst. Lige så snart noget er bygget op, skal det tæres ned med tåkrummende comic relief – for det er åbenbart dét, der kan sælge sekstentusind bøger om dagen ... 

Og nej, jeg er ikke misundelig. 

God dag på Fantasticon
03-06-2012
 
I går lørdag deltog jeg for første gang på Fantasticon, og det var faktisk en ganske positiv oplevelse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde lidt fordomme over for messen, mest grundet himmelvendte øjne og mumlen i krogene, når emnet blev bragt på bane, men de blev da til nogen grad gjort til skamme i går.  

For der VAR faktisk mennesker til stede, ikke fantastisk mange, men mennesker ikke desto mindre. Og stemningen var ikke nær så rigid og – undskyld – nørdet, som jeg lidt havde frygtet. Jo, jo, jeg rendte da på Darth vader ude på gangen (gav mig en underlig blandet følelse af frygt og hån (”från”??), endte dog med at kigge ned i gulvet, da Sith fyrsten vendte masken i min retning ...), men folk gik også rundt med fadbamser og hyggesnakkede.

Min involvering var første gang påkrævet klokken 14 til en paneldiskussion i cafeen om, hvorfor forfattere selv udgiver deres litteratur. Jeg sad side om side med Michael Kamp (der nakkede en pris senere på dagen) og Nikolaj Højberg, og der var et udmærket fremmøde på hvad, der lignede en 25-30 mennesker. Vi havde alle tre forskellige oplevelser med selvudgivelse, men konsensus syntes dog at være, at en egentlig forlagsaftale mest er duelig, hvor forlagsmaskineriet kan generere en meromsætning og bedre synlighed. Egentlig ganske logisk.  

Klokken 16 rykkede jeg over i kultursalen og blev interviewet af Thomas Winther, først og fremmest om min nye bog, Frygt-filerne. Der var ikke mere end en 7-8 personer til sted, men jeg havde egentlig heller ikke regnet med mere, da der var en quiz samtidig i et af de tilstødende lokaler, plus at jeg er mere eller mindre ukendt. Det blev til en uformel og personlig – mig og Winther imellem – samtale, hvor vi blandt andet fik vendt nogle af hans halvlunkne anmeldelser af mine tidligere bøger, og han spurgte da også, om han havde været inspiration til nogle af de anmeldere, jeg afliver i novellen ”Horror” fra Frygt-filerne. Det var han dog ikke, men der blev namedroppet lidt >:)

Af andet kan nævnes, at jeg rendte ind i Nicolas Barbano, som jeg havde en lang og skinger filmdiskussion med for et års tid siden (på Skræk og rædsel) – den fortsatte vi så, dog på en lidt mere civiliseret facon. Jeg mødte også Ruben Greis, som frekventer mange af de samme webfora som jeg selv, og fik snakket en smule med ham. Desværre havde jeg en underlig prop i øret, så min stemme lød cirka to oktaver dybere, når jeg svarede, hvilket gjorde det hele lidt underligt. Fik også snakket godt med min ven, Henrik, fra H. Harksen Productions, der var mødt op med hele bogarsenalet, og jo, så fik jeg langt om længe hilst på Janus Andersen, der er manden bag blandt andet horrorsiden, hvor jeg har skrevet i årevis.      

Da klokken var lidt i seks, blev jeg nødt til at smutte. Fem timer og to interviewsituationer havde drænet mit stakkels, hypersensitive skrog, og jeg orkede ikke at blive til overrækkelsen af Niels Klim Prisen, ikke mindst fordi jeg var nomineret i samme kategori som sci-fi-koryfæet, Alistair Reynolds, og ikke regnede med at have en egentlig genre, i det forum.

Men alt i alt en super dag, der bestemt ikke skræmmer mig fra at besøge Fantasticon igen.     

Alistair Reynolds snuppede i øvrigt prisen i "min" kategori, og i de andre kategorier blev Michael Kamp, Lars Ahn og A. Silvestri honoreret for deres noveller. Tillykke, drenge ... selvom - hvis jeg må være lidt grum - flere priser til Ahn og Silvestri i Fantastik-regi, i mine øjne, er begyndt at få et lidt komisk tilsnit. De skriver godt begge, men der må da være andre end de to i riget Danevang, der producerer gode sci-fi-noveller?   

Hvad tjener man egentlig på en bog?
31-05-2012
 
Dette blogindlæg kan helt sikkert kategoriseres under 'brugbar viden', for der er nok mange vordende forfattere der går og spekulerer over, hvad man egentlig tjener på en bog, hvis man nu kommer på et forlag.

Med afsæt i nylig royalty-afregning for min roman, Mutagen, på forlaget Valeta, kan jeg afsløre at beløbet er (inklusive direkte salg, detailsalg, bibliotekssalg og e-bøger) ... 2000,-!!

Det er godt nok ikke videre imponerende og kom da selv bag på mig, men her stopper lektionen ikke, for hvad tjener man så på en bog på eget forlag?

Med afsæt i salget af Smukke Anna so far, er beløbet ... 7000,-.

Nuff said, jeg tror min beslutning om at søsætte det gode skib KAOS var en udmærket idé :-)

Vi ses på Fantasticon på lørdag. Bring lots ans lots of peanuts and beer. 

Fantasticon 2012 kommer til at ose af sex!!
22-05-2012
 
Okay, den overskrift er måske lige i overkanten. Michael Kamp gik på sin blog så langt som at sige, at der ville være eyecandy for tøserne, når han, Nikolaj Højberg og undertegnede skal sidde i panel om selvudgiveri lørdag d. 2. juni.  Så jeg tager den da lige skridtet videre … Sex, sex, SEX!!

Anyway lover at tage mit ugentlige bad og iføre mig kropsnært tøj ;-)

Men øhh … ud over sexsnakken kan jeg berette, at jeg får en travl lørdag på Fantasticon. Efter paneldiskussionen suser jeg over og bliver interviewet af den allestedsnærværende Thomas Winther. Om hvad ved jeg ikke, så det kan jo også gå hen og blive saftigt og xxx-rated!

Jeg har ingen fornemmelse for, hvad der foregår på en Fantasticon-messe, for har aldrig været der. Bliver folk stive? Er der nogen der snaver? Har der nogensinde været slagsmål??

Nå, men det finder jeg ud af lørdag d. 2. juni i Kulturstationen Vanløse. Antast mig, hvis du tør. Jeg tager mine dårlige nerver og borderline-socialfobiske tendenser og emballerer dem i en blød pakke af et par dåsebajere og en 9-14 smøger … Vi ses! 

Hep! Hep! Hoorah! ... KAOS' 2. udgivelse er på gaden
10-05-2012
 
Jeg fik ikke lige tid til at blogge om det i mandags, men det var der min anden bog på forlaget KAOS, novellesamlingen FRYGT-FILERNE, udkom, og det er så min fjerde selvstændige udgivelse til dato.

Jeg er meget tilfreds med resultatet, både indpakningen, som jeg har stået 100 % selv for denne gang og også indholdet, heldigvis. Har læst bogen igennem (hvilket man jo ellers aldrig må, når den først er trykt!), og har kun fundet en enkelt fejl, så uskyldig som et manglende citationstegn - i HELE bogen. Stort kudos til den ekstremt dygtige korrektur- og betalæser, der hjalp med at hive mig i ørerne.

Jeg har lagt to uddrag ud fra bogen, hvis man går ind på bestillingssiden, det er fra henholdsvis novelle nummer to, Øens bedemand, og novelle nummer 5 i samlingen, In utero. Enjoy! Jeg har selvfølgelig på udspekuleret vis valgt at cutte uddraget, lige hvor det bliver allermest spændende.   

Derudover kan jeg fortælle, at jeg bliver rykket fra højre og venstre om en bogreception, som jeg vist kom til at love ved sidste reception. Jeg har tænkt mig at holde noget i juni, kan jeg afsløre. Detaljerne skal bare lige på plads. Sidste gang var det mere en slags uformel horrorslabberads end en reception i ordets stive forstand, og sådan satser jeg på at gøre det igen. Detaljer følger, men jeg kan allerede nu afsløre, at det nok bliver på Amager her i privaten. Hvis det er godt vejr, kan det blive sådan noget delvis sidde-i-haven-og-snakke-om-horror-halløj, og selvfølgelig vil min bog også kunne købes til en god pris.

Til sidst kan jeg fortælle, at jeg er blevet kapret til at sidde i et panel om selvudgivelser på årets Fantasticon-messe (d. 2. juni), som jeg faktisk aldrig før har besøgt. Det skal nok blive sjovt.
 

At skrive laaaaangt
11-04-2012
 
  
Michael Kamp har de seneste dage skrevet blogindlæg om at skrive langt, og jeg tillader mig lige at fange bolden, for det er et emne, jeg også har lidt at sige om (og med ’lidt’ mener jeg selvfølgelig helt vildt meget).

Hvis jeg lige skruer tiden tilbage til starten af 2011, var det da aldrig faldet mig ind, at der kunne være noget galt i at skrive bøger i en bestemt længde. Jeg lod mig dog fortælle i nogle anmeldelser, at min roman ”Mutagen” var noget for kort.

Med sine 198 sider (med relativt store bogstaver på) var der heller ikke ligefrem tale om nogen mursten, men for mig føltes den færdig, som den var. Hele projektet havde været præget af tempo; den var undfanget i en slags vild feber, hvor mit ønske var at efterlade læseren nærmest stakåndet, og mit skøn var, at udvidelser af en mere rolig art ville pille tempoet ud af den, og gøre den til en helt anden bog.         

Om det var en rigtig disposition, aner jeg ikke ...

Dog er det selvfølgelig ikke gået mig forbi, at de omtrent 200 sider er meget symptomatisk for horror anno 2012: Mange af mine kollegers bøger er cirka samme tykkelse som mine, inklusive novellesamlinger, og det ser faktisk lidt sjovt ud hjemme på boghylden; de er lige omtrent en fingerbredde, selvfølgelig afhængig af om man er brolægger eller pianist.

Der er selvfølgelig undtagelser som A. Silvestris ”Pandaemonium” på næsten 800 sider (så skal man altså have brede fingre!) og Carina Evytts ”Jack The Rippers lærling”, vist en 3-400 sider.   
Jeg har også selv et manuskript liggende på godt over 300 sider, og min novellesamling, der udkommer snart sniger sig op i nærheden af de 250 sider.  

Men skal man skrive i en speciel længde …? Er bøger partout bedre, jo længere de er?

Jeg er lige nu i gang med at læse ”Moby Dick” (600 sider), og er nået til side 171. Det er en virkelig fantastisk bog, men allerede ved nuværende mærke, har der været ting, der godt kunne være skåret væk. Det er måske helligbrøde at sige med et værk, der betegnes som et af de største litterære værker i historien (hvilket det meget vel også er), men har vi som læsere brug for 14 sider, hvor forskellige hvaltyper klassificeres? Og det er altså 14 tætskrevne sider med meget små typer, så i moderne optryk, ville vi snakke tættere på 20 sider.

En af mine andre yndlingsbøger, George Orwells ”1984”, er ikke voldsomt lang, men stadig er der et afsnit, hvor manualen til modstandsbevægelsens ideologi remses op, og det burde for mig at se ikke være endt i bogen, men blevet i Orwells egne noter. En forfatter ved jo ofte en hel del mere, end det, der ender i bogen, og det er med til at give en fornemmelse af dybde i universet, der kreeres, uden at det bliver overforklarende.  

Nu skal jeg vist ikke lægge mig mere ud med afdøde genier, så lad os lige springe nogle år frem: Det hænder at jeg læser ”normale bøger” (uhhh); det vil sige bøger, der ikke lige er beslægtet med de fantastiske genrer. For en del år siden snakkede alle om ”Drageløberen”, og jeg blev nødt til at læse den. Det var en udmærket bog, dog med lidt for mange lykkelige og uforklarlige sammenfald af hændelser, der gav den en lidt sur bismag af konstruktion, men det er ikke dét, jeg vil ind på lige nu. Dét, jeg må råbe op om, er de 50 (!) sider med bryllup og ligegyldigheder, der kommer lige midt i bogen, sjældent har jeg oplevet sådan en stor snooze-factor i en fortælling – hold op med den slags!

Den svenske forfatter John Ajvide Lindkvist er også et eksempel, jeg ynder at hive frem. Han er tydeligvis funderet i Stephen King, men skriver – synes jeg – bedre, dog har han samme problemer som i nyere King-materiale: Han kan ikke finde ud af at afslutte sine historier ordentligt. Både med ”Håndteringen af udøde” og ”Menneskehavn” starter han på noget aldeles fremragende, men efter omkring 200 sider skyder historien i otte forskellige retninger, og intet bliver forløst på den rigtige måde. Så han er en forfatter, der skriver ”halve mesterværker” – dog nok incitament til at læse hans bøger, i hvert fald halvdelen af dem ;-)

Og som nævnt med ”1984” kan selv korte bøger af og til have brug for en fedtsugning og en barbering. Teddy Vorks ”Diget” er f.eks. efter min mening nok en af de mest effektive romaner inden for nyere fantastik-litteratur, men selv med sine små 200 sider, ville jeg som redaktør have rådet til at få 20-30 sider skåret ud for at nå det ideelle resultat. Det lyder måske tosset, men jeg synes, det handler mere om optimal form, fremfor længde.  

Men tilbage til lange bøger: Findes der slet ikke nogen, der er helt perfekte, og ikke har en stavelse for meget? Jo, helt sikkert. Jeg kan sådan lige umiddelbart pege på Bram Stokers ”Dracula”, William Peter Blattys ”Exorcisten”, Daphney du Mauriers ”Rebecca” og Cormac Mc Carthys ”The road” … og der er selvfølgelig mange, mange flere. Disse balancerer helt perfekt tempo kontra længde.

En lidt nyere bog, der også er rystende god og koncis, er Emma Donoghues "Rum". Den er vist på omkring 350 sider, så om den er kort eller lang, må være op til beskueren - jeg kalder den 'lige tilpas' og råder alle mennesker til at læse den.  
 Årsagen til, at nyere bøger i lige de fantastiske genrer, er relativt korte, skal nok også findes i den filmiske tilgang (genrehunde ser mange film!). Handlingen bliver så at sige søgt ud af kameraet, og der hvor kameraet ikke er, får du ikke noget at se. Alternativet til dette er enten totalportrættet, hvor alle aspekter af et givent miljø vendes og drejes eller den mere lyriske tilgang, hvor læseren svæver på en strøm af tanker og stemninger, uden konkret ståsted.  

Det er forskelligt, hvilken opfattelse man har, men jeg tror aldrig, jeg er stødt på en bog, jeg ville have til at være længere. ’Længere’ kan godt være en slags sutteklud, ligesom en tv-serie i 10 sæsoner.

Så moralen på dette ugudelige kaos af en artikel er nok således: hvis du vil skrive langt, så skal du dæleme vide, hvad du vil skrive om, og ikke bare flette Encyclopedia Britannica ind i handlingen eller fire kapitler, hvor hovedpersonen handler ind og vasker tøj ...

Kannibalisme, nekrofili, sadisme, lemlæstelse, indespærring, fortrængning, vanvid ...
08-04-2012
 
  
er alle udmærkede nøgleord til min nye novellesamling, ”FRYGT-FILERNE”, der udkommer d. 7. maj.  

Samlingen (der lige er sendt til tryk) indeholder otte noveller alle skrevet i foråret og sommeren 2011. Der var oprindeligt tolv noveller, men ”Hest!”, ”Faldende objekter”, ”Sort undfangelse” og ”Strengelegen” blev alle valgt fra, da samlingen simpelthen blev mere ensartet og skarp uden dem.   
”Hest!” og ”Faldende objekter” var ellers sjovt nok de to første, jeg skrev, men som novellerne blev spyttet ud i løbet af 2011 – og blev bedre og bedre – var de to første pludselig ikke gode nok, og temaet havde bevæget sig fra stress og neuroser til det mere gotiske.

Historierne har stærke gotiske undertoner, men foregår i dagens Danmark (på nær en enkelt, der var nødt til at foregå i Madrid på grund af en fysiskfaktisk realitet).

En del af dem, som f.eks. ”Fra Goya”, ”Sirener”, ”Fruen og Hr. Marcus” og ”Familieliv” kører over klassiske temaer fra gotikken, dog i min indpakning, kort sagt: More tits, ass and gore!
En enkelt ”Fra Goya” er, som i ”Smukke Anna”, historisk funderet, dog med den frihedstagen, der skulle til for at skabe en effektiv, lille horrornovelle.

Én novelle, ”Horror”, skiller sig en anelse ud, da den er mere ovre i Giallo-stilen (hvor min store fascination for instruktøren Dario Argento kommer til at skinne igennem), men den fik lov at komme med, da dens metaelement på en måde gjorde den til rammen om hele samlingen.

Det endelige udvalg, der endte i ”FRYGT-FILERNE”, føles virkelig godt. Jeg kan ærligt sige, at alle otte noveller er blandt de bedste, jeg nogensinde har skrevet, så nu glæder jeg mig bare til, at kasserne med bøger snart ankommer, og jeg kan pille ved værket.   

En tantet dille??
31-03-2012
 
 
På bagsiden af Weekendavisens bogsektion 30/3 beskriver Lars Bukdahl arbejdet som jury ved kåringen af årets danske horrorudgivelse. Overskriften på artiklen er ”En tantet dille”, og så kan du nok gætte, at læsningen af de fem bøger på shortlisten har været alt andet end en fornøjelse for manden – Lige med undtagelse af én bog, eneste roman på listen, Steen Langstrups ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”.  
 
Kritikken af de andre bøger, der lidt overvældende udgøres af tre novelleantologier og en novellesamling, er at der er alt for meget ”klonk, knirke, klonk, knirke, bøøøøh!” – Sagt med andre ord at det er for forudsigeligt, og der er dobbelt op på genreklicheerne.
 
Bukdahls lyn-konklusion, efter ar have læst bøgerne på shortlisten er, at horror er en hobbygenre i Danmark, simpelthen ikke kunstnerisk frugtbar, og ingen noveller hæver sig over andre. Man skal simpelthen tro på, at han nøje har læst de op mod 50 (!) noveller, og at hver og én er noget hø.
 
Det er ikke en seriøs kritik. Og her tror jeg netop, vi skal dvæle lidt ved tallet 50. Hvis jeg fik smidt så mange noveller i hovedet, og der blev sagt: LÆS!, så tror jeg også meget hurtigt, jeg ville få svært ved at skelne mellem skidt og kanel.    
 
Så Bukdahl er kogt over på noveller, men er hans kritik helt hen i vejret? Griber han det ud af luften …?
 
Han generaliserer groft, men han strejfer (bemærk: ’strejfer’) rent faktisk også nogle sandheder.  Der HAR været for mange novellekonkurrencer de sidste par år. Det nåede næsten groteske proportioner for et års tid siden, men er stilnet lidt af nu.
 
Og jeg har selv været medvirkende til ”problemet”, da jeg indenfor de sidste 2-3 år har været med i fem antologier. Dog bidrag, jeg i det store hele godt synes, jeg kan være bekendt. Jeg har været omkring en sorthumoristisk kommentar til dårlig virksomhedsledelse (krydset med elementer fra det Lovecraftianske univers), jeg har skrevet om en terrorist, der var lavet af flamingo, og sidste år om et rygklappende samfund, hvor mørke var blevet forbudt, og der udbrød terrorangreb med ”klatter af mørke” – intet der rider for hårdt på genrekonventionerne, hvis du spørger mig.

Der skrives nok for mange noveller indenfor de fantastiske genrer, men Bukdahls udlægning af at den danske horrorscene er et nørdet, lille netværk af folk, der mere eller mindre ikke er forfattere, er ikke korrekt. Der er så afgjort talentmasse på den danske horrorscene, det ved alle, der ikke kun har et perifært kendskab til genren, og flere af bidragsyderne i novellesamlingerne har også selvstændige udgivelser bag sig, også romaner.
 
Tag nu f.eks. antologien ”Det sker igen”, som Bukdahl beskriver som ’begrædelig’. Her er tale om en novelleantologi, der har taget emnet fascisme og racisme op, og hvorfor disse aldrig bør overtage igen. Alene dét giver point i min verden, da det er den første Danske horrorsamling, jeg kender til, der tør være så direkte politisk. Og at vurdere alle noveller i denne som værende makværk er … ja, makværk, for der er så afgjort perler i.
 
Thomas Strømsholts ”Hamatano” balancerer på en knivsæg over en afgrund af moraliseren, men klarer turen helt i mål. Historien fortæller den opmærksomme læser, at vi lever i synd, i trædemøllen hvor vi kæmper for anerkendelse og succes, glemmer vi det væsentligste. Det er ganske enkelt en skidegod historie, og den forfalder på ingen måde til horrorklicheer.
 
Jesper Rugaards ”Den søde ventetid” giver os en meget alternativ varulvehistorie, som lige så vel kan forstås i overført betydning; historien gransker voldens plads i det moderne samfund, og mediterer over temaet med at ”der er ulve i blandt os”: mennesker, som tilsyneladende er sat i verden for at tære ned, fremfor at bygge.  
 
Og Nikolaj Højberg leverer med ”Hvid Chili” en meget anderledes slags horror, som er adrenalinpumpende og præsenterer os for noget af det mest realistiske og modbydelige vold, jeg længe har læst.  
 
Der er også ting, der er mindre gode i ”Det sker igen”, dem vælger jeg dog ikke at nævne, for det er ikke min gebet at sabotere kollegers forretning. Jeg lover, at jeg ved given lejlighed nok skal fortælle dem, at deres noveller sutter røv (... når jeg har fået en øl eller to).  
 
Men det karikerede billede, Bukdahl tegner i sin kronik er virkelig dét, der er begrædeligt.  Jeg vil gerne udfordre Bukdahl ved at sende min nye novellesamling ”FRYGT-FILERNE” til ham. Hvis han ærligt synes, hele denne bog helt og komplet er noget lort, må jeg tie omkring dette emne for evigt. Ellers vil jeg gerne se ham æde sin gamle hat, finde de andre antologier frem igen og dernæst sige undskyld til den danske horrornovelle ...
 

Årets danske horrorudgivelse er fundet!
26-03-2012
 
Årets danske horrorudgivelse blev kåret her i weekenden på krimimessen i det gamle Horsens Statsfængsel, og vinderen blev … Steen Langstrup med romanen ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”!

Min egen favorit var, som tidligere nævnt, forlaget Kandors antologi ”Det sker igen”, der tager et sprængfarligt politisk tema op og præsenterer os for en række horrornoveller, der er skåret lige til voksne læsere. Jeg havde dog en formodning om, at de tre antologier, der var at finde på shortlisten, mest var til pynt, så jeg var mere eller mindre 100 % sikker på en sejr til Michael Kamps ”Moln: Jorden husker”, som er Kamp, når han er allermest i hopla.

Men vinderen blev ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”, hvilket ikke liiiiige havde været mit valg, hvis jeg må være så fri. Misforstå ikke: Langstrup er sgu en dygtig forfatter, jeg synes bare langt fra, denne er hans bedste bog. En nominering til ”Plantagen” havde været helt på sin plads, for den rykker. Årets kåring minder mig lidt om dengang, Denzel Washington fik en Oscar for actionfilmen ”Training day” (!) … men anyways, man kan jo ikke blande sig i juryens arbejde, og nu skal man jo heller ikke være alt for karrig: Steen skal da have et stort tillykke med på vejen.

Også en tak til alle de mange andre forfattere, der spyttede fede horrorudgivelser ud i 2011 … Lad os håbe 2012 bliver lige så vildt, blodigt og udsyret. Jeg har i hvert fald noget rimelig sygt og bloddryppende på bedding, og jeg har hørt en lille ravn synge om, at Mr. Teddy Vork er på vej med noget nyt (fangede du Poe-henvisningen …?)  

Kåringen af årets danske horrorudgivelse 2011
 
… finder sted her i weekenden på Krimimessen i Horsens Statsfængsel. Det er på lørdag d. 24., det sker.

Ooog … de nominerede er:

 
Steen Langstrup, Alt det hun ville ønske hun ikke forstod (roman)

Michael Kamp, Moln: Jorden husker (novellesamling)

H. Harksen productions, Dystre Danmark 2 (novelleantologi)

Forlaget Kandor, Det sker igen (novelleantologi)

Forlaget Tellerup, Velkommen til dybet (novelleantologi)
 

Mine tanker omkring shortlisten er, at jeg - selvfølgelig - gerne selv villet have været med, enten med ”Mutagen” eller ”Smukke Anna”, og så er jeg lidt overrasket over ikke at se A. Silvestris ”Pandaemonium” iblandt. Jeg har ikke læst den endnu (fordi den ikke er kommet på mit lokale bibliotek …), men et ottehundrede siders horrorværk må kaldes et betydeligt bidrag til genren – med mindre den sutter totalt, men det tyder anmeldelserne jo ikke på.

Noget man heller ikke kan overse ved shortlisten er, at den domineres af novelleantologier; det kom lidt bag på mig, men cool at novellen har fået sådan en renæssance.

Jeg er lidt spændt på resultatet af overrækkelsen. Jeg har læst alle bøgerne på nær ”Velkommen til dybet”. Min favorit af de fire læste er nok ”Det sker igen”, da den vover at have et svært politisk tema og rummer en håndfuld rigtig gode horrornoveller. Jeg er, som tidligere nævnt her på bloggen, ret begejstret for Nikolaj Højbergs novelle ”Hvid chili”, Jesper Rugårds ”Den søde ventetid” og Thomas Strømsholts ”Hamatano”. Mit eget bidrag til antologien ”Et øjebliks transcendens” befinder sig nok i den ”Wilmannske fodnoteafdeling”, men ideen passede bare så godt til oplægget, at den måtte skrives.   

Jeg medvirker også i ”Dystre Danmark 2”, men vil desværre ikke deltage på krimimessen i år, da min økonomiske situation p.t. dikterer, at det enten er krimimesse eller et oplag af min nye bog – og der er valget jo desværre ret enkelt. Men der skulle vist være rig mulighed for at møde mange spændende horrormennesker derovre.
 

Et første kig på FRYGT-FILERNE!
15-03-2012

Så kan jeg præsentere forsiden til min kommende novellesamling, FRYGT-FILERNE, denne gang et stykke original fotokunst copyright mig selv. Samtidig kan jeg fortælle, at bogens udgivelsesdato er sat til d. 7. maj. Herunder en lille teaser til hver af novellerne ...


Fra goya: En konservator er ved at restaurere et af Goyas sorte malerier, Saturno devorando a su hijo (Saturn fortærer sin søn), og bliver besat af at tolke det grusomme motiv, der begynder at få en mystisk indflydelse på ham.

Øens bedemand: Den morbide bedemand, Jakob Kejser, holder et lille øsamfund i et klamt frygtgreb. Han får dog noget af sin egen medicin, da der dukker en mystisk praktikant op, der er lige lovligt interesseret i ligene.

Sirener: Danny burde passe sit arbejde, men internettets varieté af frække damer kalder på ham – snart i en mere bogstavelig forstand, end han i sine vildeste fantasier kunne have forestillet sig. 

Fruen og Hr. Marcus: Tre søstre arver en herregård af deres mormor, der var forfatter af gotisk skræklitteratur. To af dem har store ideer om, hvordan de skal genoplive mormorens litterære arv ved at lave herregården om til et museum, men den yngste er modstræbende; hun kender til en farlig hemmelighed, der gemmer sig dybt i den gamle bygning.

In utero: Henry er bange for kvinder, og i særdeleshed deres reproduktive organ! Da han møder kvinden, Birgit, der indvilliger i at være hans kæreste med nogle særlige forbehold, begynder der at ske mystiske ting.  

Familieliv: Amatørfotografen, Aleksander, tager et billede af en krakelleret murstensvilla i et fredeligt forstadskvarter, men da han får forstørret billedet, opdager han en hæslig detalje, der fryser hans blod til is.

Monstre: Anders er hjemsøgt af fortidens dæmoner, og det sætter præg i hans monstrøse billedkunst. Da han en sen aften besøger en café, møder han i bogstaveligste forstand et monster: Kvinden, Anne, der lider af en vansirende hudsygdom.  

Horror: Forfatteren, Elias Damsbo, er træt af, at anmelderne kalder ham for børnebogsforfatter, fordi han skriver horror - så da nyhederne fortæller om et grusomt, ritualistisk mord på en af anmelderne, der har haft hans bøger under ”kærlig” behandling, får han travlt med at skaffe sig et alibi.   

Tredje måned med forlaget KAOS 
12-03-2012

Tredje måned var måneden, hvor jeg fik en ny lektørudtalelse på ”Smukke Anna”, som var lige så positiv, som den oprindelige var negativ. Man skulle næsten tro, jeg selv havde skrevet den (den nye altså). En rodet bog med dårligt og fejlfyldt sprog var pludselig blevet til en ’gysende perle’ med nuanceret, poetisk sprog.

Dog føles det, som om at en genbedømmelse vægter knap så kraftigt, som hvis man får en god udtalelse fra starten af. Jeg har i hvert fald ”kun” fået bestillinger på yderligere atten eksemplarer af bogen, efter den nye udtalelse blev publiceret. Måske er det fordi, mange bibliotekarer stadig kan huske den dårlige udtalelse lidt for godt …? Ved det ikke. Men det totale salgstal er oppe på 70 styks d.d.

Der er også rullet nogle nye anmeldelser ind den sidste tid. ”Smukke Anna” blev anmeldt i Himmelskibet, hvor den blev beskrevet som spændende og velskrevet, dog med nogle anker omkring karakterudviklingen. På litteratursiden kom en rigtig positiv anmeldelse, og en anmelder på Bogblogger var en smule splittet, men også ganske positiv.  

Overvejende har bogen fået gode anmeldelser, men jeg kan også godt forstå, hvis nogle læsere føler sig lidt splittede. Det er normalt at søge efter identifikation og klare motiver i en tekst, men ”Smukke Anna” kan ikke tilbyde nogen af delene. Der er ingen tryghed eller genkendelighed at hente, kun en adgangsbillet til et surreelt, ukendt landskab, og Annas motiver er lige så fordøjelige som et hårdt slag til hovedet – og det var selvfølgelig et bevidst greb. Jeg var dog forberedt på blandede reaktioner. Og selvom ”Anna” er rimelig trippet, selv i Wilmann-regi, er det jo ikke mit lod her i livet at skrive ud fra berettermodeller, overkonstruerede plotlinjer og spændingskurver. Jeg skriver små mareridt, jeg lader mig viljeløst rive med, også derfor at jeg aldrig skriver, med mindre ideen kommer til mig.

Nå, det var lige et sidespor …

Lad os snakke lidt om ”Frygt-filerne”, min kommende novellesamling. Min betalæser er færdig med at gennemgå manuskriptet, og jeg i fuld gang med at rette til. Der er blevet diskuteret flittigt om syreopløsning af knogler og fedt, begravelsesritualer, kannibalisme, maddikker og meget mere. Der er også lavet forside (virkelig ond … vil blive afsløret inden længe), som jeg denne gang har stået for helt selv; egne fotos, eget layout – bliver lidt spændende at se, hvad reaktionerne er.

Alt tyder stadig på, at Frygt-filerne udkommer sidst i maj. Inden længe vil jeg publicere titlerne og en lille teaser til hver af novellerne ... Stay tuned.

Ny lektørudtalelse på Smukke Anna ...
27-02-2012

Nu har jeg jo ladet offentligheden (okay, det er måske så meget sagt, men i hvert fald de fire mennesker, der læser min blog) følge med i sagen om lektørudtalelsen på "Smukke Anna", så nu må jeg hellere få afsluttet sagen med manér.

For kort at opsummere: I januar modtog min roman en lektørudtalelse, der efter min mening var for subjektiv og også mangelfuld i forhold til retningslinjerne. Jeg klagede over den og fik endda medhold i klagen. Nu er der så kommet en ny udtalelse.

Og hvordan er den så ...? 

Kort fortalt er den ... suveræn!!

Lektøren, der har genbedømt bogen, er heldigvis helt uenig med den forrige, og han taler i meget rosende ord om bogen. Det er kun tilladt for mig at citere 10 % af bedømmelsen, men konklusionen på udtalelsen er som følger:

"En lille gysende perle af en roman med læsere på mange biblioteker."

Jeg takker og bukker og konstaterer også, at den nye lektør er en mand, der er inde i horror-stoffet, da han laver relevante sammenligninger med anden litteratur.

Jeg kan kun være godt tilfreds med udfaldet af hele denne sag, og min tillid til DBC, der, indrømmet, har hængt i en tynd tråd den sidste måneds tid (hey, hvem sagde paranoia?!), er intakt. Ankemuligheden har - i hvert fald i mit tilfælde - fungeret, og bogen har fået en fair genbedømmelse.
   

Inspiration og hovedpine
20-02-2012

Jeg havde en mærkelig dag i går; havde hovedpine af hidtil ukendte proportioner, men var samtidig ramt af et sandt stormvejr af inspiration.

Jeg guffede panodiler dagen lang, men uden hvile til hjernecellerne ville smerten ikke forsvinde. Og hver gang jeg lagde mig ned med snurrende kranie, begyndte underlige manus-ideer at fise rundt i hovedet på mig, så jeg måtte finde papir og blyant frem. Sådan gik det 2-3 gange: 1.Panodiler. 2.Forsøg på hvile. 3.Flere manusideer 4. hovedpine bragede stadig.

Først da jeg vågnede i morges, var hovedpinen væk, og ved min side lå 3-4 ark med ideer til et virkeligt fedt manus – faktisk så interessant, at jeg nok må lægge mit igangværende romanprojekt lidt på hylden. Jeg fortæller intet om det nu, udover at det er ”GOTHIC AS FUCK”.

(hele den mystiske undfangelse af projektet har desuden (endnu engang) bekræftet mig i, at inspiration er en form for sindssyge …)

Ved siden af dette meget nye projekt, er der en meget kompetent betalæser, der er ved at læse min novellesamling ”Frygt-filerne” igennem – der er her tale om otte noveller, også i den gotiske afdeling, dog med noget mere blod og perversion end i den klassiske form. Denne samling udkommer på mit eget forlag KAOS enten i maj eller september. Det kommer lidt an på det ene og det andet, og en udgivelse midt i sommerferien er ikke ønskelig – så hvis den ikke er klar til maj, bliver det først lige efter ferien.

Ud over fremtidsplanerne, sker der ikke vildt meget i forlagsbiksen lige nu. Der er kun solgt ti bøger siden sidste update for en måneds tid siden, hvilket hæver det totale salgstal af ”Smukke Anna” til (fanfare!!) 52 …! Ikke vildt imponerende.

En god ting er dog, at jeg har fået medhold i min klage over lektørudtalelsen på ”Smukke Anna”. Jeg fandt, at den var overdrevet negativ og mangelfuld (og den har da også været skyld i at ”Smukke Anna” kun findes på ret få biblioteker indtil videre), og DBC har taget klagen til sig, og udarbejder en ny lektørudtalelse. De pointerede dog, at afgørelsen først og fremmest skyldtes, at lektøren havde undladt at lave sammenligning med anden relevant litteratur. 

Det er jo så ret spændende, hvordan den ny udtalelse lyder – det kan blive ganske afgørende for bibliotekssalget. Tjekker postkassen spændt hver dag.

Det var vist det hele for nu ... Ny update om forlagslivet følger om en måneds tid. 

Første måned med forlaget KAOS
14-01-2012

Så er der gået en måneds tid, siden første udgivelse, ”Smukke Anna”, udkom på mit lille forlag KAOS, og hvordan er den måned så forløbet …?

Den har forløbet godt vil jeg sige. Faktisk rigtig godt.  

Det startede ellers noget lumpent med en meget mærkelig lektørudtalelse, der i mine øjne var så mangelfuld at jeg måtte klage over den. Klagen er under behandling nu, og jeg får afgørelse i februar.

Det mærkelige er bare, at bibliotekerne har bestilt min bog alligevel. Der er indtil videre gået 24 eksemplarer til biblioteker. Nogle enkelte af dem kan jeg regne ud, er bibliotekarer, der har læst bogen gennem deres virke på forskellige horrorblogs, men langt fra dem alle. Så bibliotekerne bestiller altså ikke udelukkende ud fra lektørudtalelse.

Ud over bibliotekssalget var der indtil for et par dage siden kun solgt otte eksemplarer. Ét eksemplar gennem en boghandel og resten bestilt direkte fra mit forlag. Dette fik mig, måske lidt forhastet, til at konkludere, at vi er i en tid, hvor det er temmelig svært at få folk op af stolene – dette blev dog gjort til skamme, da jeg i går under uformelle rammer holdt bogreception og der rent faktisk dukkede mennesker op – også folk jeg ikke kendte, men som havde set omtalen af arrangementet på danske horrorfans’ facebookgruppe (se bare, der kan godt komme gode ting ud af facebook).

Det var en oplevelse, der indgydede en del håb i mig, må jeg sige; det er rent faktisk muligt at få folk til at dukke op til små, undergrundsagtige begivenheder, hvilket er super cool. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det som et slags tupperwareparty for ”smudslitteratur”, he, he – et slags ultimativt nærdemokrati for skrækglade læsere, der ikke fatter hvorfor der primært står puha på hylderne i de større boghandlere (beklager 'puha' - jeg er i skrivende stund lidt baldret; har ikke fået mine otte timer). 

Nå, men jeg fik solgt en pæn, lille bunke bøger til bogreceptionen, og det samlede salgstal af ”Smukke Anna" for første måned er det sjove tal 42 – et salgstal jeg godt mener, jeg kan være bekendt.  

Hvis jeg skal finde på noget, der har været ”nederen” (for at bruge et meget intelligent og akademisk udtryk) her den første måned, har det været den helt forudsigelige: Enhver henvendelse til de mere etablerede kredse i litteraturmiljøet, afstedkommer rungende tavshed – det gælder både anmeldere og boghandlere, og jeg tænker lidt: Hvor er almindelig pli og høflighed dog blevet af?

Kan man i det mindste ikke skrive ”NEJ” eller ”Skrub af!” i en mail, så man har fået ren besked? Hvad skal den her tavshed til for ...?

”Selvudgiver” og ”horror” er fy-fy ord i branchen, og man føler sig ærlig talt lidt udsat for en slags racisme.
 
Jeg fik f.eks. meget overraskende svar fra en anmelder på en større avis, der skrev at jeg kunne sende bogen, hvis jeg ville have den anmeldt. Fantastisk! Dog ikke så fantastisk når man så to måneder efter hverken har set anmeldelse, hørt et kvæk fra personen, og ens e-mails konsekvent ikke bliver besvaret – selv når man skriver, at vedkommende meget gerne må skrive pænt nej tak til at anmelde bogen, afklaring ville bare være det mest … ja, civiliserede.

Well, nogle folk er bare for underlige, og det er jo så tåbeligt forudsigeligt, at man ikke engang kan blive rigtig sur over.   

I stedet for at fokusere på de mennesker, der ynder at holde én nede, vælger jeg at fokusere på de MANGE, der gør en masse for at fremme den snævre type litteratur, jeg og et stort felt af andre forfattere skriver. Der er et væld af gode blogs drevet af ildsjæle, og tilmed en bunke interesserede læsere, der har mod på at bryde den pagt de store forlag, boghandlerne og supermarkederne har lavet – den der går ud på at klaske metervarer op i sylten på os, og holde alternative genrer som f.eks. horror på behørig afstand.

Men bundlinjen for første måned er, at det er fedt at være selvudgiver!     

Happy new year ... FUCKER!!
31-12-2011

På forsiden af Dystre Danmark#2 (den spritnye horror-antologi fra H. Harksen Productions) står der "fucker", og det er ledsaget af en bloddryppende smiley.

Dette statement er ikke yderligere forklaret, og man kunne spørge sig selv, hvorfor nogen redaktør med respekt for sig selv ville skrive ukvemsord henover forsiden på sin udgivelse ... MEN mit bud er, at det er for at skille fårene fra bukkene; Dystre Danmark er Klassens uartige dreng - det er sgu ikke for børn det her! Og fuck-fucking-fuck hvor jeg synes, det er fedt med sådan en forside. For Dystre Danmark ER ikke for børn. Jeg har læst lidt over halvdelen af bogen, og der bliver ikke lagt fingre imellem.  

Det er grumme historier skrevet i finanskrisens skygge i et i sandhed dystert Danmark, hvor ingenting lykkes og så alligevel ... Der spirer en herlig ironi og næsten latterinducerende selvopholdelsesdrift fra et velfærdssamfund i recession. 

I bogen bliver der prikket til hverdagslivets monotoni (trædemøllen, you know - that fucker!), krisens virkninger og udkants-Danmark skal da også lige have en tur. Bogen er symptomatisk for the new dark ages of europe og kunne passende stoppes i en tidskapsel anno 2011.

I mit eget novellebidrag "Sammenhold" tager jeg fat på udkants-Danmark og mine forestillinger om hvad der foregår derude, og det er ikke så lidt. 

Tjek bogen ud. Vi lever jo i dystre Danmark ... Fucker!!

Hug, hak! At slagte en bog.
21-12-2011

For et års tid siden snublede jeg over hjemmesiden www.bogmord.dk, der har til formål at belyse klagesager om mangelfulde lektørudtalelser. Jeg skrev en kommentar til siden om, at jeg ikke mente, verden havde brug for det, da der jo er klageinstanser, og man ikke behøver hænge folk ud med navn.  

Jeg har nu selv prøvet at få min bog ”myrdet”, men mine holdninger omkring gabestoksmentaliteten er dog uændrede.

Min nyeste roman ”Smukke Anna”, der er skrevet til voksne og balancerer på en knivsæg mellem magisk realisme og horror af den grumme slags, er nemlig faldet i hænderne på en lektør, der ligger så langt udenfor målgruppen, som det er muligt, og han har desværre ikke evnet at træde to skridt tilbage fra værket og vurdere det ud fra lidt mere objektive kriterier.  Det regner med kritik, som jeg slet ikke kan genkende (jeg er jo selvfølgelig også forfatteren), men man bliver altså lidt overrasket, når man efter at have skrevet i seksten år og fluekneppet ovennævnte titel i korrekturen får at vide, at sproget er ”dårligt” og ”fejlfyldt” uden nærmere konkretisering.

Lektørens frustration over ikke at kunne pinpointe genren skinner igennem, og det indrømmes da også (i selve udtalelsen), at vedkommende ikke kender noget til genren, hvilket egentlig er lidt overraskende efter årtier med King, Barker, Koontz, Blatty, vores nordiske broder, John Ajvide, og den regn af nye danske talenter, der er efterhånden. Man skulle mene, at den almindelige læser havde bare et eller andet kendskab til horrorgenren.  

Jeg har gennem årene erfaret, at dem, der synes dårligst om mine bøger, er ældre mænd. Jeg kunne nærmest lugte hadet i nogle af anmeldelserne af mit exploitation-eksperiment, ”The end”. Det hele var ”computerspils-agtigt”, verden var gået af lave, og jeg var kvindeundertrykker blandt meget andet (!). Hvis jeg kunne have fået minus seks stjerner og et knytnæveslag lige i fjæset, havde det nok været anmelderens valg.

Jeg tror, grunden til at mange ældre mænd ikke kan lide min litteratur, er fordi, den er utilregnelig. Jeg er nok lyrisk anarkist til en vis grad, og jeg ønsker at pille enhver illusion om kontrol helt væk. Jeg vil have folk ud, hvor det er ubehageligt, endda stødende, for det er på usikker grund, at det bliver spændende. Denne ”fuck-det-sikre-mentalitet” er nok det, der har været mest gennemløbende i mit forfatterskab.        

Hvis man så skal forsøge at analysere, hvorfor lige præcis ældre hanner reagerer så dårligt på disse træk, vil jeg mene, at det blandt andet handler om omstillingsparathed. Med årene og livserfaringen vokser en illusion om kontrol, skepsis overfor det nye og en række fordomme – f.eks. at alt horror jo MÅ være rettet til de yngre læsere, fordi …? Ja, hvad er svaret egentlig på det? Fordi genren er fyldt med vold, mord og sex?! Fordi den udspringer fra en nærmest højlitterær, gotisk tradition, nu i moderne indpakning?? Jeg evner simpelthen ikke at svare fornuftigt på det spørgsmål.   

Sjovt nok har jeg kvindelige læsere i alle aldre; yngre til midaldrende kvinder synes at være mit stærkeste segment, men jeg har også fået positive reaktioner fra kvinder oppe i tresserne. Måske er kvinder - med tidens gang - bedre til at lade sig forføre af det fremmede og læse med et åbent sind, hvem ved?

Men for lige at komme tilbage til, hvad det hele handler om: At få en sjusket lektørudtalelse er faktisk en ret alvorlig sag. Når vi snakker små oplag og obskure genrer, kan bibliotekssalget udgøre broderparten af omsætningen, og alt efter om man får en dårlig, middelgod eller bragende lektørudtalelse, kan det påvirke salget med flere hundrede procent.

DBC’s system med lektørudtalelser har været under kraftig beskydning i flere år, fordi det kun er én person (der måske har haft en dårlig dag), der kan afgøre om enhver dansker med et bibliotekskort må få lov at låne en given bog.

Min kommentar må være, at hvis blot DBC’s lektører agerer professionelt og lever op til de udstukne
retningslinjer, så burde der ikke være nogen ko på isen.  Og med ’professionelt’ mener jeg, at lektøren evner at sætte sig lidt ud over egne præferencer og vurderer et værk ud fra sine generelle litterære kvaliteter, anbefaler det til rette målgruppe, og ikke kommer med uholdbar kritik, der dybest set bunder i frustration.

Med den lektørudtalelse, jeg har fået på ”Anna”, kan jeg kun sige, at det virker, som om vedkommende har skrevet den nærmest i trods, når han ligefrem skriver, at han ikke kender til genren.

Og det skal jo helst ikke være sådan, at fordi en bog havner på det forkerte skrivebord, så bliver en spirende genre – her horror til voksne – holdt nede.       

Jeg overvejede lidt, om jeg skulle publicere disse tanker, da jeg har klaget over udtalelsen, og man jo (i sine værste forestillinger om mennesket) kunne frygte, at dette kunne skade mine muligheder.  Men jeg synes, åbenhed om det her er ret vigtigt – for jeg ved, at DBC’s system er noget, der bliver snakket rigtig meget om ude på forlagene.   

Martyrens dag
13-12-2011

Hvad er det egentlig, vi mindes, når vore kære små går lucia optog her d. 13. december?

I Syrakus, Italien levede der omkring år 300 en ung kvinde ved navn Lucia. Hun fik i en ung alder en åbenbaring om, at hun skulle være skytshelgen for Syrakus og valgte kompromisløst at forfølge den skæbne. 

Da hun senere blev gift væk til en romersk herre, besluttede hun at give medgiften væk, da hun som vordende helgen måtte forblive ren (jomfru). Dette faldt dog ikke i romerens smag, og han beordrede Lucia omgående brændt.  

Ifølge myten kunne vagterne ikke flytte den unge, spinkle pige fra stedet, hun var som fastnaglet. Selv ikke under tortur lod hun rokke på sig - end ikke da hendes øjne blev stukket ud.

Til sidst blev hun slået ihjel af en bøddel.

Så i dag er martyrens dag, og den perfekte symbolske dato til at udgive min roman "Smukke Anna", der også handler om en ung pige, der hører et religiøst kald og prøver at frelse dem omkring sig - hun må dog gå så grueligt meget igennem, før lyset øjnes.   

God Luciadag. 

Nåjo, og bogen kan selvfølgelig bestilles her:
Smukke Anna bestilling

Hvad er Smukke Anna?
28-11-2011

Jeg har haft lidt – jeg vil ikke sige problemer – men udfordringer med markedsføringen af min kommende bog ”Smukke Anna”. For hverken genre eller plot kan entydigt opsummeres i korte og præcise termer. Man kunne udlægge den som en hævnhistorie, en ”lille-pige-snitter-sig-vej-gennem-underverdenen-med-ragekniv-agtig-ting”, og det ville ikke være helt forkert – det ville bare heller ikke være helt rigtigt.
 
Med min forrige bog ”Mutagen” var det simpelt. Det var postapokalypse, og det handlede om nogle unger, der havde spist dårligt oksekød og var blevet til sindssyge mutanter – case closed! Så snart man er dykket ned i smeltegryden af allerede eksisterende horror-parametre, har du dig en stærk sag. Så er det enten postapokalypse, en vampyrbog, en spøgelseshistorie etc., og du vil have en glubende horde der står klar med kriblen i fingrene – jeg fornemmer, at jeg vist er på anderledes gyngende grund her.

Når jeg ser traileren, jeg har fået strikket sammen til ”Smukke Anna”, kan man nemt få indtrykket af, at det handler om hævn, hævn og atter hævn, men som tidligere nævnt forholder det sig ikke helt sådan. Nu vil den observante jo nok udbryde: Jamen, så læg dog et forpulet uddrag af bogen ud, mand! … Men nej, det lader sig desværre heller ikke gøre, for uanset hvad jeg lagde ud, ville det på én eller anden måde spolere læseoplevelsen.

Udgivelsen er helt sikkert et kunstnerisk sats, og jeg havde tre andre manuskripter liggende, som nok havde været nemmere at smække en catchy salgstekst på, men nej, så nemt skal det ikke være. Med lidt held kan nogle af de anmeldelser, der vil tikke ind i løbet af den næste tid, anskueliggøre for dig, hvad ”Smukke Anna” egentlig er for en størrelse.

Okay, et sidste forsøg på at gøre det rigtig simpelt:

Pige – Ragekniv – Gangstere – Torturmaskiner – Blodkult – Hallucinationer – Hindugud – 13. dec.

What’s not to like …?
 

Det sker igen
27-11-2011

Forlaget Kandors antologi ”Det sker igen” er udkommet. Præmissen ved indkaldelsen var, at man skulle skrive en novelle med afsæt i nazisme, racisme, kontrolmentalitet o.l., og hvorfor disse ikke bør få overtaget. Så vidt jeg erindrer, var det horrornoveller, der blev bedt om, men den endelige antologi spænder nu bredt fra realisme til horror til science fiction.
 
Mit eget bidrag hedder ”Et øjebliks transcendens” og handler om en fyr, der er ved at skrive et vigtigt essay, men bliver forstyrret af mærkelige hallucinationer. Hver gang han lukker sine øjne (eller blot misser med dem) åbner de et andet sted – og det er ikke noget rart sted skal lige siges.
 
 
”Idet øjnene var helt lukkede, skete der noget underligt, noget fuldstændig uventet: Det var, som om de åbnede et andet sted.

Han lå på siden og stirrede frem for sig, det var iskoldt, og han var omgivet af kolde, nøgne kroppe. Der hang en hæslig stank af død i luften, krydret på toppen med et strejf af krudt.    

Øjnene lukkede i den anden verden, og han slog dem op i lejligheden foran computeren. Hans hud krøb, hårene rejste sig, og hjertet galoperede af sted. Hvad helvede var det her nu for noget degenereret pis?!
                            
Han prøvede ganske forsigtigt at glide sprækkerne i, og i det samme så han ind i den døde, isnende verden igen. Han prøvede at blinke tilbage, men nu kunne det ikke lade sig gøre. Han var fanget! Kunne ikke engang mærke sin krop tilbage i lejligheden længere, kun følelsen af at ligge urørlig, skulder mod skulder med koldt kød. Fluer pilede over menneskebjergene og på hans egen hud.
Han var den eneste, der ikke var død endnu, men han var ganske tæt på. Kunne mærke hvordan lungen hvæsede, og den jernagtige smag af blod druknede hans svælg. Livet hang i en så uendelig tynd tråd, det vaklede, dirrede, hjertets slag slæbte sig afkræftet af sted …”
 
 
Jeg pløjede mig hurtigt igennem samlingen, da den kom ind ad døren og må især fremhæve Kandor-chef Nikolaj Højbergs eget bidrag ”Hvid chili” – et vildt adrenalintrip, der ikke forfalder til at være moraliserende, men bare byder på masser af spænding og horribel grusomhed. Jeg læste den i en lidt anderledes version for et lille år siden (på forfatterhaab) og var begejstret, og den er bestemt ikke blevet ringere i den nye indpakning. Thomas Strømsholt har også begået en ret glimrende novelle ”Hamatano” om at overse det væsentlige i det moderne livs trædemølle, og Jesper Rugårds ”Den søde ventetid”, som man ikke bør afsløre for meget om, tog også kegler hos mig, kort sagt fordi den tager røven på én. Der var efter min mening også et par misfires i samlingen, men stadig nok kvalivarer til at oplevelsen blev rar. Og det er sgu cool, at der er nogen, der tør udgive en novellesamling med så mange holdninger stuvet sammen på 200 sider. Længe leve den politiske novelle!            

Rundtur på torturmuseet.
31-10-2011

I foråret 2010 var jeg på en miniferie til Prag. Det var et par måneder, før jeg var begyndt at tænke på kødmutagener, og hvad disse evt. kunne have tilfælles med mutanter på berserkergang og civilisationens forfald. Jeg var så at sige  "imellem projekter" - hvilket altid giver et modtageligt sind.

Og Prag gav masser af gode indtryk som straks blev griflet ned i en lille notesbog. Der var mange romaer i gaderne, de unge piger utroligt kønne, og ikke langt fra dem sås ordensmagten med den synlige gøb i bæltet ... Selvom flyturen dertil kun havde taget halvanden time, blev man hurtigt mindet om, at dette dog var øst for det gamle Østtyskland.

Inspirationen kom alle vegne fra: Den unge servitrice, der åndede ren sprittåge op i ansigtet på mig, da hun tog imod frokostbestillingen, manden der lå og sov i midtergangen i sporvognen, og i den helt anden ende af skalaen alle tingel-tangel butikkerne og overfloden af amerikanske kæder som Starbucks og McDonalds – alt sammen blev byggeklodser til det, der senere skulle forvandle sig til ”Smukke Anna”.

Og ét sted, der især gjorde indtryk på mig var ”The museum of medieval torture instruments” som ligger tæt ved Karls Broen.

Lad mig byde på en lille rundtur …
 

Kom bare indenfor. Lad dig ikke skræmme af de blodrøde gulvtæpper og djævlestukken over dørene ...

Første attraktion på museet er "the iron maiden" eller jernmøen. Høj nok til at rumme et menneske og foret med kæmpe pigge.

"The inquisition chair" eller "inquisition armchair" er den sidste stol, du ønsker at sidde i. Den afhørte skulle sidde musestille for ikke at blive gennemboret helt af piggene - lidt af en øvelse, når forhørerne stak med spyd og brændejern imens.

"The head crusher". Bøjlen tvinges ned over hovedet på ofret som ligger på maven, og en spids drejes ned i kraniet, til det flækker.

Og den her ... Ja, jeg vil ikke fortælle for meget om den, andet end at den hedder "The hand guillotine". Den har nemlig, uden at afsløre for meget, en ret fremtrædende rolle i "Smukke Anna" ... Du kan jo selv sidde og gruble lidt over mekanikken.   

Rundtur slut.
 

Aghori Sadhus - makaber research!
26-10-2011

Når jeg skal skrive en bog, har jeg altid en lang liste med ting, der skal researches igennem, før jeg kan gå i gang (for jeg ved desværre ikke alt). Det indebærer noget i stil med en uge klæbet til skærmen, hvor jeg pløjer mig igennem den ene artikel efter den anden. Ofte er det kun en brøkdel af det læste, der havner i det endelige manuskript, men min indstilling er, at det er bedre at have en dyb forståelse af det univers, man vil bygge op – så de ting, der ligger til fortolkning i historien, er klart afgrænset og defineret inde i mit eget hoved.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at mine skriverier ofte har kredset om det makabre, så researchen er før gået hen og blevet lettere, øh … ubehagelig. Sygdom og patologi har været et gennemgående tema i mine ældre tekster, og en god ven, der er hjernekirurg, har tit hjulpet mig her. F.eks. var jeg for nogle år siden i gang med en roman, hvor morderen samlede på hænder, og jeg var meget opsat på at få beskrevet præparaterne (det er dét, læger kalder døde legemsdele) korrekt. Jeg blev da også inviteret ind på Panum Instituttet, så jeg kunne få lov til at røre ved en hånd i formalin, men min kone lod mig forstå, at hun aldrig ville tale med mig igen, hvis jeg gjorde det – så det blev ikke til noget (jeg måtte nøjes med beskrivelsen af, at den var kold og svampet).    

I min research til min kommende roman ”Smukke Anna” stødte jeg dog på det hidtil klammeste, jeg har været ude for. Det var den indiske sekt Aghori Sadhus, der stadig findes denne dag i dag i et mindre antal.

Aghori Sadhus praktiserer en ekstrem afart af hinduisme, hvor de anser alt for at være helligt. Gud er i alt, så intet må gå til spilde – det indebærer i praksis frastødende ritualer hvor de drikker hundeurin, eller værre endnu: spiser deres afdøde. Sidstnævnte foregår ved, at en afdød slægtning tøjres til en snor og slippes ud i floden, Ganges, så han kan blive renset (med patologiens briller bliver kroppen snarere ekstra rådden). Efter et par dage trækkes liget så ind, og den efterladte sætter sig ovenpå det og mediterer i en rum tid. Herefter parteres og fortæres dele af kroppen. Nu lever vi jo i sådanne herlige youtube-tider, så man rent faktisk kan finde videoer og se det hele i farvefulde, levende billeder - så det gjorde jeg. Man må jo lide lidt for kunsten.

Ud over de kannibalistiske ritualer maler Aghori Sadhus sig hvide med de dødes aske og har andre ceremonier hvor de har sex med menstruerende skøger på indviet jord.

Hmm, så ser livet som agnostiker lige pludselig ikke så ringe ud; det er i hvert fald mere uforpligtende ...   
 

Nyt forlag, ny bog!
22-10-2011

Der er ellers lige sket lidt her de sidste par måneder! Mest mærkbart at jeg har startet mit eget forlag og har en roman lige om hjørnet ...

Som nogle nok husker, startede jeg min forfatterkarriere med en selvudgivelse, den postapokalyptiske splatter ”The end”. Dengang i 2009 valgte jeg at blive selvudgiver, fordi jeg i mange år havde sendt manuskripter ind til forlag og fået dem retur med beskeden om, at mit materiale ikke passede ind i deres udgivelsesprogram, eller i visse tilfælde at jeg skrev godt, men at de ikke turde udgive ”sådan noget”. Konsensus var, at jeg skrev for voldeligt, for frækt og var for svær at markedsføre, fordi jeg udfoldede mig i formodede ”børnegenrer” på en alt for eksplicit og voksen måde - jeg "havde ikke min målgruppe nok for øje" (shove it!).

I 2010 skete der så det, at mit manuskript ”Mutagen” blev antaget af et mindre forlag og endda ét, der var meget liberalt hvad angik det eksplicitte indhold. Selvudgivelse var fint, men det var, indrømmet, smigrende at blive "udvalgt" af et forlag, når man i seks-syv år havde banket hovedet mod muren.

Kort før sommer blev konklusionen på forlagssamarbejdet dog, at det ikke var det rigtige for mig. Med de mange muligheder internettet byder, er det oplagt at gøre-det-selv, i hvert fald hvis man har lysten. Jeg vil ikke kategorisk afvise et fremitidigt forlagssamarbejde, dog vil min tilgang til det da være mere i stil med: Hvad kan I tilbyde mig for de 85 % af kagen, I hapser?      

Så jeg springer nu ud som selvudgiver for anden gang. Og anden gang føles på mange måder som den første, for denne gang er det med en komplet anderledes motivation: Jeg gør det ikke, fordi jeg er tvunget til det, men fordi jeg har lyst.

Og jeg glæder mig til at dykke ned i den store portefølje af vanvittige tekster, jeg har liggende. Jeg har trods alt kun fået udgivet et par bøger om jordens undergang og en række noveller spredt i forskellige antologier, så det bliver fedt at vise, hvem jeg egentlig er. Det forsøger jeg i første ombæring med horrorromanen "Smukke Anna".

Bogen er meget anderledes end min forrige. "Mutagen" var overvejende en suspensedrevet horrorthriller, der knaldede derudaf, hvor "Smukke Anna" er en anderledes fragmenteret og surrealistisk horroroplevelse. Det bliver helt sikkert en udfordring for de, der måtte have gået og ventet på "Mutagen 2" (It aint gonna happen soon, I tells ya), men der bliver i hvert fald ikke sparet på gruen og blodet.