•  
  •   Hjem  
  •   Biografi  
  •   Blog  
  •   LÆS  
  •   Kontakt  
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •    
  •  
 
 

BLOG

17-03-2017 - Jeb Skulls makabre eventyr


Jeg har lige sendt mit nyeste manuskript ”Jeb Skulls makabre eventyr” til tryk, og jeg har lyst til at skrive lidt om projektet. Lidt om forhistorien, hvorfor jeg skrev det og så videre …

Jeg er generelt ikke så meget for at gentage mig selv, hvilket skinner igennem i min bibliografi, hvor jeg springer fra horror til sci-fi til fantasy og både til børn og voksne. Det er meget vigtigt for mig at skrive på forskellige måder. En delirisk, ordrig roman som ”By” efterlader mig rimelig drænet, og så føles det fantastisk bagefter at skrive på en bog, der er mere simpel, f.eks. noget til unge, det kunne være en roman som ”Rejsen til Xibalba”, hvor fokus ligger på andre ting end sprog og det glade vanvid, men plot, research, stemning etc.

Jeg har dog i flere år haft en lyst til at vende tilbage til vandringsmanden. ”Udkantshistorier” (2013) er nok min personlige favorit blandt mine bøger, og også den hvor processen var mest berigende for mig. Den blev skrevet på en måned i januar 2013, og jeg har sjældent været så kreativt oppe at køre. Det var nok en kombination af min store kærlighed til naturen, en generel frihedstrang, som vandringsmanden repræsenterer, og også samfundskritikken rettet mod dannelsestabet eller kulturløsheden.

Det blev meget tidligt i processen (med Jeb Skull altså) tydeligt for mig, at jeg ikke kunne gentage særlig meget fra ”Udkantshistorier”, og det kun var den omstrejfende figur, jeg tog med mig. Valget faldt på at lade historien udspille sig i en mørk fantasysetting, der bedst beskrives som noget a la stemningen i Grimms ”Eventyret om en, der drog ud, for at lære frygt at kende”. Jeg ville beskrive min vandringsmands færd gennem en forhekset skov fuld af nekromantikere, kirkegårde og ghouls (som dog kom til at hedde ligædere), og bogen skulle være opbygget i novelleagtige kapitler, hvor min hovedperson kom til nye byer med sære, ulmende konflikter (djævlekulte og væmmelige hemmeligheder).

En del af de tidlige tanker til bogen, opstod mens jeg arbejdede med min gode ven og forfatterkollega, Emil Blichfeldt. Emil er foruden at være forlægger og forfatter også miljøbiolog, og han hiver mig af og til med ud og lave søpleje i de varme måneder (også nogle gang i de kolde!). Iført waders og med mosevand op til livet, luftede jeg en masse af idéerne for Emil, og en del ting faldt på plads gennem disse ’mosesamtaler’. Bl.a. at vandringsmanden i denne ombæring ikke skulle være forfatter (gisp!), men omrejsende kunsthåndværker i stil med naverne. Og fordi nogle af ideerne blev undfanget i mosen, både inde og udenfor mit hoveds vægge, kom smat og dyreådsler også til at fylde en del i bogen (den er rimelig kvalmefrembringende visse steder, beklager), og en halv rotte, vi fandt, kom til at spille en ret stor rolle i romanen.

Jeg genlæste også alle Manly Wade Wellmans noveller om den omrejsende Silver John (I’m a fan!), der også var en stor inspiration til ”Udkantshistorier”. Hvis du aldrig har læst Silver John, kan det kun gå for langsomt.  

Med de ydre rammer på plads manglede jeg bare at finde ud af, hvad der skulle være inde i Jeb Skull. Hvilken fyr var han? Hvad ville han? Det kom egentlig meget naturligt og afspejler mine egne kvaler med at leve sammen med mine artsfæller. Jeb Skull går ind i Den Sorte Skov for at få fred for mennesker, men bliver viklet ind i den ene vanvittige historie efter den anden, hvor han må tage stilling til, om han er med eller imod dem. Så godt nok er hr. Skull ikke forfatter, men processen med bogen blev alligevel en slags terapi for mig, en kamp for at forlige mig med at være menneske.

Bogen udkommer om cirka fjorten dage. 

04-05-2016
Rummets guder!

Jeg har en ny roman på trapperne, og det er en rigtig røverhistorie, som jeg tilmed tillader mig at kalde noget så aparte som gotisk sci-fi. Bogen er første del af en serie på foreløbig to bind, hvor toeren er sat til udgivelse i 2017.

Historien udspiller sig i en verden, der er hærget efter tusind år med krig. Beboerne lever nu under en tvungen fred, da kosmiske gudevæsner har vist sig og bebudet, at krigene er ovre. Enhver, der modsætter sig fredsdekretet, udviskes fra eksistensen.
 
Vi følger de to unge fyre, Miko og Drex, som vil gøre alt for at blive piloter, men ikke ligefrem er egnet materiale til Pilotakademiet (læs: de er mere eller mindre retarderede).

Opsat på at realisere deres drøm på den ene måde eller den anden opsøger de byens mystiske eneboer, Mortus, som engang var en vigtig mand på egnen. Kan de blive venner med ham, er de vel halvvejs inde på akademiet, ikke?

Det virker som en fin plan. Lige indtil de møder Mortus og finder ud af, hvor mystisk han egentlig er, og hvilke hemmeligheder, der gemmer sig i hans gamle hus.

På det seneste har en del spurgt mig: "Hey, de der nye bøger, du skriver, er de egentlig til voksne eller til unge?". Her tænkes der på ”Hekseplaneten” og ”Rejsen til Xibalba”, der begge udkom sidste år, og ligesom med dem, må jeg til ”Rummets guder” svare både og. Jeg fik sidste år en enorm lyst til at skrive mere eventyrligt og mere fantastisk, og det har udmøntet sig i en række 'eventyr' – vil jeg næsten kalde dem – hvor alt er muligt, og det vælter med dæmoner, monstre, der jongleres med tidsrejse, andre dimensioner etc. etc. Det har ikke som sådan været en målsætning at skrive mere ungt, men jeg havde behov for at lægge de samfundskritiske romaner lidt på hylden og skrive noget, hvor jeg virkelig kunne dyrke fantastikkens overdrev. Det var den meget ubegrænsede fantasi, der findes i William Hope Hodgsons "The Night Land", der kickstartede det hele.  

"Rummets guder" er da både tiltænkt større unge (måske 14+) og voksne fans af genren. Der er masser af litterære referencer; til det gamle hus, som er hjemsøgt af kosmiske fænomener (deraf betegnelsen gotisk sci-fi) har jeg været inspireret af mangt og meget, fra Lovecrafts ”The Dream in the Witchhouse”, til Danielewskis ”House of Leaves”, til Seabury Quinns historier om skræmmende huse – og det har været afsindigt interessant at prøve at bygge bro mellem ’hjemsøgt hus-genren’ og sci-fi.
Der spares i hvert fald ikke på de metafysiske udskejelser, når først man er trådt ind over tærsklen til Mortus’ sære hus – så det er på eget ansvar, ung eller gammel.     

"Rummets guder" er vel som sådan min første egentlige sci-fi-roman, selvom det bestemt ikke er hard sci-fi. Jeg legede med postapokalypse i starten af mit forfaterskab, og "Hekseplaneten" har en snert af dem, men hælder til gys. Nu prøver vi det, og i "Rummets guder" bind 2 - hvor handlingen bogstavelig talt letter fra jorden - går vi balls out sci-fi. 

Om mit forhold til science fiction: Jeg bryder mig ikke meget om tung (eller 'hard') science fiction, hvor de spekulative videnskabelige elementer forklares til døde, og der er meget fokus på teknologi. Jeg voksede op med pulp-siden af science fiction, og var allerede som 3-4 årig klinet til Buck Rogers, Flash Gordon og den animerede serie, Captain Future. De ting har på en måde hængt fast, og min rute kom videre over Mos Eisley Space Cantina, postapokalypse i Heavy Metal-magasinet og Richards Corbens kannibalsitiske apokalypser - i en pæn bue udenom alt star trek - og der er deromkring jeg befinder mig.

Bind 1 af "Rummets guder" har, som nævnt, mest en gotisk vibe, men i toeren (der må I lige vente et år) er vi ude i noget med skumle rumhavne og menneskeædende pirater. Det bliver så sygt, kan jeg godt love. 

Bind 1 udkommer i slutningen af maj. 

15-03-2015
By udkommer i maj

Jeg har snakket meget om en roman, der hedder "By", de sidste par år, og nu er der ikke længe til den udkommer. Det bliver en gang i maj. Den præcise dato følger. 

Det nærmeste, vi kommer en genrebetegnelse, er 'surrealisme-horror', eller mere ligefremt: Det glade vanvid! "By" er mere eksplicit og uhyrlig, end noget andet jeg har skrevet - så er det på plads. 

Historien minder i opbygning om "Udkantshistorier" med noveller i en ramme, men denne gang er vi mere ude i et slags obskurt puslespil. Det har taget mig lang tid at få det hele på plads, og jeg er sikker på, at nogle læsere vil kyle bogen ind i væggen et par gange under læsningen - men forhåbentlig vil de samle den op igen af ren nysgerrighed.

Og hvad handler "By" så om? Et spørgsmål der uden tvivl kunne få mig til at perspirere voldsomt og hive ud i kraven, hvis du spurgte mig om det ansigt til ansigt. Så jeg læner mig op ad bagsideteksten: 

”Alle lo, og Bjørnvig, på hvis bekostning de morede sig, følte sig mindre og mindre. Han havde lagt krebsen tilbage på sin tallerken, og var ved at åbne den. Den bevægede sig stadig. Var det kun ham, der kunne se det? Selv når han fik kødet ind i munden, bevægede det sig. Det gennemtyggede kød ormede sig på en alt for bevidst måde ned gennem spiserøret. Han duppede panden igen, men servietten var opløst af sved og satte sig fast til hans ansigt i små stykker.”
 
Omgivet af endeløs ørken ligger byen fra dine værste mareridt – en rustende industrifæstning hjemsøgt af spøgelser og dæmoner.

Undtagelsestilstand nærmer sig: Befolkningen er skræmt halvt til døde af grusomme ”madmord”, hvor kød har angrebet sagesløse borgere.

Og i en kælder af bly sidder en mand og spinder sine historier, intetanende om den part han har i grusomhederne – og det sorte mirakel, der snart vil finde sted.    
 
Inden længe vil jeg smide et uddrag af "By" her på siden - så 'stay tuned'.  

22-06-2014
THE FEAR-FILES

I dag udkommer mine noveller for første gang på engelsk!

Første udgivelse er et udvalg af historier fra begge bind af ”Frygt-filerne”, der er oversat og udkommer i e-udgave fra forlaget Dreamlitt.  

Titlen er landet på ”THE FEAR-FILES VOL 1: SUBURBIA” (en noget forpligtende titel!), og jeg er til det internationale marked specifikt gået efter de historier, der refererer mest til forstadsliv og har højeste chokfaktor.


De udvalgte blev:

From Goya (”Fra Goya” fra Frygt-filerne 1)

The Mortician’s Intern (”Øens bedemand” fra Frygt-filerne 1)

Monsters (”Monstre” fra Frygt-filerne 1)

Family Life (”Familieliv” fra Frygt-filerne 1)

Scapegoats (”Syndebukke” fra Frygt-filerne 2)

Black Conception (”Sort undfangelse” fra Drifter, forlaget Kandor)

Og jo, det er nogle kradsbørstige sataner; læseren får ikke helt de samme åndepauser som i ”Frygt-filerne” bind 1 og 2, hvor fortællinger med en mere antydet rædsel, bryder den tætte miasma af ondskab – men det er helt bevidst. Vi går ind med et ’all-in’ voldeligt sanseangreb.  

Jeg brugte et par måneder på at oversætte novellerne, og de blev sidenhen korrekturlæst af to engelskkyndige. Oversættelsen var virkelig hårdt arbejde, men det var sliddet værd, for jeg føler, at oversættelserne bevarer tonen og humoren fra de danske udgaver – på en måde, der nok ikke havde været mulig, hvis en anden end jeg selv havde stået for det.   

Dreamlitt er inden for de sidste par uger begyndt på deres internationale ryk-ind, også med den tysksprogede udgivelse, Martin Petersens ”Mit Feuer im Rücken”, og jeg er både stolt over at være med fra starten og utrolig spændt på at se, hvordan det hele vil gå. Jeg vil selvfølgelig skrive om det løbende her på bloggen og råbe højt, hvis der pludselig skulle dukke international omtale op.

Der er selvfølgelig ikke så meget nyt under solen for mine danske læsere (måske ”Black Conception”, hvis man ikke er nået omkring Kandors antologi), men har man lyst til at se, hvordan historierne klarer sig på engelsk, kan samlingen downloades på Amazon og inden længe på iBookstore.  

"Velkommen til Kadaverkøbing" udkommer d. 1. august.

11-06-2014

Ahhh … Et blankt lærred. Endelig et blankt lærred.

Efter snart et halvt års intensivt arbejde med at færdiggøre ”Velkommen til Kadaverkøbing”, har jeg fået sendt den til tryk. Til tryk! 
 
Når man skriver en bog, er processen ofte let og legende i startfasen, og til sidst sidder man og græder ned i tastaturet, og det hele skal bare være perfekt, perfekt, perfekt!

For at lave en god bog skal man virkelig lægge en psykotisk mængde arbejde i det. Man skal nå at blive sindssyg og så over den tærskel og videre. Man opløses, man størkner, igen og igen, og så håber man bare at der er en lille rest tilbage af en selv, når trykpresserne kører.

Med min kommende bog ”Velkommen til Kadaverkøbing” har presset været større end nogensinde. Man kunne tro, at en bog med målgruppen 10+ skulle være nemmere at gå til end mine tidligere udgivelser, der har været rettet mod voksne. MEN når man vælger at illustrere bogen selv, inklusive forsiden, har man vist givet sig selv et vældigt benspænd (og jo, det kunne mærkes).  

På en skattet cd i min samling, svenske Opeths ”Blackwater Park” står der i bookletten ”painfully conceived”, og det ville passe meget fint til mine sidste måneders kreative virke – og jeg håber og TROR, det har været de grå hår værd.

Nå, men HVAD er Kadaverkøbing? Lad os få en bagsidetekst på banen:

"Tænk, hvis du kunne rejse ind i en anden verden, hvor alting var præcis, som du gerne ville have det.

12-årige Gordon er vild med horror, men ingen forstår hans hobby. Hans klassekammerater interesserer sig kun for fodbold og duller, hans klasselærer synes, at hans stile er alt for blodige, og hans forældre håber, at han snart vokser fra sine pjatterier.

Men da Gordon en dag er på besøg hos den lokale boghandler, indvier ejeren ham i en magisk hemmelighed, der måske kan redde ham ud af den grå hverdag og få hans vildeste horrordrømme til at gå i opfyldelse!

Men som det ofte er med et magisk ønske, har det en uhyggelig bagside."  
 
Historien er et slags opgør med firsernes folkeskole, herunder dem på min vej, der har prøvet at dræbe min fantasi, og så er den bare en helvedes masse makabert spas.  

Den kunne beskrives som en slags blanding af ”Coraline” og ”Den uendelige historie” tilsat et slimet skud Fangoria-kultur og stemning fra Forlaget Winther og Interpresses gamle udgivelser. Men først og fremmest er det en personlig bog, der spejler min egen barndom som horror-besat unge og videre til drømmene om selv at skrive.   

Jeg føler virkelig, at den forløser et eller andet i mit forfatterskab, og det er absolut både en bog til unge læsere og voksne fans af horror.

”Velkommen til Kadaverkøbing” udkommer d. 1. august. 

24-05-2014: Spændende ting i vente

2014 kunne indtil videre nemt have undertitlen ”hvor gærdet er højest”, for jeg har bestemt ikke taget de nemme løsninger.

Måske var det hele bare blevet lidt for nemt. Alt det tekniske omkring at udgive en bog er efter syv udgivelser mere eller mindre rutine, så jeg havde stærkt brug for et benspænd eller to.   

Mit første ’umulige’ projekt var at oversætte nogle af de bedste noveller fra ”Frygt-filerne” (både fra etteren og toeren). Jeg havde leget med tanken før (som jeg fandt lettere uoverskuelig), men i starten af året satte jeg alt andet på hold og oversatte seks noveller til en engelsksproget ”The Fear-files”. De er sidenhen blevet korrekturlæst af flere omgange og udkommer snart i E-udgave på forlaget Dreamlitt. Mere om det projekt inden længe.

Mit andet benspænd var at skrive en børne/ungdomsgyser (12+) og tilmed illustrere den selv. Jeg måtte skubbe adskillige andre projekter til side, bl.a. en samling fuglemyter, der lå lige for, men står nu med sytten sort/hvid illustrationer, en forside i farve og nåjo, manus selvfølgelig, der lige mangler lidt kærlig pleje. Historien hedder ”Velkommen til Kadaverkøbing”, og den kommer jeg også til at skrive meget mere om her på bloggen inden for et par uger. Jeg har holdt tæt med handlingen indtil videre, men mon ikke snart jeg ’lækker’ lidt – og kommer også med noget, der ligner en udgivelsesdato.

Jeg havde simpelthen brug for at prøve noget nyt, i stedet for at udgive endnu en voksen-horrorbog på dansk, og nu står jeg med to næsten færdige ting, som til at starte med virkede mere eller mindre umulige – fedt!

Som sagt mere om begge projekter her på bloggen inden længe.  

Det store DEFINITIVE indlæg om "Frygt-filerne 2"

 
Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg skal skrive et stort indlæg, når der er en ny bog på trapperne, og det er der nu.

”Frygt-filerne 2” udkommer mandag d. 3. februar, og så vil man måske tro, at indlægget her bliver noget i stil med: ’hvordan man følger op på en prisvinder’, he, he. Men nej, jeg kan forsikre om, at sådan har processen slet ikke været.


De otte noveller i samlingen er skrevet over en to-års-periode, de fleste før jeg overhovedet vidste, at der ville komme en ”Frygt-filerne 2”. To af dem (”Gamle Fisseskæg” og ”Sære ting”) skrev jeg i 2012 til en anden novellesamling, der ikke blev til noget, fordi der manglede homogenitet i samlingen. Jeg plukkede de to bedste (førnævnte), og der var én anden, der lå mit hjerte nær, nemlig ”Sort undfangelse”, som er blevet antaget i forlaget Kandors kommende antologi ”Mørk Erotika”. Må indrømme, at jeg savnede den en anelse til ”Frygt-filerne 2”, men bordet fanger, og jeg er sikker på, den vil få et fint liv i Kandors antologi, som jeg i øvrigt glæder mig helt vildt til (den første novelle deri hedder "Store bryster")

De andre noveller er produceret sporadisk gennem 2012 og 13. Først i efteråret 2013 gik jeg ind i en spurt og fik skrevet ”Isidore” og ”Den udødelige slim”, som der kun forelå nogle løse ideer til, samt "Syndebukke".  

Lige en afstikker: Jeg havde et vanvittigt migræneanfald i sensommeren, hvor Jeg hverken kunne se, tale eller tænke - bogstaveligt talt (jeg ringede til min kones arbejde og præsenterede mig som hende!).

I næsten en uge efter anfaldet var jeg så lysfølsom, at jeg gik rundt med solbriller på inden døre. Jeg kunne ikke læse, kunne simpelthen ikke se bogstaverne, der dansede rundt på siderne (som i øvrigt blændede mig). Jeg ved ikke, om det var indbildning, men syntes også at min evne til at huske og tænke hurtigt var reduceret. Jeg følte, jeg var blevet hjerneskadet, og var i et øjeblik bange for, at jeg slet ikke kunne skrive mere. Det var ligesom dét; nu måtte jeg blive jord- og betonarbejder.

”Syndebukke” blev til et par uger efter anfaldet, og det var et lettelsens suk, for det er nok en af de bedste noveller, jeg har skrevet. ”Hjerneskaden” var åbenbart kun midlertidig, eller vent ... måske skal vi lade anmelderne afgøre det?   

Hermed titlerne på novellerne i "Frygt-filerne 2" og lidt om hver enkelt:

 
Gamle Fisseskæg: En gruppe unge medicinstuderende er på diskotek, hvor den lokale særling, Gamle Fisseskæg, er fast inventar. Efter noget tumult bliver de nødt til at følge ham hjem, og opdager at hans bopæl er anderledes mondæn, end hvad de havde troet.

Isidore: En familie lever i en topsikret fæstning af en liebhavervilla, men får en bekymrende melding fra sikkerhedsfirmaet om et problem, der måske eller måske ikke skyldes en teknisk fejl på et overvågningskamera.

Sære ting: En excentrisk rigmands assistent eftersøger antikviteter fra et bizart naturaliekabinet, som ingen har set noget til i 350 år, og gør et fund, han nok gerne havde været foruden.  

Syndebukke: Da Nicki kommer hjem, holder der en handicappet mand i en kørestol foran hans hus. Der er ingen andre mennesker i syne, og manden er ikke til at komme i kontakt med, så nu hænger Nicki på ham. Men lugter manden ikke lidt mærkeligt? Og hvad er det med de sorte pletter, der vokser på ham?  

Natjogging: En mand, der lider af søvnløshed, begynder at ’natjogge’ og gør et bekendtskab … på den lokale kirkegård.

Den udødelige slim: Ivan Sandfort er rengøringsmanden, der bliver kaldt ud til en særdeles snasket opgave. I en messehal er gulvet dækket af en lyserød, fiskestinkende slim, som – erfarer Ivan – man gør bedst i ikke at røre ved.  

Fra asken og i ilden: En tur til Kina ender i et seriøst maveonde for Philip, men hans kone skaffer ham nogle ”ikke helt lovlige” piller, der skulle dræbe enhver infektion. Mærkaten er på kinesisk, så eventuelle bivirkninger står hen i det uvisse.   

Borkmania: Anmelderen, Henrik Bork, er sat skak mat af to tidligere bekendte, der vil skrive en afslørende bog om ham. Det eneste, han kan finde på, er at skrive en bog om dem og udgive den først. En virkelig blodig bog.

 
Stilen er selvfølgelig nygotik, moderne myte, om man vil. Hverdagsdanmark og forstad, hvor et mytisk element stikker sit tudegrimme ansigt frem. Det er konflikten mellem natur og kultur; drifterne kontra det dannede. Sammenligner man med min forrige bog ”Udkantshistorier” portrætteredes det, hvordan dannelsestab ledte til regrediering, der kastede os i armene på moder natur. ”Frygt-filerne” er så det store MEN; dannelsen kan også rykke os for langt væk fra naturen, så naturen bliver noget skræmmende for os. Og er det egentlig ikke kernen i horror? Drifterne, det brutale, som vel kun kan skræmme en race, der efterhånden bliver født med tøj på. Flere af historierne her i anden omgang lader i hvert fald moderne mennesker finde drifterne frem.

Nå, men jeg har også skrevet en del om det i bogens efterskrift. Ja, det er rigtigt, jeg har prøvet mig frem med en efterskift denne gang. Det er kun en 5-6 sider, hvor jeg fortæller lidt om udvælgelsen af de enkelte noveller, men jeg synes, sådan noget er så pissehyggeligt.   

Tilbage er kun at vente på kasserne med bøger, der skulle lande sådan cirka d. 27. … og så ellers distribuere frygten til det ganske land. 

Myte-Danmark


Når jeg kigger tilbage på årene siden min første udgivelse "The end" (2009), er der nogle nøgleord, der passer til de forskellige perioder.

Det første ord, jeg blev forbundet med, var uden tvivl ’postapokalyptisk’, og det var ikke mindst min egen skyld – jeg tror, jeg har skrevet og sagt det ord over hundrede gange i blogs, interviews etc.  

Det næste ord må være ’gotisk’, affødt af min første novellesamling ”Frygt-filerne” (2012).

For ganske nyligt blev det ordet ’udkant’, men der skulle det måske i virkeligheden have været ’myte’, for siden mit møde med Johannes V. Jensen (og sekundært Manly Wade Wellman) for cirka to år siden, har mit forfatterskab ændret sig dramatisk.
      
Jeg tror næsten, jeg vil præsentere mig som myteskriver fra nu af. Eller sige jeg skriver danske myter. Det er nemmere end det der: "Øhhhhh, jeg skriver horror ("howwer" eller "hå-år"med fin dansk udtale) til voksne, men det er ikke sådan rigtigt horror, det er sådan mere hybrid-agtigt, social... øhhhh ... magisk-et-eller-andet. Du bliver nok nødt til at læse det." 

Jeg er lige blevet færdig med novellesamlingen ”Frygt-filerne 2” (otte ’myter’ om man vil) og skriver nu på en lille bog om fuglemyter, der indtil videre hedder ”Død mands tand – og andre fuglemyter”.

Den sidste kom sig af at jeg læste Rosenkilde og Baggers Folk og fauna (bind 2) fra ende til anden. Og hvor er den danske myte dog rig, og hvor vil jeg gerne bidrage til den med nyt, og hente det glemte frem til nutidens læsere. Tænk bare på sådan et ord som ’bævergejl’. Jeg stødte på det i en opskrift, der skulle hjælpe mod sygdom, give flot, blankt hår osv. Her er opskriften, hvis man skulle være interesseret:

”Nøgne digesvaleunger brændes til et pulver, blandes med bævergejl og eddike og destilleres.”

Vi har gode myteskrivere på dansk (Vork, Evytt og Strømsholt er de mest fremtrædende), men hvorfor mon den angelsaksiske myte og ISÆR inspirationen fra nyere, amerikanske film stadig spiller så meget ind? Hvor er jeg dog træt af de zombier!

Der var en genial tråd på facebook-forummet Danske Horrorfans (kan ikke længere finde den), hvor der blev snakket om at skabe helt nye monstre. Det virker nærmest umuligt, men det er en fremragende idé at prøve. Den gamle danske myte kan være ét sted at lede, at sætte sig og stirre ind i en hvid væg kan være et andet (jeg har i øvrigt fundet på et nyt monster i ”Frygt-filerne 2”, der har en slags passiv ødelæggelseskraft. Det kom til mig ved en tilfældighed. Jeg synes selv, det er ret fedt).
 
Angående myten så er der en herligt manglende stringens i dens fortællestil, og logikken er ofte fraværende. Som horrorforfatter kommer man nemt til at sidde fast i de kendte mønst... monstre! Man tænker noget i stil med: Hmm, der findes vampyrer, zombier, varulve og spøgelser. Hvad skal det være i dag?

Myten har hjulpet mig ud af det, og kan nu lægges som endnu et fint bump på vejen mod succes.

Jeg er selvudgiver – tjek!

Jeg skriver ækel horror til voksne – tjek!

Jeg skriver noveller – tjek!

Jeg skriver dem i myteform – tjek!

Jeg er branchens trebenede hund – TJEK!


2013: Året der gik


Det er lidt svært at forstå, at forlaget KAOS’ første udgivelse kom i december 2011, altså for kun to år siden.

På den tid har jeg nået at udgive i alt fire papirbøger, tegnet e-bogskontrakt på et par stykker af dem og en lydbogsaftale på én.

Jeg brød igennem mediemuren med min fantasyudgivelse ”Svovlild”, hvor jeg fik fine anmeldelser i både Politiken og Weekendavisen. Jeg har været i radio 24-7 og snakke om horror (jeg, den introverte!), er gået fra en dårlig lektørudtalelse på den første udgivelse til fine udtalelser og et stort bibliotekssalg. Og nåjo, kronen på værket: Jeg vandt jo lige prisen for årets horror-udgivelse 2012 med novellesamlingen, ”Frygt-filerne”.  

Hvordan jeg har kunnet nå alt dette sideløbende med mit andet job som rammemand og familiefar, er jeg ikke helt klar over, men det har på en eller anden måde kunnet lade sig gøre.

Kigger vi på året i nærmere detaljer, ser det sådan her ud:


 
Januar: Skriver ”Udkantshistorier”

Februar: ”Svovlild” udkommer

Marts-april: redigerer ”Udkantshistorier”, distribuerer ”Svovlild” (især til bibliotekerne)

Maj-juni: Påbegynder nyt manuskript ”By”

Juli: Ferie (altid med notesbog)

August: ”Udkantshistorier” udkommer

September-oktober: Distribuerer ”Udkantshistorier”, påbegynder ”Frygt-filerne 2”, samt nyt
manuskript ”Porten til Hades”

November: Skriver ”Frygt-filerne 2” færdig og påbegynder redigeringen af den

December: Påbegynder nyt manus ”Velkommen til Kadaverkøbing”, redigerer flere frygt-filer
 


Puh, ser stressende ud, når man stiller det sådan op. Og dertil skal lægges, at jeg har fået udgivet to noveller i antologier og har én i vente, der er antaget.

Og bliver næste år så mindre tætpakket? Næppe. ”Frygt-filerne 2” er sat til at udkomme i første halvår, og andet halvår vil også byde på en endnu ikke bestemt udgivelse. Det kommer lidt an på, hvilket manus jeg bliver færdig med først.  

Nå, men nok om forlaget KAOS, jeg vil også lige fortælle lidt om kulturen der er røget indenbords i år. I hvert fald et udpluk af det bedste.  

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine læsevaner er støvede og gotiske, og jeg i ringe grad hjælper den danske bogbranche, da de fleste bøger købes i brugte udgaver på Amazon.co.uk. Jeg ville rigtig gerne støtte de danske boghandlere, de har bare ikke det, jeg vil læse.
Her en liste over de bedste læseoplevelser i år:


William Hope Hodgson, ”The house on the borderland”: Gotisk perle om et hus, der ligger på grænsen til en anden verden, der befolkes af de ækle ‘swine-things’.

Oscar Wilde, “The picture of Dorian Grey”: Fik endelig læst denne, som rettelig har status som mesterværk.  

Comté de lautréamont, “Maldoror”: Voldelig surrealisme som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, ligesom den gjorde på folk som Max Ernst og Salvador Dali.

Kim Newman, “Anno Dracula”: Vanvittig fortsættelse til “Dracula”, hvis han havde overlevet til sidst og overtaget England. Jeg er tæt på at sige: Lige så god som ”Dracula”.

Thomas Ligotti, “Teatro Grottesco”: Mørke, nihilistiske noveller, der bragte mig i en ussel mental forfatning, men virkelig strejfer rent geni.

Jules Verne, “Journey to the centre of the earth”: Endnu en klassiker samlet op, og f***, hvor er den bare spændende og fantastisk skrevet. Man føler virkelig ton af granit over sit hoved, når man læser, og trangen til proviantering er eminent.

A.L. Barker, “Submerged”: En positiv overraskelse. Stødte på A.L. Barker i “The Pan book of horror stories vol. 1”. Der er tale om noveller, ikke rigtig horror, men dystre, der I flere tilfælde omhandler børn og døden. Meget råt og smukt.

Robert C. O’brien, “Mrs. Frisby and the rats of NIMH”: Filmatiseret I de tidlige firsere som ”The secret of NIMH”, en tegnefilm jeg elsker – bogen er endnu bedre!

Carina Evytt, ”Dæmoner”: Fremragende dansk horror om outsidere i udkantsdanmark og deres dæmoner.

Forlaget Kandor, ”Vampyr”: Overordentlig alsidig novelleantologi, som jeg selv medvirker i. Den blev nødt til at komme på listen, for jeg blev simpelthen så positivt overrasket over niveauet, og det er klart den bedste antologi, jeg har medvirket i, Må den blive en klassikker.


Af film må årets bedste oplevelse sige at være ”Life og Pi”. Ang Lee overgår sig selv her i det smukke og hudløse. ”Beasts of the southern wild” gjorde også et stort indtryk.

Af det mere eksplicitte så jeg Ken Russells mesterværk med Oliver Reed og Vanessa Redgrave ”The devils” og den meget velfungerende, nyere horrorfilm, ”The woman”.

Og så lad os ikke glemme ”Dredd” … den fedeste actionfilm i mands minde.

Musik? Årh, skal vi ikke tage den når vi nu alligevel er i gang.

Det album jeg har hørt mest i år er gode gamle Napalm Deaths nyeste udspil ”Utilitarian”. Prøv at tjekke nummeret her, hvor saxofonisten John Zorn fyrer et par hidsige soloer af. Hvem skulle have troet, at sax gik så godt til grindcore?  

En anden stor musikalsk oplevelse kom fra en helt uventet kant med Delilah (aka Paloma Stoker). Især to udspil "Go" og "Inside my love", der rammer en helt særlig firser-agtig pop-æstetik, som man kan spore til ting som f.eks. Laura Brannigans "Self control". Sangene er endnu bedre hvis man ser videoerne.
Nå, men det var vist alt for nu. Over and out ... Og må det næste år blive lige så herligt stresset og proppet med kultur til bristepunktet!



Et ’KAOS’ af projekter


Hermed en status på min efterhånden anseelige mængde projekter på forlaget KAOS.  

”Frygt-filerne 2” er i redigeringsfasen og udkommer ’engang til næste år’. Den er i gang med at få tørre redigeringstæsk, så den kan nå sin topform, inden den kommer på tryk. Jeg har allerede skrevet en del om projektet her på bloggen, og vil helt sikkert gøre det igen næste år op til udgivelsen, så ikke mere om det lige nu.  

Ind i mellem det skriver jeg på ”By”, min surrealistiske ”roman af noveller”, der har fået undertitlen ”Et levende mareridt” – hvilket passer meget godt til det sted, jeg befinder mig lige nu. At nærme sig titlens by må være den litterære ækvivalent til at åbne en dåse surstrømning. Der er kort sagt grund til bekymring.

I øvrigt en meget udfordrende model jeg har valgt til historien. Der er en fortløbende jeg-fortæller afbrudt af noveller i 3. person, hvis sammenhæng med hovedplotlinjen først bliver synlig hen af vejen (der er dog små hints undervejs). Jeg har skrevet på ”By” i et godt stykke tid efterhånden – var lige ved at give op på et tidspunkt – og det er først her de sidste par uger, der er sket noget. Jeg er kort sagt ved at få styr på den, og det er virkelig heldigt, jeg ikke opgav, for tegningen ser rigtig smuk ud.   

Om handlingen kan jeg kun sige lidt. Vi befinder os i en opdigtet by omgivet af ørken så langt øjet rækker. Vi møder en forfatter (fortælleren), der bor i en kælder af bly, madvarer ad libitum, der æder mennesker med hud og hår … og så lige nogle hyper voldelige engle oven i hatten. Selvfølgelig.  

Inden jeg fik ordentlig styr på ”By”, arbejdede jeg på et actionfyldt og blodigt underjordseventyr med titlen ”Porten til Hades”. Den gik jeg lidt død i bl.a. på grund af nogle plotmæssige pukler, der kræver længere tids grubliseren og en del videnskabelig research.  

Men tre projekter er da ét for lidt! Jeg har oveni alt det andet kastet mig ud i en børnebog med titlen ”Velkommen til Kadaverkøbing”, og det bliver sikkert en serie. Jeg har tit tænkt på at skrive noget børne/unge-litteratur, men under pseudonym og primært for at tjene kassen, så jeg kunne få ro til mine ”rigtige” projekter. Her har jeg dog fundet noget, jeg går til med stor entusiasme, og som jeg uden tvivl vil udgive under mit eget navn og på forlaget KAOS.

Om turen til børneland skyldes, at jeg har haft næsen dybt i dystre, avantgardistiske projekter som ”Udkantshistorier” og ”By”, ved jeg ikke – det er muligt – men man skal heller ikke glemme, at jeg skrev børnebøger i flere år. Prøvede bl.a. at afsætte en bizar billedbog, der hed ”Stor og Gul” om et enormt, gult rumvæsen, der åd lamper og sligt, til diverse forlag. Jeg tror stadig, de er i chok.

Om plottet til Kadaverkøbing nægter jeg at sige andet lige nu, end at det er horror til de unge (jeg er dog rimelig sikker på, at de 'lidt ældre' også vil kunne være med). 

Frygt-filerne 2 udkommer i 2014

Jeg har lige lagt sidste hånd på råmanuskriptet til næste bind af Frygt-filerne, og det føles som at stige op af en tyk sovs af blod og koagler til en verden, der er lys og mild … Puha da, for en omgang!

Formatet er det samme som sidst sådan cirka. Otte historier af nogenlunde samme længde og dertil kommer en lille efterskrift, jeg går og leger med. Det er første gang, jeg prøver mig frem med sådan én, men til en toer kræver det næsten et par ord om, hvad en ”frygt-fil” er, og hvilke dogmer sådan en har skullet leve op til.

Og fornemmelsen? Er den god …? Jo, rigtig god. Det er selvfølgelig svært at udtale sig endeligt, når man ikke har snittet til og pudset af endnu – det jeg sidder med p.t. er grundlæggende et halvanden hundrede A4-siders åbent kødsår! – men man har selvfølgelig en mavefornemmelse.

En del vil nok være interesserede i at vide, om det er lykkedes mig at skubbe lige så meget til grænserne for den gode/dårlige smag som sidst, eller om jeg gået ’all soft’. Jeg kan betrygge med, at jeg har chokeret mig selv mere end et par gange den forgangne måneds tid.  

Og titlerne … vil jeg afsløre nu:

 
”Gamle Fisseskæg”

”Isidore”

”Sære ting”

”Syndebukke”

”Natjogging”

”Den udødelige slim”

”Fra asken og i ilden”

”Borkmania”


 
Udgivelsesdatoen er svær at sige noget om endnu, for den skal endnu igennem en gennemskrivning, før den overhovedet går til betalæsning, men jeg håber på en tidlig dato i 2014.  

Forsiden er kun et udkast, men jeg forestiller mig noget i den stil. 
21-08-2013
Bag om ”Udkantshistorier” #4:
"Postkortbyen eller Ulkens sidste farvel"


eller ”hvordan man tryller en svag idé om til noget interessant gennem indtagelsen af alkohol”.

De to ideer til ”Udkantshistorier”, der til at starte med virkede svagest – hastigt nedfældet på post-its – var henholdsvis: ”Vandringsmanden finder en anden persons taske” og ”Gammel sømand bliver skudt ned i Dragør Havn”.

Den sidste ide var meget tæt på slet ikke at komme videre fra skitsebrættet, for selvom jeg havde lyst til at uddybe kommentarer i bogens introduktion om turisme og dens blodige efterslæb – hvis ånd kan bløde – havde jeg heller ikke lyst til at være moraliserende (der er en del af mine uudgivne præ-Mutagen-skrifter, der virker tunge i dag, selv på mig).

Ja, og så anede jeg faktisk ikke, hvad der skulle ske, efter den gamle søulk blev plaffet ned.

Nå, men jeg satte mig til tasterne alligevel, og knappede en dåseøl op. Der skulle skrives noget om smørhuls-mentalitet, turisme, egenjustits, forsvar af vore enemærker etc. etc. Historien kørte planmæssigt helt hen til det varslede skud gik af og min anden (eller var det tredje … I forget) øl. En lille bitte promille var i hvert fald begyndte at bruse i mit blod, og alkohol-trolden (se billede) skar ansigter i min hjerne. 

Trold: "Bwaaahhhrrrr ... Brains ... LIVE brains!!"


Der skete noget mærkeligt; historien ville pludselig noget helt andet. Den mistede komplet jordforbindelsen, og jeg var ikke helt klar over, hvad jeg foretog mig længere.

”Ulkens sidste farvel” var sådan en novelle, jeg lige skulle have på afstand, før jeg kunne vurdere den. Da jeg cirka en måned efter rå-manuskriptets tilblivelse vendte tilbage for at give det en god gennemskrivning, sprang lige den historie i øjnene, heldigvis på den fede måde. Det gik op for mig, at det var min favorit i hele samlingen. Der er næsten altid en historie i en novellesamling – ikke antologi – der virker som et trinbræt videre til det næste stade i ens forfattermæssige evolution, og ”Ulkens sidste farvel” er en sådan.

Det, den gjorde for mig, var, at den gav mig lov til at blæse på fornuften. Og det handlede ikke kun om bajerne; at være forfatter er en gradvis overgivelse til vanvid. Ja, så er det sagt. Da jeg startede med at skrive, var jeg ret hæmmet. Det er måske svært at forestille sig med ”Frygt-filerne” in mente, men der var en tid, hvor jeg ikke brød mig om at skrive om udpenslet sex og vold. Senere har tøjlerne mere været forankret i det videnskabsfundament, vi alle opdrages med i denne del af verden, hvor filosofi, myte og magi ikke spiller nogen rolle længere.

Jeg elsker selv forfattere, der indleder deres værker jordbundent og genkedeligt og lader sig rive med, indtil al rationale er opløst. Walisiske Arthur Machen og vor folkekære Johannes V. Jensen brillerede i denne disciplin. Det mest chokerende eksempel, jeg endnu er stødt på, er misfosteret, Carolus, i Kongens fald.     

15-08-2013
Bag om ”Udkantshistorier” #3:
”Vækkelse"


Min allerførste ide til Udkantshistorier kom meget pludseligt. På daværende tidspunkt anede jeg ikke, at jeg stod på startlinjen til at skrive en bog på fire hæsblæsende uger.

Jeg så tydeligt for mig to beskidte bønderkarle, der sad foran en gård, måske i det nordjyske. Det var efter apokalypsen, du ved, og de havde med al tydlighed gnasket sig fede på deres egen slags. Var sovset ind, gjorde ikke det fjerneste for at skjule, at de var blevet kannibaler.  I horisonten kom så en spinkel mand, som styrede målrettet mod de to. Frygtløst, som om han enten ikke forstod faren eller bare var ligeglad.
  
Han satte sig foran de to, trak en bog op af sin taske og sagde: Ved I hvad det her er?

Jeg forestillede mig en apokalyptisk verden, hvor bibliotekerne stod døde omkring i landet, hvor litteratur var blevet glemt, og denne mand var en af de sidste korsfarere. Verdens, om ikke andet sjælelige, undergang, set med henblik på kunsten mere end noget andet.

I den oprindelige version var denne mand fortælleren, vandringsmanden i Udkantshistorier, men det ændrede sig, da jeg kom til den egentlige skriveproces. Jeg havde brug for at splitte mig selv op i adskillige forfattere, der repræsenterede mere eller mindre uterlige sider af mit virke.

Korsfareren blev en af de slemme, en vis Aron Clifford, som i historien optræder som fortællerens mentor.

Clifford har hovedrollen i den galgenhumoristiske novelle ”Vækkelse”, som følger min allerførste ide til bogen om de to kannibaler og korsfareren, men optræder også senere i bogen.  

Clifford er en my inspireret af kultforfatteren ENW (jeg nøjes med ’ENW’, så han ikke kan navne-google sig frem til det så hurtigt, hihihahahhohohaha!!), men udseendemæssigt var jeg mere over i baner med den færøske kunstner, Tróndur Patursson. Jeg tør godt bruge navns benævnelse her, da Clifford i virkeligheden er bogens helt. Ikke at det nødvendigvis afspejler eller ikke afspejler mit forhold til førnævnte … %¤#&%/§!!!! AAAAAAHHH!! SCREW DIPLOMACY!!

04-08-2013
Bag om ”Udkantshistorier” #2:
”Det onde hus - af Peter Petersen”



Det ville ikke være forkert at sige, at ”Udkantshistorier” er min mest personlige bog til dato. Optakterne til de egentlige historier virker nærmest som dagbogsoptegnelser over alt det, jeg føler der er galt med verden – og med litteraturen.

I Hobro støder vores fortæller (vandringsmanden) på en gammel forfatterkollega, Peter Petersen, der har taget det vidt, siden de begge lå i gysets rugekasse. Petersen er selvsagt fortællerens yndlingsaversion, og det går hverken værre eller bedre, end at et af kometens råmanuskripter på mystisk vis ender i vandringsmandens ”Udkantshistorier”, ja, vel som et eksempel på, hvad der bl.a. fik litteraturen til at dø.  
Det er et lidt aparte greb, og jeg ved egentlig ikke, hvad der gik af mig. Under processen sad jeg og tænkte: Hvad er det jeg har gang i? Er det her overhovedet en bog længere?? Men jeg retfærdiggjorde det, fordi det på en eller anden syret måde passede ind i tematikken med det tomme og sjælløse - ukritiske! - der gør os til så nemme ofre, når damptromlen kommer buldrende.

Det er en form anonymiseret udstillelse (til refleksion), og selvfølgelig har jeg været inspireret af visse parters skrivestil – ikke kun en enkelt kan jeg hurtigt betrygge med; Petersens manus er en mutation af fan fiktionen og/eller mythosskrivningen, når den er allerværst.

Og nej, jeg skriver selvfølgelig ikke, hvilke forfattere jeg har været inspireret af. Hvis du møder mig i virkeligheden, og jeg har fået en anelse for meget at drikke, kan du jo prøve at spørge mig. Med mindre du rent faktisk er en af mine inspirationskilder, kan det jo være, jeg trækker dig hen i et hjørne og hvisker et navn i dit øre – måske ikke.  

Jeg vedbliver med at parlamente for visse objektive standarder i litteraturen og afstandstagen fra det sted ikke langt fra Lovecrafts ’nucleus of the universe’: DET METAFORISKE HELVEDE!

Lad os lige give Petersen ordet for ligesom at pointere:

”Hans kaotiske tankstrøm blev besvangret med excentriske vrangbilleder af uendelige, torterende infernoer.”

Right.

Sjov anekdote til Peter Petersens ”Det onde hus” er, at jeg næsten ikke kunne skrive ordentligt i to dage efter eksercitsen. Oven i købet havde jeg valgt det benspænd at lade historien, der kom i halen på det ’stjålne manus’, være en med et vist element af det overnaturlige. Jeg har sjældent følt mig så usikker på skrivningen. Det er ligesom, når de voksne sagde, at man ikke skulle gøre sig skeløjet, for det kunne sidde fast ... Pas på med at skrive dårligt med vilje!

26-07-2013
Bag om ”Udkantshistorier” #1:
”Fuglene”

 

Horror handler i vid grad om location, location, location. Har du fundet et uhyggeligt sted, er du halvt på vej til at have lavet en uhyggelig historie. Og er det et fysisk sted, hvor du selv har været, er det endnu bedre.

Det er måske grunden til, at jeg de sidste år har skrevet mere og mere i det nære. Man siger ellers, at forfattere skal starte med at skrive om det, de kender og så laaangsomt bevæge sig ud i den store verden. Jeg har gjort det omvendt, for da jeg startede med at skrive, foregik mine historier i USA eller et andet unavngivet sted, hvor de alle sammen hed Blake og Billy og Stan.  

Det første store spadestik, jeg tog mod at lade mine historier udspille sig i det danske, var med ”Mutagen” (2011), der lod apokalypsen udspille sig på Islands Brygge, Nørreport, Ørestad m.f. De fleste noveller i ”Frygt-filerne” foregår også i Danmark, og der er mange andre horrorforfattere, der også har draget fordel af at lade uhyggen brede sig i deres hjemstavn, f.eks. Teddy Vork, der gjorde Esbjerg usikker med ”Ex” og A. Silvestri, der slap zombier løs på Nørrebro i ”Pandaemonium”.

Til min nyeste kreation ”Udkantshistorier” er det igen Danmark det går ud over, og denne gang er jeg rykket så tæt på hjemme, at det nærmest er i min baghave.

Til en af novellerne i ”Udkantshistorier”, ”Fuglene”, kastede jeg mig over et sted, jeg ofte tager ud til om sommeren: Den lille rørskov på Kalvebod Fælled.    

Jeg har haft et par oplevelser derude, der gjorde stedet perfekt til en horrornovelle.

For et par år siden tog jeg derud (ved højlys dag), og da jeg havde parkeret min cykel, fik jeg øje på en gruppe unge fyre, sådan lidt tatoverede og ”Amager-agtige”, you know. Det ville ikke normalt genere mig, for sådan ser alle ud herude, problemet var, at de stod og lavede ingenting, så nærmest ud som om de ventede på mig. Normalt er de mennesker, man møder i fuglereservater udstyret med en kikkert, et kamera, en fuglebog, et eller andet! Men de her dudes lignede nogen, der: a) gemte sig for politiet b) ventede på nogen, de kunne smaske ned.

Det var første gang i mit liv, jeg tænkte på, hvor øde de natursteder, jeg tager til, egentlig er, og Kalvebod Fælled er endda ret befolket (dog ikke lige det hjørne). Med mit nye syn på tingene ville Kofoeds Enge, et andet favoritsted, længere ude i Kongelunden være perfekt til at dumpe lig and so on and so on.

Gutterne sagde et eller andet morsomt, men lod mig passere. Jeg fulgte den lille gangbro, der flækker igennem dammen og rørskoven og kiggede lidt på fuglene. Jeg gik herefter en runde om dammen som tog mig tilbage til udgangspunktet og min cykel.
Gangbroen ... Gyyys!! Og nedenunder: Et af de små, slimede skure, der optræder i novellen.
Gruppen stod der stadig, men der var sket et formationsskifte. De fleste af dem stod ud til den sti, jeg oprindeligt var kommet fra og så ud som om de holdt øje med noget. Den tredje, og største, stod ret lige omtrent ved min cykel med armene på ryggen. Lavede øjensynligt ingen verdens ting andet end at vente på mig.

Jeg traskede adstadigt hen ad grusstien. Overvejede lidt mine muligheder. Jeg havde en nøgle i lommen, jeg måske kunne hakke ham i øjet med, men fuck, de var fire. Jeg havde ikke en chance. Måske skulle jeg bare sluge stoltheden og vende om, hente min cykel senere?

Det var de ting, der fór igennem mit kranie der, og hvem ved, måske ville de mig intet ondt. Måske var det en polterabend, der havde mistet pusten, måske, måske …

Heldigvis skete der noget i det samme, der gjorde mit næste træk soleklart. To kvinder kom cyklende forbi ude på stien, og jeg gik hen til min cykel og låste den op i lynets hast.

Jeg trillede væk derfra, og gutterne stod bare og gloede efter mig.

F*** you, f****** gangraping motherf******. Inbred f****!! I troede der stod forfatter på menuen, men ikke I dag!

En måneds tid efter (ja, gu fa’en tog jeg tilbage!) skulle jeg atter ud til mine små fuglekigger-skure, og denne gang åndede alt fred derude. Jeg gik ind i det første af de to skjul, hvor man kan ligge og stirre på pipfugle, og jeg forskrækkede en ældre mand, der allerede var derinde armeret med en mega telelinse og masser af kikkertudstyr.

Det gik op for mig, at jeg, på overfladen kikkertløs (der lå en håndmodel i rygsækken), halvskaldet og ung måtte passe dårligt ind i omgivelserne. Rollerne var vendt, og den gamles blik udtrykte: ”Nu skal jeg rulles, nu skal jeg rulles”.

Jeg skyndte mig at sige: ”Har du set noget?”

Det er en sætning, jeg har lært fra ældre fuglekiggere, når jeg af og til er stødt på dem, og det gjorde ham mindre anspændt, kunne jeg se.

Han nævnte et par navne, og jeg fulgte op med en svær én for at identificere mig som en af "broderskabet". Stemningen var okay nu, men han gjorde dog et nummer ud af at ringe til sin ven, der befandt sig et andet sted på Fælleden.   

Hmmm … Efter det besøg vidste jeg, at der på et eller andet tidspunkt ville komme en historie ud af det, og det er der kommet med "Fuglene". Den relative isolation derude og ursuppen, der bobler under gangbroen og skurene, giver stedet en sær omskiftelighed. Min historie skulle handle om identitet, vidste jeg. Og det kom den til. Det er en af de sidste historier i ”Udkantshistorier”, og en af mine favoritter … hope you like!  

25-06-2013
UDKANTSHISTORIER - titler lækket.


Så lækkes titlerne på de mange noveller, min kommende bog "Udkants-historier" består af. Jeg skal hilse og sige, at det var lidt af et hestearbejde at få dem arrangeret i den rigtige rækkefølge, men jeg er tilfreds med rytmen i den endelige ver-sion.

Der er tale om et sammenhæn-gende landskab af historier, men det er også lidt tanken, at man kan gå tilbage til sine favoritter (jeg har mine egne) og læse dem igen. Jeg ville heller ikke tøve et øjeblik med at lade visse af dem indgå selvstændigt i en antologi. 

Mange af de titler, der blot er en stedbetegnelse, er relativt korte opbygninger til næste egentlige historie. Det afklarer måske, hvordan 27 noveller kan befinde sig i en bog på 202 sider!  

Hermed listen:


Jylland:

Hald
Gammelt blod ruster ikke
Blåvandshuk
Ræs med djævlen
Mosbjerg, Tolne og Vogn
Herremanden, del I-III
Manden i tågen
Himmerland
Vækkelse
Hobro
”Det onde hus” af Peter Petersen
Rastepladsen
Ansigter
Klosterhede Plantage
Uhyret fra Sunds

 
Sjælland og Øerne:

Frederiksværk
Udkantsdøden
Tasken
Den usynlige krig
Kongelunden
Fuglene
Dragør
Postkortbyen
Massakre!
Lolland
Digteren fra Kramnitse
Trubaduren


11-06-2013
UDKANTSHISTORIER udkommer d. 1. august 2013
 

Fra bagsiden: "En vandrings-mand bevæger sig gennem et hærget fremtidsdanmarks udkanter, hvorfra uhyggelige historier spirer.

Tag med på en rejse over stok og sten i ’det yndige land’, hvis skyggeside befolkes af litterære landevejsriddere, selvudråbte herremænd og degenererede kannibaler.

Du vil aldrig kunne se på Danmark med de samme øjne igen …"


 
JEG SKREV det første udkast til min nye bog ”Udkants-historier” på knap fire uger i januar i år. Det vil sige, at da jeg fyrede nytårsraketter af på årets sidste dag, anede jeg ikke, at historien skulle sættes i verden. Og under en måned efter stod jeg med et deformt barn (eller små 200 siders prosa).

Jeg er sjældent blevet overmandet af en så eksplosiv inspiration som i de fire uger, og i årets første måned var jeg vist, fra min families synspunkt, ’the man who wasn’t there’. Og når jeg var der, var jeg – for at blive lidt i film-metaforikken – ’In a galaxy far, far away’ …

”Udkantshistorier” er, som alle historier, resultatet af en masse ting. Fortællingens vandringsmand er løseligt inspireret af Silver John fra Manly Wade Wellmans Appalache-myter og Norne-gæst fra Johs V. Jensens ”Den lange rejse”, og ideen med et landskab af sammenhængende noveller kan være spiret fra selvsamme Jensens ”Himmerlandshistorier” (læg også mærke til titlen).

At beskæftige sig med udkantsdanmark var dog ikke helt nyt for mig. Min novelle i antologien ”Dystre Danmark 2” foregik i den fiktive jyske by, Vømstrup, hvor der var noget der gik ”bump in the night” på den lokale benlimsfabrik. Og i udgangen af 2012 skrev jeg en novelle, urelateret til ”Udkantshistorier”, der hed ”Det sidste hus i Vesthimmerland”. Dengang inspireret af et frygteligt program, jeg havde set om Låsby-Svendsen, der tjener fedt på at udleje kondemnerede husruiner til dårligt stillede familier. Den novelle bliver udgivet i antologien ”Ny dansk fantasy III” fra Kandor/Replikant.   

Jeg skal være ærlig og sige, at ”Udkantshistorier” er en udfordrende bog, kaotisk i sin skrivestil næsten. Jeg har leget vildt og brutalt med formen, og dele af historien vil på læseren, der er vant til nøje afmålt suspense og en nogenlunde lineær opbygning, nok virke nærmest som teknisk uheld. Jeg har sågar ’arbejdet med antiklimaks’. Har du nogensinde hørt noget så bizart?

For kort at eksemplificere det vilde og vovede: En af novellerne bliver fortalt fra tre forskellige synsvinkler, mere eller mindre troværdige, og en anden har jeg skrevet som en fiktiv forfatter – vor tids værste i øvrigt!    
At bogen kan være udfordrende, blev jeg kun bekræftet i, da et forlag (med nogen muskelkraft) for nyligt kontaktede mig med ret favorable betingelser. De fik lov at læse ”Udkantshistorier”, men mente til syvende og sidst ikke, at den i nuværende form ville være ren horror nok til at tale til kernepublikummet. Desuden skulle der mere action og direkte tale i … Suk, suk, de bliver aldrig klogere, vel? Selv ikke når man løb med prisen for ÅRETS HORRORUDGIVELSE (ekko, ekko, ekko …) for en bog, der med lidt ond vilje kunne kaldes voldsporno, og som intet forlag ville røre, tror de på én.  

Så det blev ikke til noget ægteskab med dem :-) 

I modsætning til mange af de store forlag, tør jeg godt udgive noget, hvor der ”skrives op” til læseren i stedet for ned. Jeg tror på, at horrorlæseren har et åbent sind, og at definitionen på horror kan (og må!) afvige fra den knivviftende psyko-morder, zombien og vampyren, også uden det bliver kriminelt. Unavngivne forlags vurdering af, at der var for få horrorscener med i ”Udkantshistorier”, er jeg stærkt uenig i, for horror er ikke kun det eksplicitte, det er også det, der kryber nede under overfladen uden nogensinde at vise sig helt.
   
Men uden tvivl, når ”Udkantshistorier” udkommer ’100 % uncut’ og med alle luner intakt … People are gonna get sooooo pissed off (some people at least!).

Jeg vil på komplet udansk vis tilføje: Hold kæft, hvor er jeg stolt af det (næsten) færdige resultat! Det er givetvis ikke en bog, alle vil kunne lide, men den føles (lidt ligesom ”Smukke Anna”) som en nærmest umulig balancegang, jeg nu sidder og ryster på hovedet af og ikke har nogen fornuftig forklaring på, hvordan blev til … Bogen er rent ud sagt det glade vanvid!

Vi ses på den anden side af ”Udkantshistorier” … Den udkommer d. 1. august.

Til debatten om nødvendigheden af redaktører
29-05-2013 

Forestil dig det her setup:

En forlagsredaktør fra et stort eller mellemstort forlag sidder ved et bord. Over for ham sidder en mørk, kutteklædt skikkelse med sine benede hænder hvilende på hver sin bunke manuskripter. Rummet oplyses kun af en enkelt pære, der hænger direkte over dem, og den Gestapo-agtige belysning understreger alvoren af situationen … Der skal lige straks tages en meget vigtig beslutning.

Den kutteklædte skikkelse forklarer nu i korte vendinger, at den ene bunke manuskripter indeholder soleklar genialitet. Der er tale om mesterværker fra ukendte forfattere, der med tiden vil blive anerkendt som de største af de største. Det eneste minus ved at vælge den bunke er, at forlagsredaktøren ikke vil tjene en krone ind til sin arbejdsplads de næste hundrede år eller lignende.

Den anden bunke manuskripter, siger skikkelsen og smiler grumt, vidende, er det værste makværk, verden længe har set, men det vil sælge som varmt brød … og forsøde alle på forlagets liv.

Hvilken en af bunkerne vælger redaktøren?    

Surrealisme!
15-05-2013 

 
Jeg har haft et møde (ikke sammenstød) med surrealismen. Jeg har læst den mystiske bog ’Maldoror’ af den lige så mystiske forfatter Comte de Lautréamont (rigtige navn: Isidore Ducasse), som man ved meget lidt om, da han i 1870 døde brat i en alder af 24.

’Maldoror’ er delt op i canto (sang) 1-6, og hver af disse består af en række vers. Det er lidt svært at gengive ”handlingen”, men overordnet set følger vi en fyr, der hedder Maldoror, som har erklæret krig mod den menneskelige race og Gud, og gør alt hvad han kan for at skade disse. Han præsenteres i visse af versene som en slags vampyr, men slår selv på, at han, trods sine mange hundrede års levetid, sin evne til at lave sig om til forskellige dyr etc., er menneskelig.

Det er en temmelig udfordrende bog, og jeg mistede også orienteringen nogle steder, især i de sidste vers, men i det store hele fik jeg en stor oplevelse ud af det. En af historierne bliver f.eks. fortalt af et hår, og i en anden er der en sexscene mellem Maldoror og en haj!

Da jeg bestilte ’Maldoror’, impulskøbte jeg også Max Ernsts ’graphic novel’, ’Une semaine de bonté’ – i øvrigt inspireret af bl.a. Maldoror (Ligesom Dali også var) og Matthew Lewis’, ’The monk’ – og disse sære kollager af mennesker med dyrehoveder har, sammen med Lautréamonts bog, skabt en ny energi i mit forfatterskab, som jeg ikke lige havde set komme.  

(blogindlægget fortsætter nedenunder det kæmpestore billede fra 'Une semaine de bonté' - hvad er det lige, der foregår der?)  
’Maldoror’ er helt klart også horror, da der er meget voldsomme scener, især i tredje canto (noget af det er så væmmeligt, at jeg ikke tør nævne det), og jeg tænker, at surrealisme-horror fortjener en revival. Surrealisme i litteratur er i det hele taget ikke særlig fremherskende, og det er synd.

Det er lidt sjovt, kigger man på nutidens mediebillede, er surrealismen mest tydelig i tegnefilm. ’Spongebob’, eller ’Svampebob’ på dansk, tager både fra surrealismen og kubismen, og bl.a. Cartoon networks ’The marvelous misadventures of Flapjack’ og sublime ’Adventure time’ (jeg har et barn på syv!) er VIRKELIG surrealistisk.     

Med disse nye ting i mit system, kan man helt klart forvente sig noget dybt mystisk fra min hånd. Forleden havde jeg siddet i kælderen og skrevet i et par timer, og min søn spurgte: ”Far, hvad skal din nye bog handle om?”

”Den skal handle om mad, der spiser mennesker,” sagde jeg.  
Adventure time, anyone??
What's up?
16-04-2013 

Lige en lille status over, hvad der foregår for tiden her på forlaget KAOS. 

Salget af 'Svovlild' er gået rigtig godt. Den har p.t. solgt 202 eksemplarer, hvilket er bedre end forrige udgivelse 'Frygt-filerne', der kun lige er rundet de 140. Det skyldes overvejende et stort Bibliotekssalg, og har nok også lidt at gøre med, at den er blevet anmeldt i Politiken og Weekendavisen - det er min første selvstændige udgivelse, der er blevet anmeldt i større aviser.  

Jeg har i øvrigt lige underskrevet en kontrakt om 'Svovlild' som lydbog, hvilket jeg vil skrive mere om, når jeg ved, hvornår den udkommer. Men det er spændende. Jeg glæder mig især til at høre, hvordan oplæseren udtaler navne som Esmeree, Dlyberth og Bedorn (det sidste har jeg faktisk selv altid været lidt splittet omkring).

På skrivefronten er jeg ved at redigere novellesamlingen 'Udkantshistorier', som jeg har skrevet lidt om på bloggen før. Den tegner til at sparke røv på alt andet, jeg har skrevet, hvis jeg selv (med al beskedenhed) skal sige det. Jeg håber, den kan udkomme til september eller oktober - det er altid et godt tidspunkt at udgive en bog.

Jeg er også så småt gået i gang med en roman, et horroreventyr om en lille pige, der farer omkring i en uhyggelig monsterverden. Arbejdstitlen (og hvem ved, måske den endelige titel) er 'Monstrenes rige'. Det bliver spændende at se, hvor projektet tager mig hen. Indtil videre er ideerne meget løse, og stilen stærkt delirisk. Jeg påtænker at spæde op med rigelige mængder øl, så skal der nok komme fut i skrivningen. 

Til sidst kan jeg nævne, at jeg har sendt noveller ind til et par antologier. Både til 'Ny dansk fantasy 3' og 'Mørk erotica' (tak spids!) - begge udskrevet af forlaget Kandor. Så er det bare om at krydse fingre. 

Skal man give folk, hvad de vil have?
21-03-2013 

Jeg kan godt lide at diskutere, så det gør jeg tit. Både i ”virkeligheden”, men også på webfora, og især når emnet falder på min kæphest, horror! Jeg mener, at jo mere vi kan diskutere, des bedre.

I går kastede jeg mig ud i en diskussion (eller diskussion er måske så meget sagt; udveksling af holdninger, er nok mere passende), hvor jeg argumenterede for en fri, kunstnerisk tilgang til det at skrive og ikke den kommercialistiske stil, hvor produktet skræddersys til et særligt bugnende segment – for hvad fanden godt kan der i virkeligheden komme ud af det?

Lad mig lige hurtigt besvare det spørgsmål selv: PENGE, selvfølgelig! $$$$$$$$$

Man må altså gøre op med sig selv, om man vil måle sin succes på cool cash, eller om man vil lave et værk, der kan stå tidens tand og ikke rammer alle læsere, men i stedet de rigtige læsere til lige dét værk.

Sagt på en lidt anden måde: Vil du skrive noget, der er godt, eller noget, der storsælger inden for den første korte periode og så er glemt igen meget hurtigt?

Hvis jeg skal skrue bissen lidt på, så er der næppe mange, der vil huske halvdelen af alle de skabelonprægede krimier, der udgives i disse år, ej heller overfloden af paranormal romance-bræk. Tomme kalorier, men ingen fibre! Og folkene bag må da også mere betegnes som gode købmænd end forfattere.

Det er, indrømmet, en smule firkantet stillet op, for selvfølgelig er det muligt at skrive noget, der både er godt og storsælgende, MEN hvis tilgangen (i den kreative proces) er at kreere en sællert, vil værket næppe rumme de store litterære kvaliteter.  Omvendt kan et snævert, og for forfatteren dybt personligt, værk også med tiden få sig en anseelig fanbase – det kræver bare lidt mere tid.    

MEN, MEN til denne blogs overskrift ”Skal man give folk, hvad de vil have?” må mit svar dog stadig være: JA, for fanden!

Selvfølgelig skal man give folk, hvad de vil have – men de ved jo ikke, hvad det er, før de bliver præsenteret for det! Og her kommer både forlagenes, boghandlernes og ikke mindst forfatternes ansvar på banen. De to førstnævnte aktører har i mange år virket som stopklods for at ny og anderledes litteratur kunne se dagens lys, og der er derfor sket en tilpasning fra forfatternes side: Man skriver simpelthen mere kommercielt for at kunne blive udgivet; den kapitalistisk motiverede kassetænkning er sivet ind i unge forfatteres hjerne som en syre, og har perverteret (oh my!) den frie, kreative proces.

Mit råd må være at glemme markedsandele og kapital, når du skriver. Skriv, fordi du ikke kan lade være. Skriv, fordi du elsker det.   

Alt andet er noget fucking bullshit. 

17-03-2013
Frygt-filerne vinder prisen for årets horrorudgivelse 2012!

På krimimessen i Horsens i går uddelte Dansk Horror Selskab prisen for årets horrorudgivelse 2012, og den gik til min novellesamling, Frygt-filerne! Jeg var i forvejen godt tilfreds med at være nomineret blandt de fem bedste horrorudgivelser i 2012, men at vinde prisen er jo sublimt. 

Juryens begrundelse for kåringen lyder således:

"Jonas Wilmann har med Frygt-filerne skabt en fandens klam og ubehagelig oplevelse. Novellesamlingen veksler skånselsløst og respektløst mellem klassiske gotiske rammer og fandenivoldsk og hypermoderne temaer. Her er der ingen smalle steder og læseren rammes gang på gang af væmmelse, lede og ja – befriende humor. Wilmann formår at parre absurd og surrealistisk humor med fysisk kvalme og støt stigende ubehag og demonstrerer et overlegent, næsten arrogant mod. Dansk horror bliver med Frygt-filerne fornyet og revitaliseret, samlingen er endda exceptionelt velredigeret. Wilmann går ganske enkelt uhæmmet til bidet: det er ikke god smag, men det er uanstændig god stil."

Meget præcist formuleret, synes jeg, og sjovt at se, hvordan ord som 'klam', 'ubehagelig', 'respektløst' og 'arrogant' kan have en positiv betydning. 

Jeg fik holdt en kort, improviseret takketale, hvor jeg pointerede det positive i, at prisen nu for andet år i træk (og prisen er kun 2 år gammel) gik til en selvudgivelse, som for nogen stadig er et fy-fy-ord. En sådan kåring kan forhåbentlig medvirke til at muge lidt ud i alle de håbløse fordomme, der er om forfattere, der udgiver selv.

Jeg er selvfølgelig enormt glad for at have vundet prisen (en meget smuk ting kreeret af Patrick Leis. Se billedet nedenunder), som har fået en fin placering herhjemme.

Når man har skrevet i næsten seksten år og også har oplevet x antal afslag, receptioner hvor der mødte nul mennesker op, bøvlede lektørsager og disputter med "litterater" der prøvede at aflive horrorgenren, så er det fedt, at tingene kan lykkes.   

Juryen i år var: Rikke Schubart, Jette Holst, Janus Andersen, Søren Staal Balslev og Steffen Larsen. 

Her er den så. Ganske smuk ting.
Sådan ser den ud!
Demon twins? Sammen med formand for Dansk Horror Selskab, Jacob Hedegaard Pedersen. Vi skulle vist have snakket lidt om tøjvalg og frisure inden fremmøde :)
13-03-2013
Horror på Krimimessen!

Så er det nu på lørdag d. 16., at prisen for årets horrorudgivelse 2012 uddeles i det gamle Horsens Statsfængsel. "Frygt-filerne" er blandt de nominerede. De fire øvrige nominerede titler er: Teddy Vork: "EX", Anne-Marie Vedsøe Olesen: "Glasborgen", Patrick Leis: "Sort vand" og Christian Reslow: "Kimæren".

Prisuddelingen kommer til at foregå i 'Snedkeriet' klokken 13.00, og de øvrige horror-relaterede indslag er at finde i 'Arresten' fra Klokken 13.50, hvor der vil være paneldebat og interviews med en masse spændende horror-mennesker.

Programmet for "gysereftermiddagen" findes her:
http://krimimessen.dk/program/arresten

Vi ses! 

11-03-2013
Abracadabra



I en diskussion på facebook forleden faldt der en kommentar om, at det at skrive ('skrive' oversættes vist her nemt til 'kunst', punktum)ikke var et kald, men bare et håndværk som ethvert andet.

Som en følge deraf skrev forfatteren Amdi Silvestri dette
indlæg, rigtigt spændende, og jeg vil også gerne selv uddybe lidt – for jeg er ikke enig i, at kunstformer er synonyme med håndværk. Der er en grad af håndværk i dem, men det er slet ikke det bærende led.   

Når for eksempel en anlægsgartner skal lægge en flisegang, er målet perfektion, dvs. fliserne skal ligge fuldstændig plant og med ens mellemrum. Opnås dette, er opgaven løst perfekt, og det kan ikke gøres bedre. Stort set alle håndværk bygger på mesterlære og ideen om, at man ved at øve sig om og om på nogle arbejdsgange, kan udføre arbejdet perfekt eller i hvert fald tæt på perfekt.     

Al ære og respekt til dygtige håndværkere, men den måde kan du ikke arbejde på som forfatter. Her er det perfekte lettere uinteressant. Du kan have al teorien på plads, og udføre en tekst efter den mest stringente skabelon, og dét, du vil sidde tilbage med, er et koldt, sjælløst produkt.  

Man er sgu nok på lidt tynd is, når man begynder at citere folk som Aleister Crowley, men her et par tanker fra den okkulte liderbuk om magi og inspiration:

”Magiens success afhænger af udøverens evne til at vække den kreative genius, der er en uundgåelig arv i ethvert menneske. Kun få er i virkeligheden i stand til at omdanne denne efter deres bevidsthed eller endda, i 99 tilfælde ud af 100, overhovedet opdage den … Med andre ord er magien i denne forstand en kunstart, snarere end en videnskab.” 

Den inspiration, der driver kunsten, har ikke meget med håndværk, end videnskab at gøre, og jeg ved ikke, om den kan tillæres. Håndværksdelen kommer ind i billedet senere, selvfølgelig, når man skal dechifrere og bearbejde det, der er blevet til i ’den kreative rus’. 

Vender jeg blikket mod mit eget virke som forfatter, må jeg hente min bevisførelse (for at skriveriet ikke er et håndværk som ethvert andet)i netop de perioder, hvor jeg ikke skriver:

Lige for tiden skriver jeg intet skønlitterært, og jeg prøver heller ikke på det. Jeg er i en periode, hvor jeg suger til mig; er gået i krig med gotiske klassikkere, er dykket ned i Politikens okkulte leksikon (fundet på et biblioteksudsalg forleden; derfor Crowley-citatet!), har set lidt BBC’s Rise and fall of the roman empire og læst videre på nettet om Roms fald til goterne i 410 A.D. 

Alt dette er nok ikke forgæves, og noget af det vil sikkert dukke op i en historie på et tidspunkt, der er bare ikke noget i mig nu, der kommunikerer historiefortælling – så jeg venter på, at historien kommer til mig. Den dag hvor jeg har indtrykket mig nok, og det indre behov for at udtrykke mig kommer, resulterer det ofte i en slags eksplosion. Jeg kan aldrig spå om, hvornår den kommer, ud over at det er, når jeg ikke presser på: Når jeg cykler, går en tur i skoven eller står og smelter i et langt varmt bad; kort sagt når jeg er afslappet og lykkelig, og mit hoved er et blankt lærred klar til at fylde ud.

Mozart himself har sagt lidt om det emne:

"When I am, as it were, completely myself, entirely alone, and of good cheer - say traveling in a carriage, or walking after a good meal, or during the night when I cannot sleep; it is on such occasions that my ideas flow best and most abundantly. Whence and how they come, I know not; nor can I force them. Those ideas that please me I retain in memory, and am accustomed, as I have been told, to hum them to myself."

Men hvor kommer inspirationen fra? Nietzsche berører det i følgende citat:

 
"Can anyone at the end of this nineteenth century possibly
have any distinct notion of what poets of a more vigorous
period meant by inspiration? If not, I should like to describe
it. Provided one has the slightest remnant of superstition left,
one can hardly reject completely the idea that one is the
mere incarnation, or mouthpiece, or medium of some almighty
power. The notion of revelation describes the condition quite
simply; by which I mean that something profoundly convulsive
and disturbing suddenly becomes visible and audible with
indescribable definiteness and exactness. One hears - one does
not seek; one takes - one does not ask who gives: a thought 
flashes out like lightning, inevitably without hesitation - I have
never had any choice about it.”

Nu er det ikke fordi, jeg har noget voldsomt forhold til hverken Mozart eller Nietzsche (sidstnævntes navn har jeg faktisk svært ved at stave til, uden at slå det op) eller prøver at føre mig frem mig som en kulturelitær snob, men jeg kan klart relatere til deres måde at beskrive den kreative proces på.

Når stormvejret først kommer, er jeg ekstatisk og tåger rundt med et sløret blik og ottehundrede små sedler i lommerne, om min kone siger: 'Hører du efter?' Og jeg svarer: ’Hvornår?’ eller ’Hvem, hvor?’, og så gider hun ikke tale mere med mig den dag.

Der kan gå lang tid mellem eksplosionerne, og jeg er fra tid til anden nået at blive bekymret for, om det mon nogensinde kom igen. MEN, hvis jeg bare sætter mig ned og begynder at skrive, bliver det simpelthen ikke godt; det bliver koldt, rationelt, autoritativt styret af de øvre (kedelige) hjernelag; de samme, der er ansvarlige for at smøre madpakker og støvsuge – og de hjernecentre har bare INTET at gøre i mit kreative arbejde!  

Så ja, min arbejdsproces er irrationel (til at starte med), og jeg venter på 'kaldet' (som selvfølgelig bare er de dybere, underbevidste lag af mig selv; hjernens blender, der spytter det hele ud igen i en ny form), derefter kommer håndværksdelen ind. 


14-02-2013
Hamlyns: The Best Ghost Stories

 

Sidste år bestilte jeg The best ghost stories of Algernon Blackwood på Amazon. Uk (en paperback på 366 sider). Jeg havde været Lovecraft igennem og læst en stor del af E. A. Poe, M.R. James og Sheridan Le Fanu, og mente at Blackwood var næste stop.

Da posten kom med min pakke en uges tid efter, undrede jeg mig over dens volumen. Normalt stopper posten paperbacks ind i postkassen, men i herværende tilfælde blev der ringet på døren, og postmanden afleverede en mursten af en pakke til mig.

Jeg åbnede den og kiggede undrende på et enormt kompendium med titlen The best Ghost Stories (forlaget Hamlyn), og skuffelsen over ikke at have modtaget den rigtige bog var kortvarig, for her var en samling af alt det bedste inden for spøgelseshistorier.

Blackwood var repræsenteret med fire noveller, og ud over det blev der budt på forfattere som Arthur Machen, Edward Bulwer-Lytton, W.W. Jacobs, Guy de Maupassant og også Poe, James, Le fanu og Lovecraft.

Jeg har læst store dele af bogen nu, og for ikke så længe siden sagde jeg i min kones påhør, at den var noget af det bedste, der var sket i mit liv. Det medførte et løftet øjenbryn, som måske eller måske ikke var relateret til mærkedage som vores søns fødsel eller deslige, men nu havde jeg jo også kun sagt ’noget af det bedste’.

Grunden til, at jeg er så glad for min store spøgelsesbog, er, at den repræsenterer en nøgle til en hel genre.  Jeg havde læst en del af forfatterne i den i forvejen, men der var også mange, jeg ikke havde været omkring og nu har udset mig selvstændige udgivelser af. Og så var der den mystiske måde, jeg rekvirerede bogen på, der ligesom gjorde det hele endnu bedre; det var, som om bogen valgte mig og ikke omvendt.   

Tillad mig at gennemgå nogle af højdepunkterne fra denne fremragende bog.

En forfatter, jeg ikke kendte til i forvejen, er Edward Bulwer-Lytton, der kun er repræsenteret med én novelle, nemlig The house and the brain.  En helt igennem suveræn historie om et hjemsøgt hus i London, som vores fortæller forsøger at afmystificere med videnskabens briller. Fortælleren tror ikke på det overnaturlige, men anser simpelthen manifestationen af et spøgelse som noget, naturvidenskaben endnu ikke har afkodet – en frisk tilgang til spøgelseshistorien, og en fortæller, der har så meget is i maven, at man ikke kan lade være med at sidde og blive fan af ham.

Bogen indeholder tre noveller af Edgar Allan Poe: The masque of the red death, The facts in the case of M. Valdemar (rædselsfuldt filmatiseret af Romero) og Ligeia. Sidsnævnte min favorit af de tre. Jeg er nu lidt mere til Poe, når det handler om chimpanser (eller brændende idioter i chimpansedragter), rotter og fangekældre, men da det jo er en spøgelses-antologi, ligger begrænsningen deri.

Sheridan Le Fanu medvirker med den fantastiske vampyrhistorie Carmilla, der inspirerede Bram Stoker til Dracula. Carmilla er en genistreg, men jeg savner lidt Green tea i denne samling, som har, ikke ødelagt, men krydret mit forhold til både aber og grøn te – læs den!

Et nyt bekendtskab var Guy de Maupassant, som imponerede mig med The Horla, omhandlende mødet med et helt enormt ondskabsfuldt spøgelse. Ham må jeg læse mere af.

M.R. James, hvis korte og kompakte spøgelseshistorier, jeg har en seriøs svaghed for, er repræsenteret med hele fire noveller: Count Magnus, An episode in cathedral history, The diary og Mr Poynter ogCasting the runes. Count Magnus ogCasting the runes er suveræne, men det er svært at forstå, hvad de to andre historier laver i samlingen. Det er helt klart ’lesser James’ (Mr Poynter handler om et hjemsøgt gardindesign!), og de kunne nemt være skiftet ud med Canon Alberics scrapbook og The treasure of Abbot Thomas. Sidstnævnte nok en af de bedste gotiske noveller nogensinde; klimakset er så myrekrybende klamt, at det næsten er ubeskriveligt.  

Arthur Machen medvirker med The great god Pan (suveræn historie), The novel of the white powder og The novel of the black seal. Ud over the great god Pan, må jeg især fremhæve The novel of the white powder, der excellerer i en art horror, der kryber lige under overfladen. Der er nogle af de greb, Machen anvender; hvordan viden holdes væk fra læseren indtil det helt rigtige øjeblik(som også er et af James’ værktøjer), man ikke kan andet end kaste sig i støvet for. Samtidig er Machens ophævelse af grænserne mellem naturvidenskaben og det overnaturlige dybt fascinerende; der er ikke en væg imellem de to, snarere er videnskaben en adgangsbillet til myten, som i The great god Pan, hvor der skal et kirurgisk indgreb i hjernen til for at møde den store gud, eller i The novel of the white powder, hvor fortællerens bror får lægeordineret et hvidt pulver, der ændrer ham til noget dæmonisk.  Jeg har for nyligt bestilt The three imposters, hvor begge de to The novel of-noveller stammer fra.

Den sidste, jeg må omkring, er naturligvis Algernon blackwood, for det var jo hans skyld det hele, så at sige. Han er repræsenteret med fire noveller, hvor den klart mest blændende er The willows. Det var H.P. Lovecrafts yndlingsnovelle, har jeg læst mig til, og det er ikke underligt. Den er afsindigt uhyggelig, og Blackwoods mystiske og ikke-voldelige stil, hvor det er naturen og underliggende kræfter i den, der repræsenterer det truende, kryber virkelig under huden, især i The willows. Jeg har så ikke læst så meget af Blackwood endnu, så jeg har sikkert andre mesterværker til gode.

Gab, nu gider jeg ikke skrive mere, men fed bog ... som jeg rent faktisk ikke har kunnet finde ved at søge på Amazon, mystisk, mystisk ...  
 

27-01-2013
Åh, den kannibalisme

 

Det er sjovt at prøve at beskrive et forfatterskab med et enkelt ord. Ofte er der en gennem-løbende stil i en forfatters værker, også selvom miljø og genre kan være helt forskellige fra bog til bog. Der kan være et særligt lune i skrivestilen, et underliggende, tilbagevendende tema, eller måske endda et religiøst eller filosofisk fundament, der ulmer under overfladen. 
 
Mine bud på et enkelt ord eller begreb, der beskriver nogle forfattere kunne være som følger: E. A. Poe – ’dekadens’, H.P. Lovecraft – ’fremmedgørelse’ (eller’fremmedgjort’), Johannes V. Jensen – ’galskab!’, Thomas Ligotti – ’nihilisme’, George Orwell – ’indignation’ (gennem tjæretyk humor) osv. osv.  

Ovenstående er selvfølgelig bare mine bud, og andre vil måske sætte andre ord på.

Jeg har prøvet at udsætte mit eget forfattervirke for testen, og det ord, jeg kom op med, var:

Kannibalisme. 

Når jeg før har prøvet at tænke på, hvad der beskriver mit forfatterskab, har jeg ofte tænkt: samfundskritik, sort (morbid) humor, ultravold, afvigende sex … men jeg har overset at ’kannibalisme’, ikke kun i bogstavelig forstand, men også som begreb, dækker over ganske mange af førnævnte. 

I mit debutværk ”The end” har vi den bogstavelige kannibalisme, hvor menneskeædende mutanter har indtaget en hel bydel, og går man et trin op dikterer en ny ekstremlogik rovdrift på de svage. I ”Mutagen” er vi ude i samme polemik med sultne mutanter, men der er statsapparatet også blevet ideologiske kannibaler, der æder de små.

I ”Smukke Anna” er der ikke nogen, der æder hinanden i fysisk forstand, men der dvæles ved underverdenens hierarki, hvor den store fisk æder den lille. Der er sågar et kapitel, der hedder ’Lidt om fødekæden’. Og selv den ondeste, magtfulde gangster møder sin overmand, der æder ham op. 

”Frygt-filerne” kredser om kannibalisme. I ”Fra Goya” præsenteres den råt for usødet, hvor en mand æder sin familie, men i mange af de andre historier, f.eks. ”Familieliv” og ”Monstre” er det en anden kannibalistisk rovdrift, mennesker fører på hinanden.

”Svovlild”, min helt nye bog, handler om drager, der, ja, æder hinanden, så her er kannibalismen også i højsædet.  

Jeg skrev også en masse noveller sidste år, og heriblandt er en, der hedder ”Kannibal”. Den handler ikke om bogstavelig kannibalisme, som man kunne tro, men om den måde, vi behandler hinanden, hvor de store æder de små. Væmmeligt, væmmeligt.

Og jo, så arbejder jeg i øvrigt på en kortroman (eller novellecycklus i rammefortælling, om man vil), der præsenterer min hidtil mest grundige analyse af kannibalismen. Gad vide, om den når at udkomme i år.

Skal man lede efter en årsag til min ”kannibalfetich”, er den vist funderet i en generel manglende tiltro til mennesker, og en indignation over alt det pis, vi udsætter hinanden for, slemme, fy-fy.     
 
Næste naturlige skridt i mit forfatterskab må være at prøve at æde et menneske. 
 

18-12-2012
Året der gik 2012

Traditionen tro skriver jeg en beretning om skriveåret der gik, og 2012 har virkelig været et tætpakket år - det føles mere som et helt livs erfaringer, når jeg kigger bagud.

Men lad os lige tage det fra en ende af.

I januar var forlaget KAOS ikke mere end en måned gammelt, og min første udgivelse, Smukke Anna, der udkom 15. december, begyndte først at sælge, da julekaosset havde lagt sig lidt.
I februar tikkede lektørudtalelsen på romanen ind, og der var jeg nær ved at få et slagtilfælde. Ikke nok med at der stod, at mit hypervoldelige og avantgardistiske manifest var usammenhængende og havde dårligt sprog, så anbefalede lektøren den til ’yngre læsere af horror og gys’.

Jeg klagede over lektørudtalelsen og fik medhold. Hurra! En ny lektør blev sat på, og bogen fik en virkelig positiv genbedømmelse. Skaden var dog sket, for en genbedømmelse bliver ikke lagt ind sammen med de nye lektørudtalelser, som bibliotekerne modtager, men – hvis jeg har forstået det ret – sendes som et link i en mail, der vist kun sjældent klikkes på. Smukke Anna blev slagtet, og findes i dag kun på 21 biblioteker. Faktisk lidt sjovt, når der nu er tale om en martyrhistorie.  

Bogen fik ellers rigtig flotte anmeldelser rundt omkring på nettet, men med det svigtende bibliotekssalg og de generelle problemer med at få folk til at købe bøger, ahem, strandede salgstallet på 91 solgte eksemplarer ... Hvilket jeg egentlig var fint tilfreds med for min første udgivelse på forlaget. Mit tidligere forsøg med selvudgivelse (The end) resulterede i 16 solgte, men det snakker vi ikke om, du!

Min næste udgivelse, Frygt-filerne, udkom allerede d. 7. maj, og jeg fatter egentlig ikke helt, hvordan jeg kunne nå det. Men denne gang gik det hele som smurt. Lektørudtalelsen var flot fra starten af, anmeldelserne gode, og det samlede salgstal (indtil videre) røg op på 130 solgte eksemplarer. Det er jo ikke noget, man bliver fed af, men fremgang er altid værd at hæfte sig ved.

På skrivefronten fiflede jeg hen over sommeren med en masse noveller, der gransker den danske folkesjæl, og de var egentlig sat til udgivelse i starten af 2013. Planerne ændrede sig dog lidt, da jeg kom i tanke om mit ældre dragemanuskript, Svovlild, som jeg pludselig fik en voldsom lyst til at udgive. Jeg har brugt efteråret på at omskrive og redigere, og bogen udkommer i februar. Nærmere dato følger snart.

Det lidt interessante ved Svovlild er, at den nok har potentiale til at nå bredere ud end mine andre bøger, fordi den sagtens kan læses af unge. Den er skrevet til voksne, og er en dyster analogi over krigens væsen, hvordan konflikter opstår, og hvad krig gør ved os, men i og med at det er drager og ikke mennesker, der æder og flår, fremstår volden simpelthen mere distanceret.  

Danmark-novellerne skal også nok blive udgivet, men hvornår det bliver, aner jeg ikke. Bunken af noveller vokser hele tiden, og jeg er p.t. oppe på omkring femten stykker. Der er dog stor sandsynlighed for, at jeg piller en hel masse af dem fra for at nå den optimale homogenitet i samlingen.

Ud over det, fik jeg i 2012 antaget en novelle til Kandors antologi, Vampyr, der udkommer en gang i starten af 2013. Jeg glæder mig meget til den antologi, der er masser af gode navne i den, og min novelle, Sorgens museum, er MEGET anderledes end novellerne i Frygt-filerne; den har en mere let og poetisk stemning.  

Og jeg skal i øvrigt huske at sige, at Frygt-filerne snart udkommer som e-bog, hvor det også vil være muligt at downloade de enkelte noveller … Meget mere om det snart!

Og, og, og, i 2013 vil jeg atter krybe ud af min slimede kælder, og op til flere gange. Bl.a. til et foredrag på Randers Bibliotek i april om hvor bogideerne kommer fra, og i et panel på Krimimessen (altså på horrorscenen) i Horsens Statsfængsel – det er i marts. Det er en af bivirkningerne ved, at ens navn stille og roligt bliver slået fast: Der er en forventning om, at man skal materialisere sig af og til, men gisp og gru, jeg er jo et kældervæsen! 

Hvis jeg skal ævle mere, skal det være om, at jeg i 2012 har læst mere end nogensinde før. Omkring 35 bøger er blevet konsumeret i år, og det er meget for mig; mindst en fordobling i forhold til foregående år.

Jeg erhvervede mig på mystisk vis en kæmpe bog med spøgelseshistorier (’mystisk vis’ vil sige, at Amazon sendte den til mig, selvom jeg havde bestilt en anden), hvilket har givet mig fantastiske læseoplevelser med Arthur Machen, Algernon Blackwood, Guy de Maupassant etc. Fedt med en totalrundtur i spøgelseshistoriens univers.

Jeg fik også læst en bunke af Johannes V. Jensens værker, hvilket har udviklet sig til en decideret litterær besættelse, som har sat dybe spor i mine egne skriverier.

I ”populærafdelingen” blev jeg blæst væk af Emma Donoghues, Rum, og den danske bestseller, Hundehoved.

Jeg agerede også prøveklud og læste en moppedreng af vores alle sammens Jussi, hvilket ikke spændte så godt af. Jeg har skrevet en anmeldelse længere nede i bloghistorikken. Jeg bliver aldrig en krimi-mand. 

Mødet med Thomas Ligottis litteratur har fået puffet til nogle forskellige filosofier, jeg havde gået og leget med – vi er sært enige om mange ting.

Og så har jeg, her på falderebet, på to dage, slugt Teddy Vorks roman, EX, en moderne spøgelseshistorie, som er aldeles fremragende!

Glædelig jul og godt nytår! 2013 bliver dragens år!!     
       
27-11-2012
Svovlild, en bog, der har været mange år undervejs


Jeg skrev de første 40-50 sider af min kommende roman "Svovlild" helt tilbage i januar 2008 (for næsten fem år siden, til dem, der ikke er så stærke i hovedregning). Det er ret lang tid at gå og ruge med en historie. 2008 var tiden, inden jeg havde udgivet nogle selvstændige udgivelser, og endda før jeg havde fået antaget en eneste novelle til en antologi.

Det var – så vidt jeg husker – to ting, der ansporede mig til at begynde på romanen. Det ene var et gammelt ønske om at skrive en bog om drager, hvor de var almægtige og ikke bare gamle øg, der lå nede i en grotte i lænker. For hvis der (i en opdigtet verden) fandtes dinosaurstore væsener med intellekter (og temperamenter!) lig menneskers og eventuelle magiske evner, hvorfor skulle disse væsener så ikke have indtaget verden, endsige udslettet det meste andet liv? Jeg følte, at jeg havde en ny blodig vinkling på dragen, men ... jeg havde aldrig regnet med, at det skulle være Muhammedkrisen, der skulle få mig i gang med mit store drageværk. 

I februar 2006 kom jeg hjem fra Hvidovre Hospital med et styks baby, og alt imens kunne man se i medierne, hvordan verdenen brændte på grund af nogle karikaturtegninger. Der var en mærkelig kontrast mellem den stille babytilværelse og alt det groteske, man så, når man skruede op for nyhederne. Både det og de efterfølgende diplomatiske fejlskud satte sine mærker i mig, og det var dét, der fik mig i gang med Svovlild.    

Det var ikke muligt at lave en historie eksklusivt med drager, hvis de var umælende dyr, så de skulle være menneskelige - og netop ved at gøre deres træk så genkendelige, og sporadisk bryde dem ned i glimt af dyrisk vold, fik jeg en glimrende måde at konkretisere vort eget indre bæst. Samtidig bestemte jeg mig for,  at historien skulle være en slags analyse af krigens eller konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår – og jeg havde masser af inspiration i den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammedkrisen.


Jeg så dokumentarer om krige; om hvordan Genghis Khan kogte sine krigsfanger i olie og pyntede sig med deres lemmer, og Dracula, der spiddede folk igen og igen - og meget af det fandt i en eller anden form ind i historien.        

Af en eller anden årsag tabte jeg tråden tilbage i 2008, og først i 2010 fandt jeg dragerne frem igen. I denne ombæring fik jeg skrevet råmanuskriptet færdigt. Jeg sendte det til ét forlag, der vist godt kunne se muligheder i det, men ikke antog det. 

Endnu engang glemte jeg Svovlild, denne gang fordi jeg fik antaget manuskriptet "Mutagen" på forlaget Valeta, og derefter skrev to bøger i rap "Smukke Anna" og "Frygt-filerne". 

Tidligere på året fandt jeg den så frem igen, igen og gav den en solid polish.

Slutresultatet er et storladent drageepos, en meget klassisk fortælling, der ikke lugter særligt meget af mig. Jo, det er apokalyptisk, der er blod, og der er ondskab, men der er også svulmende patos og store klassiske temaer som hævn, tab og tilgivelse; elementer, der er rimelig fremmede for mig, og det er lidt sjovt, at Svovlild bliver efterfølgeren til den kolde og nøgterne Frygt-filerne – de to er som nat og dag. 

Fem år har det i hvert fald taget, fra jeg skrev åbningslinien: ”Der var engang et paradis …” til den snarlige udgivelse. Jeg føler selv, at historien er blevet fuldt forløst og håber, læserne også vil kunne mærke den ekstra marinering, denne historie har fået. 

Tilbage er kun at sige, at "Svovlild" udkommer i februar 2013. Bered dig på blod og drageild, sværmende insektplager og kæmpesnegle, rædselsvækkende nekromantik og meget, meget mere. 



Her på forlaget er vi skizofrene og sådan noget HAhahahihahahaa....
30-09-2012
 
Jeg har barslet med novellesamlingen ”Danmark”, der var sat til cirka februar 2013. Glem alt om det! Jeg har fået drager på hjernen, og vil nu udgive min fantasyroman ”Svovlild” til den deadline. ”Danmark” udkommer selvfølgelig stadig, men nok først til efteråret. Jeg har fundet, at der er en bedre synergi i udgivelsesprogrammet med lidt variation, den skarpsindige vil jo bemærke, at jeg næsten lige har udgivet en novellesamling.    

Så i februar kommer traktementet til at bestå af 300 siders drageguf med blod, der sprøjter ud over det hele, og ild, der fosser fra de ådselsstinkende gab!!! Håber det lyder nogenlunde spiseligt.
Og det er den endelige beslutning ... Mere om "Svovlild" senere. 

Ud over denne nyhed, kan jeg berette, at forlaget Kandors vampyrkonkurrence er afgjort. Vinderen blev Martin Schiønning (jeg staver konsekvent det navn forkert. Var det her mon rigtigt?), en forfatter, jeg har læst en håndfuld noveller af, og som jeg ”digger” ret meget. Han tænker meget uden for boksen, og virker for mig som et friskt pust på den danske horrorgenre. Andenpladsen gik til the one and only Teddy Vork og tredjepladsen til Sir Christian Reslow.

Jeg kom også selv med i antologien med bidraget ”Sorgens museum”, som jeg insisterer på at kalde ’Paranormal romance’.  Mine komplimenter til Kandor for at udvælge mit bidrag, der måske ikke ligefrem bryder konkurrenceoplægget, men spænder dem til bristepunktet. "Vampyr" skulle udkomme senere på året. 

Det var alt for nu, stay sharp!

Svovlild og armskader
18-09-2012

De sidste par uger har ikke budt på meget af forfattergerningens velsignelse, for jeg har fået noget, der hedder ’karpaltunnelsyndrom’ i min højre arm. Det betyder, at min højre hånd er følelsesløs, snurrende og nede på omkring en tiendedel af sin normale styrke, og det harmonerer ikke særlig godt med at sidde og hakke i tastaturet i timevis.

Jeg har til gengæld tænkt en del over udgivelsesprogram og kigget på ældre tekster. I 2010 havde jeg jo, som tidligere nævnt på bloggen, et helt afsindig godt skriveår, hvor jeg fik produceret omkring 700 A4 sider. Jeg skrev både ”Mutagen” og ”Smukke Anna” i sommeren/efteråret, men spoles tiden tilbage til de første kolde vintermåneder, begik jeg der en roman, der hedder ”Svovlild”, der handler om glubske drager i en post-apokalyptisk setting.  

Jeg havde egentlig glemt ”Svovlild” lidt, først på grund af arbejdet med ”Mutagen”, dernæst fordi ”Smukke Anna” kom ud af det blå og pressede på for en udgivelse, og novellerne ville heller ikke vente. Men nu har jeg så fundet ”Svovlild” frem og er begyndt at kigge nærmere på den, og det ser sgu ikke helt tosset ud - og ydermere er den længer end mine tidligere romaner, omkring 300 sider i bogformat.

Svovlild byder på drager, postapokalypse, magi, horror, udøde monstre og meget andet, og så er den virkelig ond og blodig; man kan ligesom bare tillade sig mere, når det er drager og ikke mennesker! Desuden er den inspireret af den oprindelige Muhammedkrise, og illustrerer hvordan en stridighed optrappes, når folk (eller drager) ikke vil lytte til hinanden.  

Jeg HÅBER, at ”Svovlild” kan nå at udkomme i 2013 efter udgivelsen af novellesamlingen ”Danmark”, jeg har skrevet en del om … Nu må vi se. 

Antiquarian gore!
05-09-2012

Forleden satte jeg mig ned foran et blankt Word-ark og sagde: "Nå, nu tror jeg lige, jeg vil lave en ny genre" ... Og så gjorde jeg det!

Nej, pjat. Sådan foregik det ikke helt. Dog blev udfaldet af en novelle inspireret af Ole Worms museum for sære ting (kan ses på geologisk museum) et sært genremix, der krydser den klassiske spøgelseshistorie ala M.R. James med en del mere splat. Da James' stil kaldes ' the antiquarian ghost story', tillader jeg mig at kalde novellen "Sære ting" for 'antiquarian gore' og håber at jeg kan skrive mere i denne mystiske hybridgenre.

Den nye novellesamling, der tidligere var sat til at hedde "Rustkammeret" er i øvrigt færdig, i hvert fald som råmanuskript. 10 noveller er det blevet til, og titlen er nu "Danmark" slet og ret. Titelændringen skyldes, at de fleste af novellerne handler om dansk mentalitet, herunder naboskab og familiestrukturer, og så er der rammehistorien "Rustkammeret", som virkelig sætter danskheden under lup.   

Novellelisten er som følger (og rækkefølgen skulle også holde):

Rustkammeret
Gamle Fisseskæg
Electrobug
Kannibal
Agtsom uagtsom
Skellet
Sære ting
Hest!
Vivian og døden
Sort undfangelse


Der er mulighed for en ekstra rosin i pølseenden, i form af en novelle, der hedder "Blodet stiger". Den er p.t. under udarbejdelse, men om den bliver god nok til at komme med, ved jeg ikke endnu. 
 
Der er kun én, der tidligere har været publiceret, og det er det mystiske fænomen, "Hest!" om en mand, der skal nyde en fridag i det grønne, men bliver jagtet af en sindssyg, altødelæggende hest. Den skulle oprindeligt have været med i "Frygt-filerne", men jeg syntes ikke den passede ind, da den ikke var gotisk nok. Jeg har haft den liggende på min hjemmeside til gratis download i en tidligere version, men det er på tide, at den bliver udgivet "rigtigt". 

Jeg regner med, at "Danmark" udkommer i starten af 2013, senest februar.  

Rustkammeret
13-08-2012

Når jeg skriver er det omtrent 99 % lyststyret. Jeg gider simpelthen ikke sidde og kæmpe mig igennem noget, for at få det færdigt. Og når jeg rammer sådan en mur, forkaster jeg projektet, måske lader jeg være med at skrive i et halvt år eller også er der et andet projekt der fanger min interesse. Derfor kan man sjældent regne en fis med de forskellige projekter, jeg varsler her på bloggen. 

Indtil for et par uger siden arbejdede jeg intenst på en roman, der hedder "Jægeren", og jeg var faktisk begyndt at komme i mit rette mojo, siderne fløj afsted. Men så lige pludselig var der en novelle der pressede sig på - og den medførte et jordskred af noveller. Det er ofte sådan det sker med noveller og mig, jeg skriver gerne 5-6 stykker i rap og går så i dvale igen. Det er alt sammen meget mystisk, og jeg forstår heller ikke selv så meget af det. Det er, som om der er noget galde, der bygger sig op, og så skal det bare lige pludselig ud - gerne det hele på én gang. Bwaaddrr!!  
  
Så med de sidste ugers voldsomme novelleproduktion ser det ud til at "Jægeren" nok bliver overhalet af endnu en novellesamling. 

Her en status over novellerne der lige nu er i spil:

Rustkammeret (kun synopse)
Gamle Fisseskæg (færdig)
Sort undfangelse (færdig)
Vivian og Døden (færdig)
Kannibal (færdig, men skal måske udvides)
Agtsom uagtsom (kun synopse)
Electrobug (kun sjuskede noter)
Rendezvous (færdig, men er kun en måske'er)
Hest! (færdig, men er også kun en måske'er)

Og der kommer garanteret flere. Stilen er hård og brutal, dog med et par afstikkere, der tager i en mere eventyrlig/poetisk retning.

Og så kunne det jo være nærliggende at kalde samlingen for Frygt-filerne#2, men det tror jeg faktisk ikke, den kommer til. P.t. hedder den "Rustkammeret", men lad os nu se, hvad der sker. You never know ... 
 

Socialt indigneret ligusterfascists mageløse midtersøgning
22-06-2012

Chancen for, at du ville støde på den overskrift til en Jussi Adler-Olsen-anmeldelse andre steder end lige akkurat her, er nok temmelig spinkel. De normale overskrifter er mere i stil med ”Fantastiske Jussi”, ”Jussi gør det igen”, ”Jussi vender krisen!” eller slet og ret ”Please do me, Jussi, for god's sake!!”.

Men nu forholder det sig faktisk sådan, at jeg - af alle mennesker - lånte en Jussibog af min kære mor forleden. Jeg var på besøg i barndomshjemmet i Hundige, og fik forelagt ”Journal 64” som et eksempel på en god og seriøs krimi, og selvom jeg nok havde det lidt som Mulle, da han blev præsenteret for skovsneglen, gik jeg i krig med kolossen.

Incitamentet var ikke fornøjelse, nej, nej, jeg greb det som udgangspunkt an som research – for det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ofte skælder ud på overfloden af krimier og den kulturelle infantilisering, stereotyperne og de tomme krimikalorier afstedkommer. Og hvis man skal rende rundt og råbe sådan op hele tiden, må man jo hellere sluge skammen og læse en krimi i ny og næ.

Nå, men nok om mine komplekser og konspirationsteorier … Jeg har læst en bog, og jeg vil forsøge mig med en fyldestgørende og sagligt argumenteret anmeldelse ... Here goes.

”Journal 64” handler blandt mangt og meget om omsorgssvigt, aborter og tvangssterilisering på et kvindehjem på Sprogø; endestationen for de moralsk kompromitterede, som i senhalvtredsernes system hurtigt får mærkaten ’åndssvage’.

Nete Hermansen er én af dem, der er kommet slemt i klemme i det ubarmhjertige system, og vi følger hende tredive år efter, hvor hun er i færd med at planlægge en grusom hævn over dem, der fik hendes liv afsporet.

Sideløbende er betjenten Carl Mørck og hans to assistenter fra afdeling Q ved at spore sig ind på sagen, der også trækker tråde til et netværk af højreekstremister med den moralsk anløbne abortlæge, Curt Wad, i spidsen.

Det lyder alt sammen meget spændende, gør det ikke? Og det er det faktisk også noget af det (jeg forsøger mig med pædagogsandwichen her, men måske bliver den, ahem, uden ”over”).

Tilbageblikkene til Sprogø er godt beskrevet, velresearchede (her fornemmer man Jussis opvækst omkring forskellige anstalter), og man får virkelig medlidenhed med den svigtede Nete Hermansen. Den sideløbende fortælling om den psykopatiske Curt Wad, der meget enkelt skelner mellem over- og undermennesker og ser det som sin hellige pligt at gøre sidstnævnte gruppe infertile, rammer også plet.       

Hør bare Wads tanker om et socialt udsat par, der møder op i hans praksis, det er kræs: ”Som et insekt, der udelukkende fungerede som ynglemaskine, sad den kommende mor der, overvægtig, smøgforlegen, håret uredt og fedtet, og regnede med, at han ville bidrage til, at hun fødte endnu et af de fuldstændig ubrugelige børn, som hun allerede havde givet liv til seks gange. At han ville tillade, at nye individer med de to undermenneskers elendige genmateriale skulle befolke Københavns gader.”

Malurten (eller bulmeurten, som vi måske bør sige, da denne giftige plante spiller en ret central rolle i historien) sniger sig desværre i bægeret, hver gang vi, imellem de gode kapitler om Hermansen og Wad, skal følge arbejdet på Afdeling Q. Her piftes al troværdighed ud med pøllehumor, en dødfødt forkølelsesføljeton, konstante araberjokes, besøg hos svigermor, fjollede diskussioner om, om nu toiletbrættet skal være oppe eller nede, en sekretær med personlighedsspaltning og cirka ottehundrede andre tåbelige indslag om Mørcks privatliv.

I kapitlerne om Afdeling Q degenerer Jussi totalt som forfatter; det er næsten som to vidt forskellige bøger, der slet, slet ikke går i spænd, og man tænker at der kunne være kommet en udmærket bog på tohundrede sider ud af det, hvis man havde skåret alt det afdeling Q-pis ud.

Dialogen er simpelthen så lavkomisk, at man føler sig hensat til Andeby. ’Anan karaj’ høres forkert som ’anden karry’ og Mørcks ekskones nye mand, ’Gurkamal’, som ’gurkemeje’. Og sjovt nok er det hele på muslimers bekostning.

Selvfølgelig er Mørcks partner – med hvem han har en slags dynamik som mellem Closeau og Cato – også en sjov indvandrer, der hele tiden kaster om sig med ordsprog om dromedarer og ørkensand. Og selvom jeg morer mig, når Closeau kalder Cato ”that yellow swine”, så holder det kun vand i farce-territorium, ikke i en seriøs bog, og det må man antage at ”Journal 64” er ment som med de alvorlige emner, den berører.   
   
Og hør lige hvordan ekskonens nye mand er beskrevet: ”Gurkamal med turban, store, hvide tænder og mammutskægget på slæb.”

For real?? Come on, Jussi, kom lige ind i dette århundrede

Her får man virkelig fornemmelsen af Allerødborgeren, der kunne have godt af at få hævet blikket et par centimeter over ligusterhækken. Hvorfor er det så nødvendigt at appellere sådan til det mest lavstammede i mennesket? Er det virkelig dét, der sælger bøger?

Og snæversynet dukker op gang på gang, ikke mindst da Nørrebro beskrives som ”en krigszone”. Det er helt sikkert det indtryk, man får gennem nyhederne, men faktum er, at Nørrebro for det meste er et ganske roligt sted med masser af børnefamilier. Jeg kommer der tit og har hverken oplevet mortergranater eller geværsalver.  

Nå, men lad nu den del hvile ...Jeg må lige have nogle ord med om, hvordan spændingskurven fungerer, for der er også knas her. Problemet er, kort fortalt, at historien er opbygget forkert; vi, som læsere, ved, mere eller mindre, hvad der er sket fra starten af, og det ødelægger spændingen.

Der er en del kapitler, hvor Afdeling Q prøver at redegøre for forsvundne personer, som vi godt ved hvor er, som bliver virkelig drøje at komme igennem. Det føles som regulær spildtid at læse. Og det er, som om Jussi er bevidst om, at der mangler et element af mysterium, for han krydrer med en masse bundligegyldige udenoms-intriger om Assads identitet og bl.a. en mulig kriminalsag mod Mørck, hvoraf intet bliver afsluttet.   

Udførslen af Netes hævn er simpelthen også for urealistisk, til at man virkelig kan leve sig ind i det. Der springes for eksempel MEGET let hen over, hvordan den halvtredsårige, halte (efter et slemt trafikuheld) Nete på egen hånd, og uden naboerne opdager det, får lyd- og lugtisoleret et rum i hendes lejlighed på 4. sal?!! Der nævnes kort noget om rockwoolbats og gulvplader, men det er tydeligt, at Jussi ikke er vant til at tage fat. Det kunne simpelthen aldrig nogensinde lade sig gøre for Nete at slæbe de store mængder tunge materialer op gennem opgangen til 4. sal, og da slet ikke uden nogen hørte det. Doh!

Og der er mere i den dur, hvor man tænker, at den know-how, der gør sig gældende i flashbacksne til institutionstiden desværre er helt fraværende. Og bada-bing trick-slutningen, som jeg selvfølgelig ikke skal ødelægge, piller desværre den sidste rest af troværdighed ud af bogen.   

Puh … det var meget kritik, men nu prøver jeg lige at få klappet låget på den sandwich, jeg lovede.

Historien om Curt Wads syge mission er spændende, punktum, og ligeså tilbageblikkene til Netes opvækst, men bogen er overordnet set LAAANGT fra god, til det er den alt for usammenhængende og stilforvirret.

Min konklusion er, at hvis Jussi var et politisk parti, så ville han befinde sig lige i midten. Lidt af en krejler, der prøver at servicere alle demografiske grupper på én gang, ALLE skal simpelthen fodres af. Og han er så optaget af at være i øjenhøjde med Hr. og Fru Danmark, om de så sidder i et kolonihavehus, i Whiskybæltet eller i en Penthouselejlighed i indre København, at det bliver lidt pinligt.
 
At bedømme ud fra denne bog alene (som er den eneste, jeg har læst af ham), er han en udmærket historiefortæller, der tør krydre krimi med aktuel samfundskritik, men bare ikke er parat til at tage sit forfatterskab seriøst. Lige så snart noget er bygget op, skal det tæres ned med tåkrummende comic relief – for det er åbenbart dét, der kan sælge sekstentusind bøger om dagen ... 

Og nej, jeg er ikke misundelig. 

God dag på Fantasticon
03-06-2012
 
I går lørdag deltog jeg for første gang på Fantasticon, og det var faktisk en ganske positiv oplevelse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde lidt fordomme over for messen, mest grundet himmelvendte øjne og mumlen i krogene, når emnet blev bragt på bane, men de blev da til nogen grad gjort til skamme i går.  

For der VAR faktisk mennesker til stede, ikke fantastisk mange, men mennesker ikke desto mindre. Og stemningen var ikke nær så rigid og – undskyld – nørdet, som jeg lidt havde frygtet. Jo, jo, jeg rendte da på Darth vader ude på gangen (gav mig en underlig blandet følelse af frygt og hån (”från”??), endte dog med at kigge ned i gulvet, da Sith fyrsten vendte masken i min retning ...), men folk gik også rundt med fadbamser og hyggesnakkede.

Min involvering var første gang påkrævet klokken 14 til en paneldiskussion i cafeen om, hvorfor forfattere selv udgiver deres litteratur. Jeg sad side om side med Michael Kamp (der nakkede en pris senere på dagen) og Nikolaj Højberg, og der var et udmærket fremmøde på hvad, der lignede en 25-30 mennesker. Vi havde alle tre forskellige oplevelser med selvudgivelse, men konsensus syntes dog at være, at en egentlig forlagsaftale mest er duelig, hvor forlagsmaskineriet kan generere en meromsætning og bedre synlighed. Egentlig ganske logisk.  

Klokken 16 rykkede jeg over i kultursalen og blev interviewet af Thomas Winther, først og fremmest om min nye bog, Frygt-filerne. Der var ikke mere end en 7-8 personer til sted, men jeg havde egentlig heller ikke regnet med mere, da der var en quiz samtidig i et af de tilstødende lokaler, plus at jeg er mere eller mindre ukendt. Det blev til en uformel og personlig – mig og Winther imellem – samtale, hvor vi blandt andet fik vendt nogle af hans halvlunkne anmeldelser af mine tidligere bøger, og han spurgte da også, om han havde været inspiration til nogle af de anmeldere, jeg afliver i novellen ”Horror” fra Frygt-filerne. Det var han dog ikke, men der blev namedroppet lidt >:)

Af andet kan nævnes, at jeg rendte ind i Nicolas Barbano, som jeg havde en lang og skinger filmdiskussion med for et års tid siden (på Skræk og rædsel) – den fortsatte vi så, dog på en lidt mere civiliseret facon. Jeg mødte også Ruben Greis, som frekventer mange af de samme webfora som jeg selv, og fik snakket en smule med ham. Desværre havde jeg en underlig prop i øret, så min stemme lød cirka to oktaver dybere, når jeg svarede, hvilket gjorde det hele lidt underligt. Fik også snakket godt med min ven, Henrik, fra H. Harksen Productions, der var mødt op med hele bogarsenalet, og jo, så fik jeg langt om længe hilst på Janus Andersen, der er manden bag blandt andet horrorsiden, hvor jeg har skrevet i årevis.      

Da klokken var lidt i seks, blev jeg nødt til at smutte. Fem timer og to interviewsituationer havde drænet mit stakkels, hypersensitive skrog, og jeg orkede ikke at blive til overrækkelsen af Niels Klim Prisen, ikke mindst fordi jeg var nomineret i samme kategori som sci-fi-koryfæet, Alistair Reynolds, og ikke regnede med at have en egentlig genre, i det forum.

Men alt i alt en super dag, der bestemt ikke skræmmer mig fra at besøge Fantasticon igen.     

Alistair Reynolds snuppede i øvrigt prisen i "min" kategori, og i de andre kategorier blev Michael Kamp, Lars Ahn og A. Silvestri honoreret for deres noveller. Tillykke, drenge ... selvom - hvis jeg må være lidt grum - flere priser til Ahn og Silvestri i Fantastik-regi, i mine øjne, er begyndt at få et lidt komisk tilsnit. De skriver godt begge, men der må da være andre end de to i riget Danevang, der producerer gode sci-fi-noveller?   

Hvad tjener man egentlig på en bog?
31-05-2012
 
Dette blogindlæg kan helt sikkert kategoriseres under 'brugbar viden', for der er nok mange vordende forfattere der går og spekulerer over, hvad man egentlig tjener på en bog, hvis man nu kommer på et forlag.

Med afsæt i nylig royalty-afregning for min roman, Mutagen, på forlaget Valeta, kan jeg afsløre at beløbet er (inklusive direkte salg, detailsalg, bibliotekssalg og e-bøger) ... 2000,-!!

Det er godt nok ikke videre imponerende og kom da selv bag på mig, men her stopper lektionen ikke, for hvad tjener man så på en bog på eget forlag?

Med afsæt i salget af Smukke Anna so far, er beløbet ... 7000,-.

Nuff said, jeg tror min beslutning om at søsætte det gode skib KAOS var en udmærket idé :-)

Vi ses på Fantasticon på lørdag. Bring lots ans lots of peanuts and beer. 
Fantasticon 2012 kommer til at ose af sex!!
22-05-2012
 
Okay, den overskrift er måske lige i overkanten. Michael Kamp gik på sin blog så langt som at sige, at der ville være eyecandy for tøserne, når han, Nikolaj Højberg og undertegnede skal sidde i panel om selvudgiveri lørdag d. 2. juni.  Så jeg tager den da lige skridtet videre … Sex, sex, SEX!!

Anyway lover at tage mit ugentlige bad og iføre mig kropsnært tøj ;-)

Men øhh … ud over sexsnakken kan jeg berette, at jeg får en travl lørdag på Fantasticon. Efter paneldiskussionen suser jeg over og bliver interviewet af den allestedsnærværende Thomas Winther. Om hvad ved jeg ikke, så det kan jo også gå hen og blive saftigt og xxx-rated!

Jeg har ingen fornemmelse for, hvad der foregår på en Fantasticon-messe, for har aldrig været der. Bliver folk stive? Er der nogen der snaver? Har der nogensinde været slagsmål??

Nå, men det finder jeg ud af lørdag d. 2. juni i Kulturstationen Vanløse. Antast mig, hvis du tør. Jeg tager mine dårlige nerver og borderline-socialfobiske tendenser og emballerer dem i en blød pakke af et par dåsebajere og en 9-14 smøger … Vi ses! 

Hep! Hep! Hoorah! ... KAOS' 2. udgivelse er på gaden
10-05-2012
 
Jeg fik ikke lige tid til at blogge om det i mandags, men det var der min anden bog på forlaget KAOS, novellesamlingen FRYGT-FILERNE, udkom, og det er så min fjerde selvstændige udgivelse til dato.

Jeg er meget tilfreds med resultatet, både indpakningen, som jeg har stået 100 % selv for denne gang og også indholdet, heldigvis. Har læst bogen igennem (hvilket man jo ellers aldrig må, når den først er trykt!), og har kun fundet en enkelt fejl, så uskyldig som et manglende citationstegn - i HELE bogen. Stort kudos til den ekstremt dygtige korrektur- og betalæser, der hjalp med at hive mig i ørerne.

Jeg har lagt to uddrag ud fra bogen, hvis man går ind på bestillingssiden, det er fra henholdsvis novelle nummer to, Øens bedemand, og novelle nummer 5 i samlingen, In utero. Enjoy! Jeg har selvfølgelig på udspekuleret vis valgt at cutte uddraget, lige hvor det bliver allermest spændende.   

Derudover kan jeg fortælle, at jeg bliver rykket fra højre og venstre om en bogreception, som jeg vist kom til at love ved sidste reception. Jeg har tænkt mig at holde noget i juni, kan jeg afsløre. Detaljerne skal bare lige på plads. Sidste gang var det mere en slags uformel horrorslabberads end en reception i ordets stive forstand, og sådan satser jeg på at gøre det igen. Detaljer følger, men jeg kan allerede nu afsløre, at det nok bliver på Amager her i privaten. Hvis det er godt vejr, kan det blive sådan noget delvis sidde-i-haven-og-snakke-om-horror-halløj, og selvfølgelig vil min bog også kunne købes til en god pris.

Til sidst kan jeg fortælle, at jeg er blevet kapret til at sidde i et panel om selvudgivelser på årets Fantasticon-messe (d. 2. juni), som jeg faktisk aldrig før har besøgt. Det skal nok blive sjovt.
 
At skrive laaaaangt
11-04-2012
 
  
Michael Kamp har de seneste dage skrevet blogindlæg om at skrive langt, og jeg tillader mig lige at fange bolden, for det er et emne, jeg også har lidt at sige om (og med ’lidt’ mener jeg selvfølgelig helt vildt meget).

Hvis jeg lige skruer tiden tilbage til starten af 2011, var det da aldrig faldet mig ind, at der kunne være noget galt i at skrive bøger i en bestemt længde. Jeg lod mig dog fortælle i nogle anmeldelser, at min roman ”Mutagen” var noget for kort.

Med sine 198 sider (med relativt store bogstaver på) var der heller ikke ligefrem tale om nogen mursten, men for mig føltes den færdig, som den var. Hele projektet havde været præget af tempo; den var undfanget i en slags vild feber, hvor mit ønske var at efterlade læseren nærmest stakåndet, og mit skøn var, at udvidelser af en mere rolig art ville pille tempoet ud af den, og gøre den til en helt anden bog.         

Om det var en rigtig disposition, aner jeg ikke ...

Dog er det selvfølgelig ikke gået mig forbi, at de omtrent 200 sider er meget symptomatisk for horror anno 2012: Mange af mine kollegers bøger er cirka samme tykkelse som mine, inklusive novellesamlinger, og det ser faktisk lidt sjovt ud hjemme på boghylden; de er lige omtrent en fingerbredde, selvfølgelig afhængig af om man er brolægger eller pianist.

Der er selvfølgelig undtagelser som A. Silvestris ”Pandaemonium” på næsten 800 sider (så skal man altså have brede fingre!) og Carina Evytts ”Jack The Rippers lærling”, vist en 3-400 sider.   
Jeg har også selv et manuskript liggende på godt over 300 sider, og min novellesamling, der udkommer snart sniger sig op i nærheden af de 250 sider.  

Men skal man skrive i en speciel længde …? Er bøger partout bedre, jo længere de er?

Jeg er lige nu i gang med at læse ”Moby Dick” (600 sider), og er nået til side 171. Det er en virkelig fantastisk bog, men allerede ved nuværende mærke, har der været ting, der godt kunne være skåret væk. Det er måske helligbrøde at sige med et værk, der betegnes som et af de største litterære værker i historien (hvilket det meget vel også er), men har vi som læsere brug for 14 sider, hvor forskellige hvaltyper klassificeres? Og det er altså 14 tætskrevne sider med meget små typer, så i moderne optryk, ville vi snakke tættere på 20 sider.

En af mine andre yndlingsbøger, George Orwells ”1984”, er ikke voldsomt lang, men stadig er der et afsnit, hvor manualen til modstandsbevægelsens ideologi remses op, og det burde for mig at se ikke være endt i bogen, men blevet i Orwells egne noter. En forfatter ved jo ofte en hel del mere, end det, der ender i bogen, og det er med til at give en fornemmelse af dybde i universet, der kreeres, uden at det bliver overforklarende.  

Nu skal jeg vist ikke lægge mig mere ud med afdøde genier, så lad os lige springe nogle år frem: Det hænder at jeg læser ”normale bøger” (uhhh); det vil sige bøger, der ikke lige er beslægtet med de fantastiske genrer. For en del år siden snakkede alle om ”Drageløberen”, og jeg blev nødt til at læse den. Det var en udmærket bog, dog med lidt for mange lykkelige og uforklarlige sammenfald af hændelser, der gav den en lidt sur bismag af konstruktion, men det er ikke dét, jeg vil ind på lige nu. Dét, jeg må råbe op om, er de 50 (!) sider med bryllup og ligegyldigheder, der kommer lige midt i bogen, sjældent har jeg oplevet sådan en stor snooze-factor i en fortælling – hold op med den slags!

Den svenske forfatter John Ajvide Lindkvist er også et eksempel, jeg ynder at hive frem. Han er tydeligvis funderet i Stephen King, men skriver – synes jeg – bedre, dog har han samme problemer som i nyere King-materiale: Han kan ikke finde ud af at afslutte sine historier ordentligt. Både med ”Håndteringen af udøde” og ”Menneskehavn” starter han på noget aldeles fremragende, men efter omkring 200 sider skyder historien i otte forskellige retninger, og intet bliver forløst på den rigtige måde. Så han er en forfatter, der skriver ”halve mesterværker” – dog nok incitament til at læse hans bøger, i hvert fald halvdelen af dem ;-)

Og som nævnt med ”1984” kan selv korte bøger af og til have brug for en fedtsugning og en barbering. Teddy Vorks ”Diget” er f.eks. efter min mening nok en af de mest effektive romaner inden for nyere fantastik-litteratur, men selv med sine små 200 sider, ville jeg som redaktør have rådet til at få 20-30 sider skåret ud for at nå det ideelle resultat. Det lyder måske tosset, men jeg synes, det handler mere om optimal form, fremfor længde.  

Men tilbage til lange bøger: Findes der slet ikke nogen, der er helt perfekte, og ikke har en stavelse for meget? Jo, helt sikkert. Jeg kan sådan lige umiddelbart pege på Bram Stokers ”Dracula”, William Peter Blattys ”Exorcisten”, Daphney du Mauriers ”Rebecca” og Cormac Mc Carthys ”The road” … og der er selvfølgelig mange, mange flere. Disse balancerer helt perfekt tempo kontra længde.

En lidt nyere bog, der også er rystende god og koncis, er Emma Donoghues "Rum". Den er vist på omkring 350 sider, så om den er kort eller lang, må være op til beskueren - jeg kalder den 'lige tilpas' og råder alle mennesker til at læse den.  
 Årsagen til, at nyere bøger i lige de fantastiske genrer, er relativt korte, skal nok også findes i den filmiske tilgang (genrehunde ser mange film!). Handlingen bliver så at sige søgt ud af kameraet, og der hvor kameraet ikke er, får du ikke noget at se. Alternativet til dette er enten totalportrættet, hvor alle aspekter af et givent miljø vendes og drejes eller den mere lyriske tilgang, hvor læseren svæver på en strøm af tanker og stemninger, uden konkret ståsted.  

Det er forskelligt, hvilken opfattelse man har, men jeg tror aldrig, jeg er stødt på en bog, jeg ville have til at være længere. ’Længere’ kan godt være en slags sutteklud, ligesom en tv-serie i 10 sæsoner.

Så moralen på dette ugudelige kaos af en artikel er nok således: hvis du vil skrive langt, så skal du dæleme vide, hvad du vil skrive om, og ikke bare flette Encyclopedia Britannica ind i handlingen eller fire kapitler, hvor hovedpersonen handler ind og vasker tøj ...

Kannibalisme, nekrofili, sadisme, lemlæstelse, indespærring, fortrængning, vanvid ...
08-04-2012
 
  
er alle udmærkede nøgleord til min nye novellesamling, ”FRYGT-FILERNE”, der udkommer d. 7. maj.  

Samlingen (der lige er sendt til tryk) indeholder otte noveller alle skrevet i foråret og sommeren 2011. Der var oprindeligt tolv noveller, men ”Hest!”, ”Faldende objekter”, ”Sort undfangelse” og ”Strengelegen” blev alle valgt fra, da samlingen simpelthen blev mere ensartet og skarp uden dem.   
”Hest!” og ”Faldende objekter” var ellers sjovt nok de to første, jeg skrev, men som novellerne blev spyttet ud i løbet af 2011 – og blev bedre og bedre – var de to første pludselig ikke gode nok, og temaet havde bevæget sig fra stress og neuroser til det mere gotiske.

Historierne har stærke gotiske undertoner, men foregår i dagens Danmark (på nær en enkelt, der var nødt til at foregå i Madrid på grund af en fysiskfaktisk realitet).

En del af dem, som f.eks. ”Fra Goya”, ”Sirener”, ”Fruen og Hr. Marcus” og ”Familieliv” kører over klassiske temaer fra gotikken, dog i min indpakning, kort sagt: More tits, ass and gore!
En enkelt ”Fra Goya” er, som i ”Smukke Anna”, historisk funderet, dog med den frihedstagen, der skulle til for at skabe en effektiv, lille horrornovelle.

Én novelle, ”Horror”, skiller sig en anelse ud, da den er mere ovre i Giallo-stilen (hvor min store fascination for instruktøren Dario Argento kommer til at skinne igennem), men den fik lov at komme med, da dens metaelement på en måde gjorde den til rammen om hele samlingen.

Det endelige udvalg, der endte i ”FRYGT-FILERNE”, føles virkelig godt. Jeg kan ærligt sige, at alle otte noveller er blandt de bedste, jeg nogensinde har skrevet, så nu glæder jeg mig bare til, at kasserne med bøger snart ankommer, og jeg kan pille ved værket.   

En tantet dille??
31-03-2012
 
 
På bagsiden af Weekendavisens bogsektion 30/3 beskriver Lars Bukdahl arbejdet som jury ved kåringen af årets danske horrorudgivelse. Overskriften på artiklen er ”En tantet dille”, og så kan du nok gætte, at læsningen af de fem bøger på shortlisten har været alt andet end en fornøjelse for manden – Lige med undtagelse af én bog, eneste roman på listen, Steen Langstrups ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”.  
 
Kritikken af de andre bøger, der lidt overvældende udgøres af tre novelleantologier og en novellesamling, er at der er alt for meget ”klonk, knirke, klonk, knirke, bøøøøh!” – Sagt med andre ord at det er for forudsigeligt, og der er dobbelt op på genreklicheerne.
 
Bukdahls lyn-konklusion, efter ar have læst bøgerne på shortlisten er, at horror er en hobbygenre i Danmark, simpelthen ikke kunstnerisk frugtbar, og ingen noveller hæver sig over andre. Man skal simpelthen tro på, at han nøje har læst de op mod 50 (!) noveller, og at hver og én er noget hø.
 
Det er ikke en seriøs kritik. Og her tror jeg netop, vi skal dvæle lidt ved tallet 50. Hvis jeg fik smidt så mange noveller i hovedet, og der blev sagt: LÆS!, så tror jeg også meget hurtigt, jeg ville få svært ved at skelne mellem skidt og kanel.    
 
Så Bukdahl er kogt over på noveller, men er hans kritik helt hen i vejret? Griber han det ud af luften …?
 
Han generaliserer groft, men han strejfer (bemærk: ’strejfer’) rent faktisk også nogle sandheder.  Der HAR været for mange novellekonkurrencer de sidste par år. Det nåede næsten groteske proportioner for et års tid siden, men er stilnet lidt af nu.
 
Og jeg har selv været medvirkende til ”problemet”, da jeg indenfor de sidste 2-3 år har været med i fem antologier. Dog bidrag, jeg i det store hele godt synes, jeg kan være bekendt. Jeg har været omkring en sorthumoristisk kommentar til dårlig virksomhedsledelse (krydset med elementer fra det Lovecraftianske univers), jeg har skrevet om en terrorist, der var lavet af flamingo, og sidste år om et rygklappende samfund, hvor mørke var blevet forbudt, og der udbrød terrorangreb med ”klatter af mørke” – intet der rider for hårdt på genrekonventionerne, hvis du spørger mig.

Der skrives nok for mange noveller indenfor de fantastiske genrer, men Bukdahls udlægning af at den danske horrorscene er et nørdet, lille netværk af folk, der mere eller mindre ikke er forfattere, er ikke korrekt. Der er så afgjort talentmasse på den danske horrorscene, det ved alle, der ikke kun har et perifært kendskab til genren, og flere af bidragsyderne i novellesamlingerne har også selvstændige udgivelser bag sig, også romaner.
 
Tag nu f.eks. antologien ”Det sker igen”, som Bukdahl beskriver som ’begrædelig’. Her er tale om en novelleantologi, der har taget emnet fascisme og racisme op, og hvorfor disse aldrig bør overtage igen. Alene dét giver point i min verden, da det er den første Danske horrorsamling, jeg kender til, der tør være så direkte politisk. Og at vurdere alle noveller i denne som værende makværk er … ja, makværk, for der er så afgjort perler i.
 
Thomas Strømsholts ”Hamatano” balancerer på en knivsæg over en afgrund af moraliseren, men klarer turen helt i mål. Historien fortæller den opmærksomme læser, at vi lever i synd, i trædemøllen hvor vi kæmper for anerkendelse og succes, glemmer vi det væsentligste. Det er ganske enkelt en skidegod historie, og den forfalder på ingen måde til horrorklicheer.
 
Jesper Rugaards ”Den søde ventetid” giver os en meget alternativ varulvehistorie, som lige så vel kan forstås i overført betydning; historien gransker voldens plads i det moderne samfund, og mediterer over temaet med at ”der er ulve i blandt os”: mennesker, som tilsyneladende er sat i verden for at tære ned, fremfor at bygge.  
 
Og Nikolaj Højberg leverer med ”Hvid Chili” en meget anderledes slags horror, som er adrenalinpumpende og præsenterer os for noget af det mest realistiske og modbydelige vold, jeg længe har læst.  
 
Der er også ting, der er mindre gode i ”Det sker igen”, dem vælger jeg dog ikke at nævne, for det er ikke min gebet at sabotere kollegers forretning. Jeg lover, at jeg ved given lejlighed nok skal fortælle dem, at deres noveller sutter røv (... når jeg har fået en øl eller to).  
 
Men det karikerede billede, Bukdahl tegner i sin kronik er virkelig dét, der er begrædeligt.  Jeg vil gerne udfordre Bukdahl ved at sende min nye novellesamling ”FRYGT-FILERNE” til ham. Hvis han ærligt synes, hele denne bog helt og komplet er noget lort, må jeg tie omkring dette emne for evigt. Ellers vil jeg gerne se ham æde sin gamle hat, finde de andre antologier frem igen og dernæst sige undskyld til den danske horrornovelle ...
 
Årets danske horrorudgivelse er fundet!
26-03-2012
 
Årets danske horrorudgivelse blev kåret her i weekenden på krimimessen i det gamle Horsens Statsfængsel, og vinderen blev … Steen Langstrup med romanen ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”!

Min egen favorit var, som tidligere nævnt, forlaget Kandors antologi ”Det sker igen”, der tager et sprængfarligt politisk tema op og præsenterer os for en række horrornoveller, der er skåret lige til voksne læsere. Jeg havde dog en formodning om, at de tre antologier, der var at finde på shortlisten, mest var til pynt, så jeg var mere eller mindre 100 % sikker på en sejr til Michael Kamps ”Moln: Jorden husker”, som er Kamp, når han er allermest i hopla.

Men vinderen blev ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”, hvilket ikke liiiiige havde været mit valg, hvis jeg må være så fri. Misforstå ikke: Langstrup er sgu en dygtig forfatter, jeg synes bare langt fra, denne er hans bedste bog. En nominering til ”Plantagen” havde været helt på sin plads, for den rykker. Årets kåring minder mig lidt om dengang, Denzel Washington fik en Oscar for actionfilmen ”Training day” (!) … men anyways, man kan jo ikke blande sig i juryens arbejde, og nu skal man jo heller ikke være alt for karrig: Steen skal da have et stort tillykke med på vejen.

Også en tak til alle de mange andre forfattere, der spyttede fede horrorudgivelser ud i 2011 … Lad os håbe 2012 bliver lige så vildt, blodigt og udsyret. Jeg har i hvert fald noget rimelig sygt og bloddryppende på bedding, og jeg har hørt en lille ravn synge om, at Mr. Teddy Vork er på vej med noget nyt (fangede du Poe-henvisningen …?)  

Kåringen af årets danske horrorudgivelse 2011
 
… finder sted her i weekenden på Krimimessen i Horsens Statsfængsel. Det er på lørdag d. 24., det sker.

Ooog … de nominerede er:

 
Steen Langstrup, Alt det hun ville ønske hun ikke forstod (roman)

Michael Kamp, Moln: Jorden husker (novellesamling)

H. Harksen productions, Dystre Danmark 2 (novelleantologi)

Forlaget Kandor, Det sker igen (novelleantologi)

Forlaget Tellerup, Velkommen til dybet (novelleantologi)
 


Mine tanker omkring shortlisten er, at jeg - selvfølgelig - gerne selv villet have været med, enten med ”Mutagen” eller ”Smukke Anna”, og så er jeg lidt overrasket over ikke at se A. Silvestris ”Pandaemonium” iblandt. Jeg har ikke læst den endnu (fordi den ikke er kommet på mit lokale bibliotek …), men et ottehundrede siders horrorværk må kaldes et betydeligt bidrag til genren – med mindre den sutter totalt, men det tyder anmeldelserne jo ikke på.

Noget man heller ikke kan overse ved shortlisten er, at den domineres af novelleantologier; det kom lidt bag på mig, men cool at novellen har fået sådan en renæssance.

Jeg er lidt spændt på resultatet af overrækkelsen. Jeg har læst alle bøgerne på nær ”Velkommen til dybet”. Min favorit af de fire læste er nok ”Det sker igen”, da den vover at have et svært politisk tema og rummer en håndfuld rigtig gode horrornoveller. Jeg er, som tidligere nævnt her på bloggen, ret begejstret for Nikolaj Højbergs novelle ”Hvid chili”, Jesper Rugårds ”Den søde ventetid” og Thomas Strømsholts ”Hamatano”. Mit eget bidrag til antologien ”Et øjebliks transcendens” befinder sig nok i den ”Wilmannske fodnoteafdeling”, men ideen passede bare så godt til oplægget, at den måtte skrives.   

Jeg medvirker også i ”Dystre Danmark 2”, men vil desværre ikke deltage på krimimessen i år, da min økonomiske situation p.t. dikterer, at det enten er krimimesse eller et oplag af min nye bog – og der er valget jo desværre ret enkelt. Men der skulle vist være rig mulighed for at møde mange spændende horrormennesker derovre.
 
Et første kig på FRYGT-FILERNE!
15-03-2012
Så kan jeg præsentere forsiden til min kommende novellesamling, FRYGT-FILERNE, denne gang et stykke original fotokunst copyright mig selv. Samtidig kan jeg fortælle, at bogens udgivelsesdato er sat til d. 7. maj. Herunder en lille teaser til hver af novellerne ...


Fra goya
: En konservator er ved at restaurere et af Goyas sorte malerier, Saturno devorando a su hijo (Saturn fortærer sin søn), og bliver besat af at tolke det grusomme motiv, der begynder at få en mystisk indflydelse på ham.

Øens bedemand: Den morbide bedemand, Jakob Kejser, holder et lille øsamfund i et klamt frygtgreb. Han får dog noget af sin egen medicin, da der dukker en mystisk praktikant op, der er lige lovligt interesseret i ligene.

Sirener: Danny burde passe sit arbejde, men internettets varieté af frække damer kalder på ham – snart i en mere bogstavelig forstand, end han i sine vildeste fantasier kunne have forestillet sig. 

Fruen og Hr. Marcus: Tre søstre arver en herregård af deres mormor, der var forfatter af gotisk skræklitteratur. To af dem har store ideer om, hvordan de skal genoplive mormorens litterære arv ved at lave herregården om til et museum, men den yngste er modstræbende; hun kender til en farlig hemmelighed, der gemmer sig dybt i den gamle bygning.

In utero: Henry er bange for kvinder, og i særdeleshed deres reproduktive organ! Da han møder kvinden, Birgit, der indvilliger i at være hans kæreste med nogle særlige forbehold, begynder der at ske mystiske ting.  

Familieliv: Amatørfotografen, Aleksander, tager et billede af en krakelleret murstensvilla i et fredeligt forstadskvarter, men da han får forstørret billedet, opdager han en hæslig detalje, der fryser hans blod til is.

Monstre: Anders er hjemsøgt af fortidens dæmoner, og det sætter præg i hans monstrøse billedkunst. Da han en sen aften besøger en café, møder han i bogstaveligste forstand et monster: Kvinden, Anne, der lider af en vansirende hudsygdom.  

Horror: Forfatteren, Elias Damsbo, er træt af, at anmelderne kalder ham for børnebogsforfatter, fordi han skriver horror - så da nyhederne fortæller om et grusomt, ritualistisk mord på en af anmelderne, der har haft hans bøger under ”kærlig” behandling, får han travlt med at skaffe sig et alibi.   

Tredje måned med forlaget KAOS 
12-03-2012

Tredje måned var måneden, hvor jeg fik en ny lektørudtalelse på ”Smukke Anna”, som var lige så positiv, som den oprindelige var negativ. Man skulle næsten tro, jeg selv havde skrevet den (den nye altså). En rodet bog med dårligt og fejlfyldt sprog var pludselig blevet til en ’gysende perle’ med nuanceret, poetisk sprog.

Dog føles det, som om at en genbedømmelse vægter knap så kraftigt, som hvis man får en god udtalelse fra starten af. Jeg har i hvert fald ”kun” fået bestillinger på yderligere atten eksemplarer af bogen, efter den nye udtalelse blev publiceret. Måske er det fordi, mange bibliotekarer stadig kan huske den dårlige udtalelse lidt for godt …? Ved det ikke. Men det totale salgstal er oppe på 70 styks d.d.

Der er også rullet nogle nye anmeldelser ind den sidste tid. ”Smukke Anna” blev anmeldt i Himmelskibet, hvor den blev beskrevet som spændende og velskrevet, dog med nogle anker omkring karakterudviklingen. På litteratursiden kom en rigtig positiv anmeldelse, og en anmelder på Bogblogger var en smule splittet, men også ganske positiv.  

Overvejende har bogen fået gode anmeldelser, men jeg kan også godt forstå, hvis nogle læsere føler sig lidt splittede. Det er normalt at søge efter identifikation og klare motiver i en tekst, men ”Smukke Anna” kan ikke tilbyde nogen af delene. Der er ingen tryghed eller genkendelighed at hente, kun en adgangsbillet til et surreelt, ukendt landskab, og Annas motiver er lige så fordøjelige som et hårdt slag til hovedet – og det var selvfølgelig et bevidst greb. Jeg var dog forberedt på blandede reaktioner. Og selvom ”Anna” er rimelig trippet, selv i Wilmann-regi, er det jo ikke mit lod her i livet at skrive ud fra berettermodeller, overkonstruerede plotlinjer og spændingskurver. Jeg skriver små mareridt, jeg lader mig viljeløst rive med, også derfor at jeg aldrig skriver, med mindre ideen kommer til mig.

Nå, det var lige et sidespor …

Lad os snakke lidt om ”Frygt-filerne”, min kommende novellesamling. Min betalæser er færdig med at gennemgå manuskriptet, og jeg i fuld gang med at rette til. Der er blevet diskuteret flittigt om syreopløsning af knogler og fedt, begravelsesritualer, kannibalisme, maddikker og meget mere. Der er også lavet forside (virkelig ond … vil blive afsløret inden længe), som jeg denne gang har stået for helt selv; egne fotos, eget layout – bliver lidt spændende at se, hvad reaktionerne er.

Alt tyder stadig på, at Frygt-filerne udkommer sidst i maj. Inden længe vil jeg publicere titlerne og en lille teaser til hver af novellerne ... Stay tuned.

Ny lektørudtalelse på Smukke Anna ...
27-02-2012

Nu har jeg jo ladet offentligheden (okay, det er måske så meget sagt, men i hvert fald de fire mennesker, der læser min blog) følge med i sagen om lektørudtalelsen på "Smukke Anna", så nu må jeg hellere få afsluttet sagen med manér.

For kort at opsummere: I januar modtog min roman en lektørudtalelse, der efter min mening var for subjektiv og også mangelfuld i forhold til retningslinjerne. Jeg klagede over den og fik endda medhold i klagen. Nu er der så kommet en ny udtalelse.

Og hvordan er den så ...? 

Kort fortalt er den ... suveræn!!

Lektøren, der har genbedømt bogen, er heldigvis helt uenig med den forrige, og han taler i meget rosende ord om bogen. Det er kun tilladt for mig at citere 10 % af bedømmelsen, men konklusionen på udtalelsen er som følger:

"En lille gysende perle af en roman med læsere på mange biblioteker."

Jeg takker og bukker og konstaterer også, at den nye lektør er en mand, der er inde i horror-stoffet, da han laver relevante sammenligninger med anden litteratur.

Jeg kan kun være godt tilfreds med udfaldet af hele denne sag, og min tillid til DBC, der, indrømmet, har hængt i en tynd tråd den sidste måneds tid (hey, hvem sagde paranoia?!), er intakt. Ankemuligheden har - i hvert fald i mit tilfælde - fungeret, og bogen har fået en fair genbedømmelse.
   
Inspiration og hovedpine
20-02-2012

Jeg havde en mærkelig dag i går; havde hovedpine af hidtil ukendte proportioner, men var samtidig ramt af et sandt stormvejr af inspiration.

Jeg guffede panodiler dagen lang, men uden hvile til hjernecellerne ville smerten ikke forsvinde. Og hver gang jeg lagde mig ned med snurrende kranie, begyndte underlige manus-ideer at fise rundt i hovedet på mig, så jeg måtte finde papir og blyant frem. Sådan gik det 2-3 gange: 1.Panodiler. 2.Forsøg på hvile. 3.Flere manusideer 4. hovedpine bragede stadig.

Først da jeg vågnede i morges, var hovedpinen væk, og ved min side lå 3-4 ark med ideer til et virkeligt fedt manus – faktisk så interessant, at jeg nok må lægge mit igangværende romanprojekt lidt på hylden. Jeg fortæller intet om det nu, udover at det er ”GOTHIC AS FUCK”.

(hele den mystiske undfangelse af projektet har desuden (endnu engang) bekræftet mig i, at inspiration er en form for sindssyge …)

Ved siden af dette meget nye projekt, er der en meget kompetent betalæser, der er ved at læse min novellesamling ”Frygt-filerne” igennem – der er her tale om otte noveller, også i den gotiske afdeling, dog med noget mere blod og perversion end i den klassiske form. Denne samling udkommer på mit eget forlag KAOS enten i maj eller september. Det kommer lidt an på det ene og det andet, og en udgivelse midt i sommerferien er ikke ønskelig – så hvis den ikke er klar til maj, bliver det først lige efter ferien.

Ud over fremtidsplanerne, sker der ikke vildt meget i forlagsbiksen lige nu. Der er kun solgt ti bøger siden sidste update for en måneds tid siden, hvilket hæver det totale salgstal af ”Smukke Anna” til (fanfare!!) 52 …! Ikke vildt imponerende.

En god ting er dog, at jeg har fået medhold i min klage over lektørudtalelsen på ”Smukke Anna”. Jeg fandt, at den var overdrevet negativ og mangelfuld (og den har da også været skyld i at ”Smukke Anna” kun findes på ret få biblioteker indtil videre), og DBC har taget klagen til sig, og udarbejder en ny lektørudtalelse. De pointerede dog, at afgørelsen først og fremmest skyldtes, at lektøren havde undladt at lave sammenligning med anden relevant litteratur. 

Det er jo så ret spændende, hvordan den ny udtalelse lyder – det kan blive ganske afgørende for bibliotekssalget. Tjekker postkassen spændt hver dag.

Det var vist det hele for nu ... Ny update om forlagslivet følger om en måneds tid. 
Første måned med forlaget KAOS
14-01-2012

Så er der gået en måneds tid, siden første udgivelse, ”Smukke Anna”, udkom på mit lille forlag KAOS, og hvordan er den måned så forløbet …?

Den har forløbet godt vil jeg sige. Faktisk rigtig godt.  

Det startede ellers noget lumpent med en meget mærkelig lektørudtalelse, der i mine øjne var så mangelfuld at jeg måtte klage over den. Klagen er under behandling nu, og jeg får afgørelse i februar.

Det mærkelige er bare, at bibliotekerne har bestilt min bog alligevel. Der er indtil videre gået 24 eksemplarer til biblioteker. Nogle enkelte af dem kan jeg regne ud, er bibliotekarer, der har læst bogen gennem deres virke på forskellige horrorblogs, men langt fra dem alle. Så bibliotekerne bestiller altså ikke udelukkende ud fra lektørudtalelse.

Ud over bibliotekssalget var der indtil for et par dage siden kun solgt otte eksemplarer. Ét eksemplar gennem en boghandel og resten bestilt direkte fra mit forlag. Dette fik mig, måske lidt forhastet, til at konkludere, at vi er i en tid, hvor det er temmelig svært at få folk op af stolene – dette blev dog gjort til skamme, da jeg i går under uformelle rammer holdt bogreception og der rent faktisk dukkede mennesker op – også folk jeg ikke kendte, men som havde set omtalen af arrangementet på danske horrorfans’ facebookgruppe (se bare, der kan godt komme gode ting ud af facebook).

Det var en oplevelse, der indgydede en del håb i mig, må jeg sige; det er rent faktisk muligt at få folk til at dukke op til små, undergrundsagtige begivenheder, hvilket er super cool. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det som et slags tupperwareparty for ”smudslitteratur”, he, he – et slags ultimativt nærdemokrati for skrækglade læsere, der ikke fatter hvorfor der primært står puha på hylderne i de større boghandlere (beklager 'puha' - jeg er i skrivende stund lidt baldret; har ikke fået mine otte timer). 

Nå, men jeg fik solgt en pæn, lille bunke bøger til bogreceptionen, og det samlede salgstal af ”Smukke Anna" for første måned er det sjove tal 42 – et salgstal jeg godt mener, jeg kan være bekendt.  

Hvis jeg skal finde på noget, der har været ”nederen” (for at bruge et meget intelligent og akademisk udtryk) her den første måned, har det været den helt forudsigelige: Enhver henvendelse til de mere etablerede kredse i litteraturmiljøet, afstedkommer rungende tavshed – det gælder både anmeldere og boghandlere, og jeg tænker lidt: Hvor er almindelig pli og høflighed dog blevet af?

Kan man i det mindste ikke skrive ”NEJ” eller ”Skrub af!” i en mail, så man har fået ren besked? Hvad skal den her tavshed til for ...?

”Selvudgiver” og ”horror” er fy-fy ord i branchen, og man føler sig ærlig talt lidt udsat for en slags racisme.
 
Jeg fik f.eks. meget overraskende svar fra en anmelder på en større avis, der skrev at jeg kunne sende bogen, hvis jeg ville have den anmeldt. Fantastisk! Dog ikke så fantastisk når man så to måneder efter hverken har set anmeldelse, hørt et kvæk fra personen, og ens e-mails konsekvent ikke bliver besvaret – selv når man skriver, at vedkommende meget gerne må skrive pænt nej tak til at anmelde bogen, afklaring ville bare være det mest … ja, civiliserede.

Well, nogle folk er bare for underlige, og det er jo så tåbeligt forudsigeligt, at man ikke engang kan blive rigtig sur over.   

I stedet for at fokusere på de mennesker, der ynder at holde én nede, vælger jeg at fokusere på de MANGE, der gør en masse for at fremme den snævre type litteratur, jeg og et stort felt af andre forfattere skriver. Der er et væld af gode blogs drevet af ildsjæle, og tilmed en bunke interesserede læsere, der har mod på at bryde den pagt de store forlag, boghandlerne og supermarkederne har lavet – den der går ud på at klaske metervarer op i sylten på os, og holde alternative genrer som f.eks. horror på behørig afstand.

Men bundlinjen for første måned er, at det er fedt at være selvudgiver!     
Happy new year ... FUCKER!!
31-12-2011

På forsiden af Dystre Danmark#2 (den spritnye horror-antologi fra H. Harksen Productions) står der "fucker", og det er ledsaget af en bloddryppende smiley.

Dette statement er ikke yderligere forklaret, og man kunne spørge sig selv, hvorfor nogen redaktør med respekt for sig selv ville skrive ukvemsord henover forsiden på sin udgivelse ... MEN mit bud er, at det er for at skille fårene fra bukkene; Dystre Danmark er Klassens uartige dreng - det er sgu ikke for børn det her! Og fuck-fucking-fuck hvor jeg synes, det er fedt med sådan en forside. For Dystre Danmark ER ikke for børn. Jeg har læst lidt over halvdelen af bogen, og der bliver ikke lagt fingre imellem.  

Det er grumme historier skrevet i finanskrisens skygge i et i sandhed dystert Danmark, hvor ingenting lykkes og så alligevel ... Der spirer en herlig ironi og næsten latterinducerende selvopholdelsesdrift fra et velfærdssamfund i recession. 

I bogen bliver der prikket til hverdagslivets monotoni (trædemøllen, you know - that fucker!), krisens virkninger og udkants-Danmark skal da også lige have en tur. Bogen er symptomatisk for the new dark ages of europe og kunne passende stoppes i en tidskapsel anno 2011.

I mit eget novellebidrag "Sammenhold" tager jeg fat på udkants-Danmark og mine forestillinger om hvad der foregår derude, og det er ikke så lidt. 

Tjek bogen ud. Vi lever jo i dystre Danmark ... Fucker!!

Hug, hak! At slagte en bog.
21-12-2011

For et års tid siden snublede jeg over hjemmesiden www.bogmord.dk, der har til formål at belyse klagesager om mangelfulde lektørudtalelser. Jeg skrev en kommentar til siden om, at jeg ikke mente, verden havde brug for det, da der jo er klageinstanser, og man ikke behøver hænge folk ud med navn.  

Jeg har nu selv prøvet at få min bog ”myrdet”, men mine holdninger omkring gabestoksmentaliteten er dog uændrede.

Min nyeste roman ”Smukke Anna”, der er skrevet til voksne og balancerer på en knivsæg mellem magisk realisme og horror af den grumme slags, er nemlig faldet i hænderne på en lektør, der ligger så langt udenfor målgruppen, som det er muligt, og han har desværre ikke evnet at træde to skridt tilbage fra værket og vurdere det ud fra lidt mere objektive kriterier.  Det regner med kritik, som jeg slet ikke kan genkende (jeg er jo selvfølgelig også forfatteren), men man bliver altså lidt overrasket, når man efter at have skrevet i seksten år og fluekneppet ovennævnte titel i korrekturen får at vide, at sproget er ”dårligt” og ”fejlfyldt” uden nærmere konkretisering.

Lektørens frustration over ikke at kunne pinpointe genren skinner igennem, og det indrømmes da også (i selve udtalelsen), at vedkommende ikke kender noget til genren, hvilket egentlig er lidt overraskende efter årtier med King, Barker, Koontz, Blatty, vores nordiske broder, John Ajvide, og den regn af nye danske talenter, der er efterhånden. Man skulle mene, at den almindelige læser havde bare et eller andet kendskab til horrorgenren.  

Jeg har gennem årene erfaret, at dem, der synes dårligst om mine bøger, er ældre mænd. Jeg kunne nærmest lugte hadet i nogle af anmeldelserne af mit exploitation-eksperiment, ”The end”. Det hele var ”computerspils-agtigt”, verden var gået af lave, og jeg var kvindeundertrykker blandt meget andet (!). Hvis jeg kunne have fået minus seks stjerner og et knytnæveslag lige i fjæset, havde det nok været anmelderens valg.

Jeg tror, grunden til at mange ældre mænd ikke kan lide min litteratur, er fordi, den er utilregnelig. Jeg er nok lyrisk anarkist til en vis grad, og jeg ønsker at pille enhver illusion om kontrol helt væk. Jeg vil have folk ud, hvor det er ubehageligt, endda stødende, for det er på usikker grund, at det bliver spændende. Denne ”fuck-det-sikre-mentalitet” er nok det, der har været mest gennemløbende i mit forfatterskab.        

Hvis man så skal forsøge at analysere, hvorfor lige præcis ældre hanner reagerer så dårligt på disse træk, vil jeg mene, at det blandt andet handler om omstillingsparathed. Med årene og livserfaringen vokser en illusion om kontrol, skepsis overfor det nye og en række fordomme – f.eks. at alt horror jo MÅ være rettet til de yngre læsere, fordi …? Ja, hvad er svaret egentlig på det? Fordi genren er fyldt med vold, mord og sex?! Fordi den udspringer fra en nærmest højlitterær, gotisk tradition, nu i moderne indpakning?? Jeg evner simpelthen ikke at svare fornuftigt på det spørgsmål.   

Sjovt nok har jeg kvindelige læsere i alle aldre; yngre til midaldrende kvinder synes at være mit stærkeste segment, men jeg har også fået positive reaktioner fra kvinder oppe i tresserne. Måske er kvinder - med tidens gang - bedre til at lade sig forføre af det fremmede og læse med et åbent sind, hvem ved?

Men for lige at komme tilbage til, hvad det hele handler om: At få en sjusket lektørudtalelse er faktisk en ret alvorlig sag. Når vi snakker små oplag og obskure genrer, kan bibliotekssalget udgøre broderparten af omsætningen, og alt efter om man får en dårlig, middelgod eller bragende lektørudtalelse, kan det påvirke salget med flere hundrede procent.

DBC’s system med lektørudtalelser har været under kraftig beskydning i flere år, fordi det kun er én person (der måske har haft en dårlig dag), der kan afgøre om enhver dansker med et bibliotekskort må få lov at låne en given bog.

Min kommentar må være, at hvis blot DBC’s lektører agerer professionelt og lever op til de udstukne
retningslinjer, så burde der ikke være nogen ko på isen.  Og med ’professionelt’ mener jeg, at lektøren evner at sætte sig lidt ud over egne præferencer og vurderer et værk ud fra sine generelle litterære kvaliteter, anbefaler det til rette målgruppe, og ikke kommer med uholdbar kritik, der dybest set bunder i frustration.

Med den lektørudtalelse, jeg har fået på ”Anna”, kan jeg kun sige, at det virker, som om vedkommende har skrevet den nærmest i trods, når han ligefrem skriver, at han ikke kender til genren.

Og det skal jo helst ikke være sådan, at fordi en bog havner på det forkerte skrivebord, så bliver en spirende genre – her horror til voksne – holdt nede.       

Jeg overvejede lidt, om jeg skulle publicere disse tanker, da jeg har klaget over udtalelsen, og man jo (i sine værste forestillinger om mennesket) kunne frygte, at dette kunne skade mine muligheder.  Men jeg synes, åbenhed om det her er ret vigtigt – for jeg ved, at DBC’s system er noget, der bliver snakket rigtig meget om ude på forlagene.   

Martyrens dag
13-12-2011

Hvad er det egentlig, vi mindes, når vore kære små går lucia optog her d. 13. december?

I Syrakus, Italien levede der omkring år 300 en ung kvinde ved navn Lucia. Hun fik i en ung alder en åbenbaring om, at hun skulle være skytshelgen for Syrakus og valgte kompromisløst at forfølge den skæbne. 

Da hun senere blev gift væk til en romersk herre, besluttede hun at give medgiften væk, da hun som vordende helgen måtte forblive ren (jomfru). Dette faldt dog ikke i romerens smag, og han beordrede Lucia omgående brændt.  

Ifølge myten kunne vagterne ikke flytte den unge, spinkle pige fra stedet, hun var som fastnaglet. Selv ikke under tortur lod hun rokke på sig - end ikke da hendes øjne blev stukket ud.

Til sidst blev hun slået ihjel af en bøddel.

Så i dag er martyrens dag, og den perfekte symbolske dato til at udgive min roman "Smukke Anna", der også handler om en ung pige, der hører et religiøst kald og prøver at frelse dem omkring sig - hun må dog gå så grueligt meget igennem, før lyset øjnes.   

God Luciadag. 

Nåjo, og bogen kan selvfølgelig bestilles her:
Smukke Anna bestilling

Hvad er Smukke Anna?
28-11-2011

Jeg har haft lidt – jeg vil ikke sige problemer – men udfordringer med markedsføringen af min kommende bog ”Smukke Anna”. For hverken genre eller plot kan entydigt opsummeres i korte og præcise termer. Man kunne udlægge den som en hævnhistorie, en ”lille-pige-snitter-sig-vej-gennem-underverdenen-med-ragekniv-agtig-ting”, og det ville ikke være helt forkert – det ville bare heller ikke være helt rigtigt.
 
Med min forrige bog ”Mutagen” var det simpelt. Det var postapokalypse, og det handlede om nogle unger, der havde spist dårligt oksekød og var blevet til sindssyge mutanter – case closed! Så snart man er dykket ned i smeltegryden af allerede eksisterende horror-parametre, har du dig en stærk sag. Så er det enten postapokalypse, en vampyrbog, en spøgelseshistorie etc., og du vil have en glubende horde der står klar med kriblen i fingrene – jeg fornemmer, at jeg vist er på anderledes gyngende grund her.

Når jeg ser traileren, jeg har fået strikket sammen til ”Smukke Anna”, kan man nemt få indtrykket af, at det handler om hævn, hævn og atter hævn, men som tidligere nævnt forholder det sig ikke helt sådan. Nu vil den observante jo nok udbryde: Jamen, så læg dog et forpulet uddrag af bogen ud, mand! … Men nej, det lader sig desværre heller ikke gøre, for uanset hvad jeg lagde ud, ville det på én eller anden måde spolere læseoplevelsen.

Udgivelsen er helt sikkert et kunstnerisk sats, og jeg havde tre andre manuskripter liggende, som nok havde været nemmere at smække en catchy salgstekst på, men nej, så nemt skal det ikke være. Med lidt held kan nogle af de anmeldelser, der vil tikke ind i løbet af den næste tid, anskueliggøre for dig, hvad ”Smukke Anna” egentlig er for en størrelse.

Okay, et sidste forsøg på at gøre det rigtig simpelt:

Pige – Ragekniv – Gangstere – Torturmaskiner – Blodkult – Hallucinationer – Hindugud – 13. dec.

What’s not to like …?
 
Det sker igen
27-11-2011

Forlaget Kandors antologi ”Det sker igen” er udkommet. Præmissen ved indkaldelsen var, at man skulle skrive en novelle med afsæt i nazisme, racisme, kontrolmentalitet o.l., og hvorfor disse ikke bør få overtaget. Så vidt jeg erindrer, var det horrornoveller, der blev bedt om, men den endelige antologi spænder nu bredt fra realisme til horror til science fiction.
 
Mit eget bidrag hedder ”Et øjebliks transcendens” og handler om en fyr, der er ved at skrive et vigtigt essay, men bliver forstyrret af mærkelige hallucinationer. Hver gang han lukker sine øjne (eller blot misser med dem) åbner de et andet sted – og det er ikke noget rart sted skal lige siges.
 
 
”Idet øjnene var helt lukkede, skete der noget underligt, noget fuldstændig uventet: Det var, som om de åbnede et andet sted.

Han lå på siden og stirrede frem for sig, det var iskoldt, og han var omgivet af kolde, nøgne kroppe. Der hang en hæslig stank af død i luften, krydret på toppen med et strejf af krudt.    

Øjnene lukkede i den anden verden, og han slog dem op i lejligheden foran computeren. Hans hud krøb, hårene rejste sig, og hjertet galoperede af sted. Hvad helvede var det her nu for noget degenereret pis?!
                            
Han prøvede ganske forsigtigt at glide sprækkerne i, og i det samme så han ind i den døde, isnende verden igen.
Han prøvede at blinke tilbage, men nu kunne det ikke lade sig gøre. Han var fanget! Kunne ikke engang mærke sin krop tilbage i lejligheden længere, kun følelsen af at ligge urørlig, skulder mod skulder med koldt kød. Fluer pilede over menneskebjergene og på hans egen hud.
Han var den eneste, der ikke var død endnu, men han var ganske tæt på. Kunne mærke hvordan lungen hvæsede, og den jernagtige smag af blod druknede hans svælg. Livet hang i en så uendelig tynd tråd, det vaklede, dirrede, hjertets slag slæbte sig afkræftet af sted …”
 
 
Jeg pløjede mig hurtigt igennem samlingen, da den kom ind ad døren og må især fremhæve Kandor-chef Nikolaj Højbergs eget bidrag ”Hvid chili” – et vildt adrenalintrip, der ikke forfalder til at være moraliserende, men bare byder på masser af spænding og horribel grusomhed. Jeg læste den i en lidt anderledes version for et lille år siden (på forfatterhaab) og var begejstret, og den er bestemt ikke blevet ringere i den nye indpakning. Thomas Strømsholt har også begået en ret glimrende novelle ”Hamatano” om at overse det væsentlige i det moderne livs trædemølle, og Jesper Rugårds ”Den søde ventetid”, som man ikke bør afsløre for meget om, tog også kegler hos mig, kort sagt fordi den tager røven på én. Der var efter min mening også et par misfires i samlingen, men stadig nok kvalivarer til at oplevelsen blev rar. Og det er sgu cool, at der er nogen, der tør udgive en novellesamling med så mange holdninger stuvet sammen på 200 sider. Længe leve den politiske novelle!            

Rundtur på torturmuseet.
31-10-2011


I foråret 2010 var jeg på en miniferie til Prag. Det var et par måneder, før jeg var begyndt at tænke på kødmutagener, og hvad disse evt. kunne have tilfælles med mutanter på berserkergang og civilisationens forfald. Jeg var så at sige  "imellem projekter" - hvilket altid giver et modtageligt sind.

Og Prag gav masser af gode indtryk som straks blev griflet ned i en lille notesbog. Der var mange romaer i gaderne, de unge piger utroligt kønne, og ikke langt fra dem sås ordensmagten med den synlige gøb i bæltet ... Selvom flyturen dertil kun havde taget halvanden time, blev man hurtigt mindet om, at dette dog var øst for det gamle Østtyskland.

Inspirationen kom alle vegne fra: Den unge servitrice, der åndede ren sprittåge op i ansigtet på mig, da hun tog imod frokostbestillingen, manden der lå og sov i midtergangen i sporvognen, og i den helt anden ende af skalaen alle tingel-tangel butikkerne og overfloden af amerikanske kæder som Starbucks og McDonalds – alt sammen blev byggeklodser til det, der senere skulle forvandle sig til ”Smukke Anna”.

Og ét sted, der især gjorde indtryk på mig var ”The museum of medieval torture instruments” som ligger tæt ved Karls Broen.

Lad mig byde på en lille rundtur …
 

Kom bare indenfor. Lad dig ikke skræmme af de blodrøde gulvtæpper og djævlestukken over dørene ...

Første attraktion på museet er "the iron maiden" eller jernmøen. Høj nok til at rumme et menneske og foret med kæmpe pigge.

Her en styg variation af pinebænken, hvor den afhørte både blev strukket og fik pigge ind i ryggen samtidig. Det forlyder sig, at pinebænkens ofre kunne strækkes helt op til 30 cm, før de gik fra hinanden!

"The inquisition chair" eller "inquisition armchair" er den sidste stol, du ønsker at sidde i. Den afhørte skulle sidde musestille for ikke at blive gennemboret helt af piggene - lidt af en øvelse, når forhørerne stak med spyd og brændejern imens.

"The head crusher". Bøjlen tvinges ned over hovedet på ofret som ligger på maven, og en spids drejes ned i kraniet, til det flækker.

Og den her ... Ja, jeg vil ikke fortælle for meget om den, andet end at den hedder "The hand guillotine". Den har nemlig, uden at afsløre for meget, en ret fremtrædende rolle i "Smukke Anna" ... Du kan jo selv sidde og gruble lidt over mekanikken.   

Rundtur slut.

 

Aghori Sadhus - makaber research!
26-10-2011


Når jeg skal skrive en bog, har jeg altid en lang liste med ting, der skal researches igennem, før jeg kan gå i gang (for jeg ved desværre ikke alt). Det indebærer noget i stil med en uge klæbet til skærmen, hvor jeg pløjer mig igennem den ene artikel efter den anden. Ofte er det kun en brøkdel af det læste, der havner i det endelige manuskript, men min indstilling er, at det er bedre at have en dyb forståelse af det univers, man vil bygge op – så de ting, der ligger til fortolkning i historien, er klart afgrænset og defineret inde i mit eget hoved.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at mine skriverier ofte har kredset om det makabre, så researchen er før gået hen og blevet lettere, øh … ubehagelig. Sygdom og patologi har været et gennemgående tema i mine ældre tekster, og en god ven, der er hjernekirurg, har tit hjulpet mig her. F.eks. var jeg for nogle år siden i gang med en roman, hvor morderen samlede på hænder, og jeg var meget opsat på at få beskrevet præparaterne (det er dét, læger kalder døde legemsdele) korrekt. Jeg blev da også inviteret ind på Panum Instituttet, så jeg kunne få lov til at røre ved en hånd i formalin, men min kone lod mig forstå, at hun aldrig ville tale med mig igen, hvis jeg gjorde det – så det blev ikke til noget (jeg måtte nøjes med beskrivelsen af, at den var kold og svampet).    

I min research til min kommende roman ”Smukke Anna” stødte jeg dog på det hidtil klammeste, jeg har været ude for. Det var den indiske sekt Aghori Sadhus, der stadig findes denne dag i dag i et mindre antal.

Aghori Sadhus praktiserer en ekstrem afart af hinduisme, hvor de anser alt for at være helligt. Gud er i alt, så intet må gå til spilde – det indebærer i praksis frastødende ritualer hvor de drikker hundeurin, eller værre endnu: spiser deres afdøde. Sidstnævnte foregår ved, at en afdød slægtning tøjres til en snor og slippes ud i floden, Ganges, så han kan blive renset (med patologiens briller bliver kroppen snarere ekstra rådden). Efter et par dage trækkes liget så ind, og den efterladte sætter sig ovenpå det og mediterer i en rum tid. Herefter parteres og fortæres dele af kroppen. Nu lever vi jo i sådanne herlige youtube-tider, så man rent faktisk kan finde videoer og se det hele i farvefulde, levende billeder - så det gjorde jeg. Man må jo lide lidt for kunsten.

Ud over de kannibalistiske ritualer maler Aghori Sadhus sig hvide med de dødes aske og har andre ceremonier hvor de har sex med menstruerende skøger på indviet jord.

Hmm, så ser livet som agnostiker lige pludselig ikke så ringe ud; det er i hvert fald mere uforpligtende ...   
 

Nyt forlag, ny bog!
22-10-2011


Der er ellers lige sket lidt her de sidste par måneder! Mest mærkbart at jeg har startet mit eget forlag og har en roman lige om hjørnet ...

Som nogle nok husker, startede jeg min forfatterkarriere med en selvudgivelse, den postapokalyptiske splatter ”The end”. Dengang i 2009 valgte jeg at blive selvudgiver, fordi jeg i mange år havde sendt manuskripter ind til forlag og fået dem retur med beskeden om, at mit materiale ikke passede ind i deres udgivelsesprogram, eller i visse tilfælde at jeg skrev godt, men at de ikke turde udgive ”sådan noget”. Konsensus var, at jeg skrev for voldeligt, for frækt og var for svær at markedsføre, fordi jeg udfoldede mig i formodede ”børnegenrer” på en alt for eksplicit og voksen måde - jeg "havde ikke min målgruppe nok for øje" (shove it!).

I 2010 skete der så det, at mit manuskript ”Mutagen” blev antaget af et mindre forlag og endda ét, der var meget liberalt hvad angik det eksplicitte indhold. Selvudgivelse var fint, men det var, indrømmet, smigrende at blive "udvalgt" af et forlag, når man i seks-syv år havde banket hovedet mod muren.

Kort før sommer blev konklusionen på forlagssamarbejdet dog, at det ikke var det rigtige for mig. Med de mange muligheder internettet byder, er det oplagt at gøre-det-selv, i hvert fald hvis man har lysten. Jeg vil ikke kategorisk afvise et fremitidigt forlagssamarbejde, dog vil min tilgang til det da være mere i stil med: Hvad kan I tilbyde mig for de 85 % af kagen, I hapser?      

Så jeg springer nu ud som selvudgiver for anden gang. Og anden gang føles på mange måder som den første, for denne gang er det med en komplet anderledes motivation: Jeg gør det ikke, fordi jeg er tvunget til det, men fordi jeg har lyst.

Og jeg glæder mig til at dykke ned i den store portefølje af vanvittige tekster, jeg har liggende. Jeg har trods alt kun fået udgivet et par bøger om jordens undergang og en række noveller spredt i forskellige antologier, så det bliver fedt at vise, hvem jeg egentlig er. Det forsøger jeg i første ombæring med horrorromanen "Smukke Anna".

Bogen er meget anderledes end min forrige. "Mutagen" var overvejende en suspensedrevet horrorthriller, der knaldede derudaf, hvor "Smukke Anna" er en anderledes fragmenteret og surrealistisk horroroplevelse. Det bliver helt sikkert en udfordring for de, der måtte have gået og ventet på "Mutagen 2" (It aint gonna happen soon, I tells ya), men der bliver i hvert fald ikke sparet på gruen og blodet.   

 
Jonas Wilmann - kontakt: jonaswilmann@gmail.com - Tlf.: 22 26 61 68
Lav din egen hjemmeside med mono.net