BLOG
20-02-2012
Jeg havde en mærkelig dag i går; havde hovedpine af hidtil ukendte proportioner, men var samtidig ramt af et sandt stormvejr af inspiration.
Jeg guffede panodiler dagen lang, men uden hvile til hjernecellerne ville smerten ikke forsvinde. Og hver gang jeg lagde mig ned med snurrende kranie, begyndte underlige manus-ideer at fise rundt i hovedet på mig, så jeg måtte finde papir og blyant frem. Sådan gik det 2-3 gange: 1.Panodiler. 2.Forsøg på hvile. 3.Flere manusideer 4. hovedpine bragede stadig.
Først da jeg vågnede i morges, var hovedpinen væk, og ved min side lå 3-4 ark med ideer til et virkeligt fedt manus – faktisk så interessant, at jeg nok må lægge mit igangværende romanprojekt lidt på hylden. Jeg fortæller intet om det nu, udover at det er ”GOTHIC AS FUCK”.
(hele den mystiske undfangelse af projektet har desuden (endnu engang) bekræftet mig i, at inspiration er en form for sindssyge …)
Ved siden af dette meget nye projekt, er der en meget kompetent betalæser, der er ved at læse min novellesamling ”Frygt-filerne” igennem – der er her tale om otte noveller, også i den gotiske afdeling, dog med noget mere blod og perversion end i den klassiske form. Denne samling udkommer på mit eget forlag KAOS enten i maj eller september. Det kommer lidt an på det ene og det andet, og en udgivelse midt i sommerferien er ikke ønskelig – så hvis den ikke er klar til maj, bliver det først lige efter ferien.
Ud over fremtidsplanerne, sker der ikke vildt meget i forlagsbiksen lige nu. Der er kun solgt ti bøger siden sidste update for en måneds tid siden, hvilket hæver det totale salgstal af ”Smukke Anna” til (fanfare!!) 52 …! Ikke vildt imponerende.
En god ting er dog, at jeg har fået medhold i min klage over lektørudtalelsen på ”Smukke Anna”. Jeg fandt, at den var overdrevet negativ og mangelfuld (og den har da også været skyld i at ”Smukke Anna” kun findes på ret få biblioteker indtil videre), og DBC har taget klagen til sig, og udarbejder en ny lektørudtalelse. De pointerede dog, at afgørelsen først og fremmest skyldtes, at lektøren havde undladt at lave sammenligning med anden relevant litteratur.
Det er jo så ret spændende, hvordan den ny udtalelse lyder – det kan blive ganske afgørende for bibliotekssalget. Tjekker postkassen spændt hver dag.
Det var vist det hele for nu ... Ny update om forlagslivet følger om en måneds tid.
14-01-2012
Så er der gået en måneds tid, siden første udgivelse, ”Smukke Anna”, udkom på mit lille forlag KAOS, og hvordan er den måned så forløbet …?
Den har forløbet godt vil jeg sige. Faktisk rigtig godt.
Det startede ellers noget lumpent med en meget mærkelig lektørudtalelse, der i mine øjne var så mangelfuld at jeg måtte klage over den. Klagen er under behandling nu, og jeg får afgørelse i februar.
Det mærkelige er bare, at bibliotekerne har bestilt min bog alligevel. Der er indtil videre gået 24 eksemplarer til biblioteker. Nogle enkelte af dem kan jeg regne ud, er bibliotekarer, der har læst bogen gennem deres virke på forskellige horrorblogs, men langt fra dem alle. Så bibliotekerne bestiller altså ikke udelukkende ud fra lektørudtalelse.
Ud over bibliotekssalget var der indtil for et par dage siden kun solgt otte eksemplarer. Ét eksemplar gennem en boghandel og resten bestilt direkte fra mit forlag. Dette fik mig, måske lidt forhastet, til at konkludere, at vi er i en tid, hvor det er temmelig svært at få folk op af stolene – dette blev dog gjort til skamme, da jeg i går under uformelle rammer holdt bogreception og der rent faktisk dukkede mennesker op – også folk jeg ikke kendte, men som havde set omtalen af arrangementet på danske horrorfans’ facebookgruppe (se bare, der kan godt komme gode ting ud af facebook).
Det var en oplevelse, der indgydede en del håb i mig, må jeg sige; det er rent faktisk muligt at få folk til at dukke op til små, undergrundsagtige begivenheder, hvilket er super cool. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det som et slags tupperwareparty for ”smudslitteratur”, he, he – et slags ultimativt nærdemokrati for skrækglade læsere, der ikke fatter hvorfor der primært står puha på hylderne i de større boghandlere (beklager 'puha' - jeg er i skrivende stund lidt baldret; har ikke fået mine otte timer).
Nå, men jeg fik solgt en pæn, lille bunke bøger til bogreceptionen, og det samlede salgstal af ”Smukke Anna" for første måned er det sjove tal 42 – et salgstal jeg godt mener, jeg kan være bekendt.
Hvis jeg skal finde på noget, der har været ”nederen” (for at bruge et meget intelligent og akademisk udtryk) her den første måned, har det været den helt forudsigelige: Enhver henvendelse til de mere etablerede kredse i litteraturmiljøet, afstedkommer rungende tavshed – det gælder både anmeldere og boghandlere, og jeg tænker lidt: Hvor er almindelig pli og høflighed dog blevet af?
Kan man i det mindste ikke skrive ”NEJ” eller ”Skrub af!” i en mail, så man har fået ren besked? Hvad skal den her tavshed til for ...?
”Selvudgiver” og ”horror” er fy-fy ord i branchen, og man føler sig ærlig talt lidt udsat for en slags racisme.
Jeg fik f.eks. meget overraskende svar fra en anmelder på en større avis, der skrev at jeg kunne sende bogen, hvis jeg ville have den anmeldt. Fantastisk! Dog ikke så fantastisk når man så to måneder efter hverken har set anmeldelse, hørt et kvæk fra personen, og ens e-mails konsekvent ikke bliver besvaret – selv når man skriver, at vedkommende meget gerne må skrive pænt nej tak til at anmelde bogen, afklaring ville bare være det mest … ja, civiliserede.
Well, nogle folk er bare for underlige, og det er jo så tåbeligt forudsigeligt, at man ikke engang kan blive rigtig sur over.
I stedet for at fokusere på de mennesker, der ynder at holde én nede, vælger jeg at fokusere på de MANGE, der gør en masse for at fremme den snævre type litteratur, jeg og et stort felt af andre forfattere skriver. Der er et væld af gode blogs drevet af ildsjæle, og tilmed en bunke interesserede læsere, der har mod på at bryde den pagt de store forlag, boghandlerne og supermarkederne har lavet – den der går ud på at klaske metervarer op i sylten på os, og holde alternative genrer som f.eks. horror på behørig afstand.
Men bundlinjen for første måned er, at det er fedt at være selvudgiver!
31-12-2011
På forsiden af Dystre Danmark#2 (den spritnye horror-antologi fra H. Harksen Productions) står der "fucker", og det er ledsaget af en bloddryppende smiley.
Dette statement er ikke yderligere forklaret, og man kunne spørge sig selv, hvorfor nogen redaktør med respekt for sig selv ville skrive ukvemsord henover forsiden på sin udgivelse ... MEN mit bud er, at det er for at skille fårene fra bukkene; Dystre Danmark er Klassens uartige dreng - det er sgu ikke for børn det her! Og fuck-fucking-fuck hvor jeg synes, det er fedt med sådan en forside. For Dystre Danmark ER ikke for børn. Jeg har læst lidt over halvdelen af bogen, og der bliver ikke lagt fingre imellem.
Det er grumme historier skrevet i finanskrisens skygge i et i sandhed dystert Danmark, hvor ingenting lykkes og så alligevel ... Der spirer en herlig ironi og næsten latterinducerende selvopholdelsesdrift fra et velfærdssamfund i recession.
I bogen bliver der prikket til hverdagslivets monotoni (trædemøllen, you know - that fucker!), krisens virkninger og udkants-Danmark skal da også lige have en tur. Bogen er symptomatisk for the new dark ages of europe og kunne passende stoppes i en tidskapsel anno 2011.
I mit eget novellebidrag "Sammenhold" tager jeg fat på udkants-Danmark og mine forestillinger om hvad der foregår derude, og det er ikke så lidt.
Tjek bogen ud. Vi lever jo i dystre Danmark ... Fucker!!
21-12-2011
For et års tid siden snublede jeg over hjemmesiden www.bogmord.dk, der har til formål at belyse klagesager om mangelfulde lektørudtalelser. Jeg skrev en kommentar til siden om, at jeg ikke mente, verden havde brug for det, da der jo er klageinstanser, og man ikke behøver hænge folk ud med navn.
Jeg har nu selv prøvet at få min bog ”myrdet”, men mine holdninger omkring gabestoksmentaliteten er dog uændrede.
Min nyeste roman ”Smukke Anna”, der er skrevet til voksne og balancerer på en knivsæg mellem magisk realisme og horror af den grumme slags, er nemlig faldet i hænderne på en lektør, der ligger så langt udenfor målgruppen, som det er muligt, og han har desværre ikke evnet at træde to skridt tilbage fra værket og vurdere det ud fra lidt mere objektive kriterier. Det regner med kritik, som jeg slet ikke kan genkende (jeg er jo selvfølgelig også forfatteren), men man bliver altså lidt overrasket, når man efter at have skrevet i seksten år og fluekneppet ovennævnte titel i korrekturen får at vide, at sproget er ”dårligt” og ”fejlfyldt” uden nærmere konkretisering.
Lektørens frustration over ikke at kunne pinpointe genren skinner igennem, og det indrømmes da også (i selve udtalelsen), at vedkommende ikke kender noget til genren, hvilket egentlig er lidt overraskende efter årtier med King, Barker, Koontz, Blatty, vores nordiske broder, John Ajvide, og den regn af nye danske talenter, der er efterhånden. Man skulle mene, at den almindelige læser havde bare et eller andet kendskab til horrorgenren.
Jeg har gennem årene erfaret, at dem, der synes dårligst om mine bøger, er ældre mænd. Jeg kunne nærmest lugte hadet i nogle af anmeldelserne af mit exploitation-eksperiment, ”The end”. Det hele var ”computerspils-agtigt”, verden var gået af lave, og jeg var kvindeundertrykker blandt meget andet (!). Hvis jeg kunne have fået minus seks stjerner og et knytnæveslag lige i fjæset, havde det nok været anmelderens valg.
Jeg tror, grunden til at mange ældre mænd ikke kan lide min litteratur, er fordi, den er utilregnelig. Jeg er nok lyrisk anarkist til en vis grad, og jeg ønsker at pille enhver illusion om kontrol helt væk. Jeg vil have folk ud, hvor det er ubehageligt, endda stødende, for det er på usikker grund, at det bliver spændende. Denne ”fuck-det-sikre-mentalitet” er nok det, der har været mest gennemløbende i mit forfatterskab.
Hvis man så skal forsøge at analysere, hvorfor lige præcis ældre hanner reagerer så dårligt på disse træk, vil jeg mene, at det blandt andet handler om omstillingsparathed. Med årene og livserfaringen vokser en illusion om kontrol, skepsis overfor det nye og en række fordomme – f.eks. at alt horror jo MÅ være rettet til de yngre læsere, fordi …? Ja, hvad er svaret egentlig på det? Fordi genren er fyldt med vold, mord og sex?! Fordi den udspringer fra en nærmest højlitterær, gotisk tradition, nu i moderne indpakning?? Jeg evner simpelthen ikke at svare fornuftigt på det spørgsmål.
Sjovt nok har jeg kvindelige læsere i alle aldre; yngre til midaldrende kvinder synes at være mit stærkeste segment, men jeg har også fået positive reaktioner fra kvinder oppe i tresserne. Måske er kvinder - med tidens gang - bedre til at lade sig forføre af det fremmede og læse med et åbent sind, hvem ved?
Men for lige at komme tilbage til, hvad det hele handler om: At få en sjusket lektørudtalelse er faktisk en ret alvorlig sag. Når vi snakker små oplag og obskure genrer, kan bibliotekssalget udgøre broderparten af omsætningen, og alt efter om man får en dårlig, middelgod eller bragende lektørudtalelse, kan det påvirke salget med flere hundrede procent.
DBC’s system med lektørudtalelser har været under kraftig beskydning i flere år, fordi det kun er én person (der måske har haft en dårlig dag), der kan afgøre om enhver dansker med et bibliotekskort må få lov at låne en given bog.
Min kommentar må være, at hvis blot DBC’s lektører agerer professionelt og lever op til de udstukne
retningslinjer, så burde der ikke være nogen ko på isen. Og med ’professionelt’ mener jeg, at lektøren evner at sætte sig lidt ud over egne præferencer og vurderer et værk ud fra sine generelle litterære kvaliteter, anbefaler det til rette målgruppe, og ikke kommer med uholdbar kritik, der dybest set bunder i frustration.
Med den lektørudtalelse, jeg har fået på ”Anna”, kan jeg kun sige, at det virker, som om vedkommende har skrevet den nærmest i trods, når han ligefrem skriver, at han ikke kender til genren.
Og det skal jo helst ikke være sådan, at fordi en bog havner på det forkerte skrivebord, så bliver en spirende genre – her horror til voksne – holdt nede.
Jeg overvejede lidt, om jeg skulle publicere disse tanker, da jeg har klaget over udtalelsen, og man jo (i sine værste forestillinger om mennesket) kunne frygte, at dette kunne skade mine muligheder. Men jeg synes, åbenhed om det her er ret vigtigt – for jeg ved, at DBC’s system er noget, der bliver snakket rigtig meget om ude på forlagene.
13-12-2011
Hvad er det egentlig, vi mindes, når vore kære små går lucia optog her d. 13. december?
I Syrakus, Italien levede der omkring år 300 en ung kvinde ved navn Lucia. Hun fik i en ung alder en åbenbaring om, at hun skulle være skytshelgen for Syrakus og valgte kompromisløst at forfølge den skæbne.
Da hun senere blev gift væk til en romersk herre, besluttede hun at give medgiften væk, da hun som vordende helgen måtte forblive ren (jomfru). Dette faldt dog ikke i romerens smag, og han beordrede Lucia omgående brændt.
Ifølge myten kunne vagterne ikke flytte den unge, spinkle pige fra stedet, hun var som fastnaglet. Selv ikke under tortur lod hun rokke på sig - end ikke da hendes øjne blev stukket ud.
Til sidst blev hun slået ihjel af en bøddel.
Så i dag er martyrens dag, og den perfekte symbolske dato til at udgive min roman "Smukke Anna", der også handler om en ung pige, der hører et religiøst kald og prøver at frelse dem omkring sig - hun må dog gå så grueligt meget igennem, før lyset øjnes.
God Luciadag.
Nåjo, og bogen kan selvfølgelig bestilles her:
Smukke Anna bestilling
28-11-2011
Jeg har haft lidt – jeg vil ikke sige problemer – men udfordringer med markedsføringen af min kommende bog ”Smukke Anna”. For hverken genre eller plot kan entydigt opsummeres i korte og præcise termer. Man kunne udlægge den som en hævnhistorie, en ”lille-pige-snitter-sig-vej-gennem-underverdenen-med-ragekniv-agtig-ting”, og det ville ikke være helt forkert – det ville bare heller ikke være helt rigtigt.
Med min forrige bog ”Mutagen” var det simpelt. Det var postapokalypse, og det handlede om nogle unger, der havde spist dårligt oksekød og var blevet til sindssyge mutanter – case closed! Så snart man er dykket ned i smeltegryden af allerede eksisterende horror-parametre, har du dig en stærk sag. Så er det enten postapokalypse, en vampyrbog, en spøgelseshistorie etc., og du vil have en glubende horde der står klar med kriblen i fingrene – jeg fornemmer, at jeg vist er på anderledes gyngende grund her.
Når jeg ser traileren, jeg har fået strikket sammen til ”Smukke Anna”, kan man nemt få indtrykket af, at det handler om hævn, hævn og atter hævn, men som tidligere nævnt forholder det sig ikke helt sådan. Nu vil den observante jo nok udbryde: Jamen, så læg dog et forpulet uddrag af bogen ud, mand! … Men nej, det lader sig desværre heller ikke gøre, for uanset hvad jeg lagde ud, ville det på én eller anden måde spolere læseoplevelsen.
Udgivelsen er helt sikkert et kunstnerisk sats, og jeg havde tre andre manuskripter liggende, som nok havde været nemmere at smække en catchy salgstekst på, men nej, så nemt skal det ikke være. Med lidt held kan nogle af de anmeldelser, der vil tikke ind i løbet af den næste tid, anskueliggøre for dig, hvad ”Smukke Anna” egentlig er for en størrelse.
Okay, et sidste forsøg på at gøre det rigtig simpelt:
Pige – Ragekniv – Gangstere – Torturmaskiner – Blodkult – Hallucinationer – Hindugud – 13. dec.
What’s not to like …?
27-11-2011
Forlaget Kandors antologi ”Det sker igen” er udkommet. Præmissen ved indkaldelsen var, at man skulle skrive en novelle med afsæt i nazisme, racisme, kontrolmentalitet o.l., og hvorfor disse ikke bør få overtaget. Så vidt jeg erindrer, var det horrornoveller, der blev bedt om, men den endelige antologi spænder nu bredt fra realisme til horror til science fiction.
Mit eget bidrag hedder ”Et øjebliks transcendens” og handler om en fyr, der er ved at skrive et vigtigt essay, men bliver forstyrret af mærkelige hallucinationer. Hver gang han lukker sine øjne (eller blot misser med dem) åbner de et andet sted – og det er ikke noget rart sted skal lige siges.
”Idet øjnene var helt lukkede, skete der noget underligt, noget fuldstændig uventet: Det var, som om de åbnede et andet sted.
Han lå på siden og stirrede frem for sig, det var iskoldt, og han var omgivet af kolde, nøgne kroppe. Der hang en hæslig stank af død i luften, krydret på toppen med et strejf af krudt.
Øjnene lukkede i den anden verden, og han slog dem op i lejligheden foran computeren. Hans hud krøb, hårene rejste sig, og hjertet galoperede af sted. Hvad helvede var det her nu for noget degenereret pis?!
Han prøvede ganske forsigtigt at glide sprækkerne i, og i det samme så han ind i den døde, isnende verden igen. Han prøvede at blinke tilbage, men nu kunne det ikke lade sig gøre. Han var fanget! Kunne ikke engang mærke sin krop tilbage i lejligheden længere, kun følelsen af at ligge urørlig, skulder mod skulder med koldt kød. Fluer pilede over menneskebjergene og på hans egen hud.
Han var den eneste, der ikke var død endnu, men han var ganske tæt på. Kunne mærke hvordan lungen hvæsede, og den jernagtige smag af blod druknede hans svælg. Livet hang i en så uendelig tynd tråd, det vaklede, dirrede, hjertets slag slæbte sig afkræftet af sted …”
Jeg pløjede mig hurtigt igennem samlingen, da den kom ind ad døren og må især fremhæve Kandor-chef Nikolaj Højbergs eget bidrag ”Hvid chili” – et vildt adrenalintrip, der ikke forfalder til at være moraliserende, men bare byder på masser af spænding og horribel grusomhed. Jeg læste den i en lidt anderledes version for et lille år siden (på forfatterhaab) og var begejstret, og den er bestemt ikke blevet ringere i den nye indpakning. Thomas Strømsholt har også begået en ret glimrende novelle ”Hamatano” om at overse det væsentlige i det moderne livs trædemølle, og Jesper Rugårds ”Den søde ventetid”, som man ikke bør afsløre for meget om, tog også kegler hos mig, kort sagt fordi den tager røven på én. Der var efter min mening også et par misfires i samlingen, men stadig nok kvalivarer til at oplevelsen blev rar. Og det er sgu cool, at der er nogen, der tør udgive en novellesamling med så mange holdninger stuvet sammen på 200 sider. Længe leve den politiske novelle!
Rundtur på torturmuseet.
31-10-2011
I foråret 2010 var jeg på en miniferie til Prag. Det var et par måneder, før jeg var begyndt at tænke på kødmutagener, og hvad disse evt. kunne have tilfælles med mutanter på berserkergang og civilisationens forfald. Jeg var så at sige "imellem projekter" - hvilket altid giver et modtageligt sind.
Og Prag gav masser af gode indtryk som straks blev griflet ned i en lille notesbog. Der var mange romaer i gaderne, de unge piger utroligt kønne, og ikke langt fra dem sås ordensmagten med den synlige gøb i bæltet ... Selvom flyturen dertil kun havde taget halvanden time, blev man hurtigt mindet om, at dette dog var øst for det gamle Østtyskland.
Inspirationen kom alle vegne fra: Den unge servitrice, der åndede ren sprittåge op i ansigtet på mig, da hun tog imod frokostbestillingen, manden der lå og sov i midtergangen i sporvognen, og i den helt anden ende af skalaen alle tingel-tangel butikkerne og overfloden af amerikanske kæder som Starbucks og McDonalds – alt sammen blev byggeklodser til det, der senere skulle forvandle sig til ”Smukke Anna”.
Og ét sted, der især gjorde indtryk på mig var ”The museum of medieval torture instruments” som ligger tæt ved Karls Broen.
Lad mig byde på en lille rundtur …
Kom bare indenfor. Lad dig ikke skræmme af de blodrøde gulvtæpper og djævlestukken over dørene ...
Første attraktion på museet er "the iron maiden" eller jernmøen. Høj nok til at rumme et menneske og foret med kæmpe pigge.
Her en styg variation af pinebænken, hvor den afhørte både blev strukket og fik pigge ind i ryggen samtidig. Det forlyder sig, at pinebænkens ofre kunne strækkes helt op til 30 cm, før de gik fra hinanden!
"The inquisition chair" eller "inquisition armchair" er den sidste stol, du ønsker at sidde i. Den afhørte skulle sidde musestille for ikke at blive gennemboret helt af piggene - lidt af en øvelse, når forhørerne stak med spyd og brændejern imens.
"The head crusher". Bøjlen tvinges ned over hovedet på ofret som ligger på maven, og en spids drejes ned i kraniet, til det flækker.
Og den her ... Ja, jeg vil ikke fortælle for meget om den, andet end at den hedder "The hand guillotine". Den har nemlig, uden at afsløre for meget, en ret fremtrædende rolle i "Smukke Anna" ... Du kan jo selv sidde og gruble lidt over mekanikken.
Rundtur slut.
Aghori Sadhus - makaber research!
26-10-2011
Når jeg skal skrive en bog, har jeg altid en lang liste med ting, der skal researches igennem, før jeg kan gå i gang (for jeg ved desværre ikke alt). Det indebærer noget i stil med en uge klæbet til skærmen, hvor jeg pløjer mig igennem den ene artikel efter den anden. Ofte er det kun en brøkdel af det læste, der havner i det endelige manuskript, men min indstilling er, at det er bedre at have en dyb forståelse af det univers, man vil bygge op – så de ting, der ligger til fortolkning i historien, er klart afgrænset og defineret inde i mit eget hoved.
Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at mine skriverier ofte har kredset om det makabre, så researchen er før gået hen og blevet lettere, øh … ubehagelig. Sygdom og patologi har været et gennemgående tema i mine ældre tekster, og en god ven, der er hjernekirurg, har tit hjulpet mig her. F.eks. var jeg for nogle år siden i gang med en roman, hvor morderen samlede på hænder, og jeg var meget opsat på at få beskrevet præparaterne (det er dét, læger kalder døde legemsdele) korrekt. Jeg blev da også inviteret ind på Panum Instituttet, så jeg kunne få lov til at røre ved en hånd i formalin, men min kone lod mig forstå, at hun aldrig ville tale med mig igen, hvis jeg gjorde det – så det blev ikke til noget (jeg måtte nøjes med beskrivelsen af, at den var kold og svampet).
I min research til min kommende roman ”Smukke Anna” stødte jeg dog på det hidtil klammeste, jeg har været ude for. Det var den indiske sekt Aghori Sadhus, der stadig findes denne dag i dag i et mindre antal.
Aghori Sadhus praktiserer en ekstrem afart af hinduisme, hvor de anser alt for at være helligt. Gud er i alt, så intet må gå til spilde – det indebærer i praksis frastødende ritualer hvor de drikker hundeurin, eller værre endnu: spiser deres afdøde. Sidstnævnte foregår ved, at en afdød slægtning tøjres til en snor og slippes ud i floden, Ganges, så han kan blive renset (med patologiens briller bliver kroppen snarere ekstra rådden). Efter et par dage trækkes liget så ind, og den efterladte sætter sig ovenpå det og mediterer i en rum tid. Herefter parteres og fortæres dele af kroppen. Nu lever vi jo i sådanne herlige youtube-tider, så man rent faktisk kan finde videoer og se det hele i farvefulde, levende billeder - så det gjorde jeg. Man må jo lide lidt for kunsten.
Ud over de kannibalistiske ritualer maler Aghori Sadhus sig hvide med de dødes aske og har andre ceremonier hvor de har sex med menstruerende skøger på indviet jord.
Hmm, så ser livet som agnostiker lige pludselig ikke så ringe ud; det er i hvert fald mere uforpligtende ...
Nyt forlag, ny bog!
22-10-2011
Der er ellers lige sket lidt her de sidste par måneder! Mest mærkbart at jeg har startet mit eget forlag og har en roman lige om hjørnet ...
Som nogle nok husker, startede jeg min forfatterkarriere med en selvudgivelse, den postapokalyptiske splatter ”The end”. Dengang i 2009 valgte jeg at blive selvudgiver, fordi jeg i mange år havde sendt manuskripter ind til forlag og fået dem retur med beskeden om, at mit materiale ikke passede ind i deres udgivelsesprogram, eller i visse tilfælde at jeg skrev godt, men at de ikke turde udgive ”sådan noget”. Konsensus var, at jeg skrev for voldeligt, for frækt og var for svær at markedsføre, fordi jeg udfoldede mig i formodede ”børnegenrer” på en alt for eksplicit og voksen måde - jeg "havde ikke min målgruppe nok for øje" (shove it!).
I 2010 skete der så det, at mit manuskript ”Mutagen” blev antaget af et mindre forlag og endda ét, der var meget liberalt hvad angik det eksplicitte indhold. Selvudgivelse var fint, men det var, indrømmet, smigrende at blive "udvalgt" af et forlag, når man i seks-syv år havde banket hovedet mod muren.
Kort før sommer blev konklusionen på forlagssamarbejdet dog, at det ikke var det rigtige for mig. Med de mange muligheder internettet byder, er det oplagt at gøre-det-selv, i hvert fald hvis man har lysten. Jeg vil ikke kategorisk afvise et fremitidigt forlagssamarbejde, dog vil min tilgang til det da være mere i stil med: Hvad kan I tilbyde mig for de 85 % af kagen, I hapser?
Så jeg springer nu ud som selvudgiver for anden gang. Og anden gang føles på mange måder som den første, for denne gang er det med en komplet anderledes motivation: Jeg gør det ikke, fordi jeg er tvunget til det, men fordi jeg har lyst.
Og jeg glæder mig til at dykke ned i den store portefølje af vanvittige tekster, jeg har liggende. Jeg har trods alt kun fået udgivet et par bøger om jordens undergang og en række noveller spredt i forskellige antologier, så det bliver fedt at vise, hvem jeg egentlig er. Det forsøger jeg i første ombæring med horrorromanen "Smukke Anna".
Bogen er meget anderledes end min forrige. "Mutagen" var overvejende en suspensedrevet horrorthriller, der knaldede derudaf, hvor "Smukke Anna" er en anderledes fragmenteret og surrealistisk horroroplevelse. Det bliver helt sikkert en udfordring for de, der måtte have gået og ventet på "Mutagen 2" (It aint gonna happen soon, I tells ya), men der bliver i hvert fald ikke sparet på gruen og blodet.
